Misvisende fortolkning af relationen mellem fedme og energibalance

De skuffende resultater af behandling og forebyggelse af fedme blev kort og præcist summeret i et nyligt læserbrev af Klaus Johansen [1]. Læserbrevet indeholdt også et udsagn, der kræver en kommentar: »Ud over de velkendte årsager - manglende motion og for stor energiindtagelse - er der ikke noget nyt om årsager til fedme«. Synspunktet er udbredt, men bag det er der en fundamental misforståelse.

Udsagnets grundlag er loven om energiens bevarelse, der tvangfrit kan oversættes til energiophobning = energiindtag - energiforbrug. Denne naturlov kan ikke anfægtes, men den er rent deskriptiv og kan ikke bruges til at udlede årsagen til fedme. Mistolkningen af loven er baggrunden for misforståelserne om årsagen til fedme.

Loven indeholder ikke nogen angivelse af en årsags-virknings-sammenhæng. Den siger således intet om, hvad der bestemmer størrelsen af energiindtagelsen eller energiforbruget. Af loven kan man ikke udlede, hvilke forandringer der indtræffer først, og hvilke der derefter måtte være en følge af disse første forandringer. Loven udelukker således ikke, at den første forandring kunne være en øget ophobning af fedt i fedtvævet, hvorefter loven - alt andet lige - vil kræve, at der etableres en forskel mellem energiindtag og energiudgift, som nøjagtigt svarer til den ophobede energi i fedtvævet. Loven forsyner os således ikke med specifikke hypoteser, der kan efterprøves, og faktisk har loven ikke nogen plads i diskussioner om årsagen til fedme, om end den dog kan bruges til kvantitative forudsigelser af relationer mellem ændringer i energiindtag, energiforbrug og vægtændring [2].

Mange vil nok hævde, at det er indlysende, at fedme må skyldes, at man har spist for meget eller rørt sig for lidt, og det er kun rigtigt i lovens forstand, men desværre er det endnu ikke lykkedes at bevise, at det er dette, der starter og vedligeholder fedmeudviklingen. Grunden til denne overraskende mangel på videnskabeligt bevis er, at energiophobningen, der finder sted ved fedmeudvikling, er så lille - ofte mindre end 1% af den samlede energiomsætning pr. døgn [2] - at den ikke kan måles, selv med de fineste teknikker.

Når fedmen udvikler sig, stiger den basale energiomsætning [2], mens den fysiske aktivitet falder [3], hvilket ofte forveksles med den primære årsag. Hvis faldet i fysisk aktivitet ikke fuldt ud svarer til stigningen i den basale energiomsætning, så ender det også med, at de fede må spise mere for at holde balancen, og dette mistolkes ofte også som den primære årsag.

De fleste har en meget konstant legemsvægt over mange år. Årsagerne til stabiliteten er ukendte, men skal nok søges i eksistensen af kontrolsystemer, der fungerer på basis af set-points med feedback. Det er nærliggende at antage, at fedme skyldes abnormiteter i fedtmassens kontrolsystem, men at finde fejlen(e) er en meget stor udfordring [4].