Misinformation?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Under overskriften »Misinformation« har psykiaterne Poul Videbech, Raben Rosenberg og Lars Kessing i Weekendavisen givet Peter Gøtzsche svar på tiltale efter hans udtalelser til DR's nyheder om det store forbrug af selektive serotoningenoptagelseshæmmere i Danmark [1]. I læserbrevet står der bl.a. følgende:

»[det blev] hævdet, at pillerne kun har effekt på 10-20 procent af dem, der får dem [...]. Faktum er, at udfører man gode kliniske forsøg, hvor hverken læge eller patient ved, om der gives antidepressiv medicin eller kalktabletter, ses en gunstig effekt af medicinen i omkring 50-70 procent af tilfældene. Tilsvarende ses der en gunstig effekt af kalktabletterne i 40-50 procent af tilfældene. Man kan altså konstatere, at placeboeffekten ved antidepressiv medicin er høj, men at effekten af medicinen trods alt er større. Det betyder naturligvis ikke, at effekten af medicinen kun er 20 procent, sådan som DR fik det galt i halsen, men at der oven i placeboeffekten er 20 procent effekt, som skyldes det aktive stof«.

Jeg undrer mig over, at tre læger, der qua deres meritter burde vide bedre, kan lægge navn til disse linjer. Hvis man uden videre kunne medinddrage effekten i placebogruppen, når man vurderede et lægemiddel, var der jo ingen grund til at udføre placebokontrollerede forsøg. Man kan fristes til at konkludere, at de samme læger med glæde ville udskrive medicin, der med en 14-dages-kur kunne kurere 100% af alle forkølelser. Pist væk er skelen til sygdommens naturforløb, regression towards mean osv.

Faktum er, at med de i eksemplet anvendte procenter og almindelig anerkendt praksis for at beskrive lægemidlers effekt, er number needed to treat = 5. Man skal altså behandle fem patienter, for at én patient får gavn af medicinen. Lægemidlet virker således hos 20% i henhold til det effektmål, som man har valgt at fokusere på.

Man kan frygte, at citatet rent faktisk afspejler psykiaternes indsigt i evidensbaseret medicin. Alternativt må der være tale om en bevidst manipulation med tallene for at miskreditere Peter Gøtzsche i en avis med 300.000 læsere, hvoraf flertallet nok ikke kan gennemskue den lemfældige omgang med videnskabelige data. I sandhed »misinformation«.

Uanset årsagen giver det anledning til forargelse og en forklaring fra læserbrevets forfattere må være påkrævet.

1. Videbech P, Rosenberg R, Kessing L. Misinformation. Weekendavisen 2011, 15. april, 1. sektion: 5.

> Svar:

Professor Poul Videbech, Center for Psykiatrisk Forskning, Aarhus Universitetshospital, Risskov.

E-mail: videbech@dadlnet.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Poul Videbech arbejder med psykoterapeutisk og medicinsk behandling af depression og har holdt foredrag om depressionsbehandling for en række medicinfirmaer, andre firmaer og offentlige institutioner jf. www.videbech.com

Tak for interessen for vores af Weekendavisen stærkt forkortede kronik [1].

Først vil vi gerne slå fast, at vi intet ønske har om at »miskreditere« en kendt kollega, som da heller ikke er nævnt i kronikken, og som Danmarks Radio (DR) flere steder har oplyst netop ikke var kilde til oplysningen om effektiviteten af antidepressiva [2].

Vi kan naturligvis ikke være uenige med Dennis Staahltoft i hans betragtninger om number needed to treat. Det er basal farmakologisk viden.

Imidlertid ses DR's nyheder som bekendt først og fremmest af ikkelæger. Når man oplyser, at et medikament virker på 10-20%, må ikkeeksperter tro, at hvis man behandler 100 patienter vil kun 10-20 få gavn af det. Og det er unægtelig ikke ret mange. Selv om man ikke kan forvente samme høje placeborespons i den daglige klinik som under en systematisk afprøvning af effekt af lægemidler, ved vi godt, at nogle patienter vil have gavn af det farmakologisk aktive princip og andre af placebovirkningen og flertallet af begge dele. Så heldigvis kan man opnå remission hos 60-70% bl.a. ved kombinationsbehandling. Vores pointe var, at man trods høj placeboeffekt kan påvise effekt af antidepressiva, især hos de sværest syge. Udgangspunktet for DR's udsendelse var de langvarigt syge, som afviste at forsøge antidepressiv behandling. At støtte den opfattelse med henvisning til, at lægemidler ikke virker særlig godt, giver svære bivirkninger og aktiverer suicidaladfærd, er misinformation.

Misinformation kan være farlig, idet nogle risikerer at fravælge behandlingen og måske begå selvmord på grund af helt forkert information. En patient vil naturligvis veje frygten for bivirkninger op mod den angiveligt meget ringe chance for effekt. Den nævnte risiko for ligefrem at få induceret selvmordshandlinger må naturligvis også vække bekymring.

Vi har ikke noget ønske om at forklejne disse problemer, og de er bl.a. diskuteret grundigt i Sundhedsstyrelsens referenceprogram for depression og i nyere litteratur. Vi vil blot pege på, at DR ikke fandt det opportunt at konsultere folk, der arbejder klinisk med disse problemer til daglig, måske af frygt for at det ville ødelægge deres historie. DR's svar til HJ Søgaard i samme nummer af Ugeskrift for Læger taler for sig selv [2], og ja, DR har ret i, at det er svært ikke at blive følelsesmæssigt involveret, når man oplever selvmord blandt sine patienter, fordi de seponerer deres behandling pga. et forkert råd.

1. Videbech P, Rosenberg R, Kessing L. Medicinen virker bedst på de sygeste. Weekendavisen 2011, 15. april.

2. Søgaard HJ. Forvansket kritik af antidepressiva. Ugeskr Læger 2011;173:1224.