»Mon det var mig, lægen kaldte på?«

Som hørehæmmet patient har jeg tilbragt mange timer i forskellige lægers venteværelser, på hospitaler og i almen praksis, og jeg har i den forbindelse bemærket to helt forskellige måder, hvorpå læger kalder patienter ind til konsultation:

1. Lægen viser sig i venteværelset, siger patientens navn og beder med et venligt smil den pågældende følge med.

2. Lægen kalder på patienten uden at vise sig i venteværelset. Resultatet er ofte, at navnet ikke høres, eller patienten kan være i tvivl om, hvor lyden kommer fra og går måske i den forkerte retning.

At det første møde mellem patient og læge kan have stor betydning for konsultationens videre forløb er velkendt. Har man hørenedsættelse, men kan man fra starten se lægens ansigt, skaber det tryghed, hvilket kan have betydning for en vellykket kommunikation – verbalt og nonverbalt.

Ingen ønsker i øvrigt at få sit handicap udstillet allerede i venteværelset og hører man dårligt eller har kognitive problemer, kan det være energikrævende at sidde i venteværelset og »spidse ører«. Direkte øjenkontakt muliggør også mundaflæsning, som er vigtig for nogle hørehæmmede.