Tarmkræftscreening. Den vigtigste forudsætning for at tarmkræftscreening vil have en effekt, er at befolkningen deltager uanset om man screenes med FS eller IFOBT.
Den bedste evidens opnås, når resultaterne fra multiple RCT samles i et systematisk review og behandles i metaanalyse, det er Karsten Juhl Jørgensen (KJJ) og jeg helt enig i. Det ideale vil selvfølgelig være hvis man kunne lave et RCT mellem fleksibel sigmoideoskopi (FS) tilbudt som en engangsprocedure i den ene arm og screeningsprogram med immunologisk afføringstest (IFOBT) hvert andet år i den anden arm. Undersøgelsen skal dimensioneres stor nok til at kunne påvise en signifikant forskel på tarmkræftmortaliteten og tarmkræftincidensen. Den undersøgelse vil næppe blive gennemført da langt størstedelen af befolkningen heldigvis ikke vil få tarmkræft og der derfor skulle indgå så mange personer at det ikke er gennemførligt. Skal man så undlade at indføre en ny screeningstest når flere velgennemførte undersøgelser viser at flere personer vil gennemføre IFOBT sammenlignet med den ældre Hemoccult-II og man vil finde flere tarmkræfttilfælde og avancerede forstadier med IFOBT. Det mener jeg ikke. Resultaterne fra første screeningsrunde i et spansk RCT[1] hvor man i aldersgruppen 50-69 år tilbød en enkel koloskopi i den ene screeningsarm, og i den anden screeningsarm tilbød IFOBT (OC-Sensor) hvert andet år. Resultaterne fra den første screeningrunde med IFOBT viste at IFOBT finder lige så mange tilfælde af tarmkræft som koloskopi (33 versus 30), grundet den lavere deltagelsesprocent ved koloskopi (24,6% versus 34,2%). Man fandt over dobbelt så mange avancerede adenomer ved koloskopi sammenlignet med en enkel screeningsrunde med IFOBT (OR= 2.30 95%CI, 1.97-2.69). Hvor mange yderligere tilfælde af tarmkræft og avancerede adenomer de næste 9 screeningsrunder med IFOBT vil finde, må vi afvente. Jeg er enig med KJJ, at det grundet kulturelle forskeligheder kan være vanskeligt, at sammenligne gennemførligheden fra spanske forhold til danske. Men det diagnostiske udbytte af tarmkræfttilfælde er i denne undersøgelse helt på højde med koloskopi, der modsat FS vil diagnosticere tarmkræft i hele tyktarmen og ikke kun i venstre side af tyktarmen.
KJJ påpeger det øgede stress, op til 12 afføringsprøver gennem 25 år vil medføre, sammenlignet med en enkel FS. Et sådan skøn er meget vanskeligt og der foreligger mig bekendt ingen undersøgelser der belyser en sådan forskel. FS vil i sjældne tilfælde medføre alvorlige komplikationer, det vil en afføringstest ikke. Men ved begge screeningsmodaliteter vil omkring 6 % skulle henvises til efterfølgende koloskopi og fjernelse af forstadier der er forbundet med alvorlige komplikationer selvom de meget sjældne. I Holme et al.’s cochranereview [2] indgår PLCO studiet[3] hvor 54% af deltagerne fik udført en anden FS efter 3-5 år. Desuden vil personer med forstadier ofte indgå i et adenomkontrolprogram med gentagende koloskopier [4] for at opnå en effekt på incidensen af tarmkræft. Den vigtigste forudsætning for at tarmkræftscreening vil have en effekt, er at befolkningen deltager uanset om man screenes med FS eller IFOBT.
