Mund til mund-ventilation anbefalet på uvidenskabeligt grundlag

Dansk Råd for Genoplivning (DRG) har vedtaget, at førstehjælpere fremover skal ventilere via mund til mund-indblæsninger i stedet for gennem næsen. Argumenterne herfor er uvidenskabelige. Hovedargumentet lyder: danskerne skal følge de internationale retningslinjer [1]. I 2000 publiceredes nye internationale retningslinjer for genoplivning, Guidelines 2000 [2], disse blev i november 2000 godkendt af DRG, dog ønskede man at fastholde mund til næse-ventilation. DRG's formand skriver, at de internationale retningslinjer anbefaler mund til mund-ventilation. Dette er forkert. I de omtalte guidelines er en lang række behandlinger forsøgt klassificeret som »virksomme« eller som »ikke-virksomme« [3], men indblæsningsmetoderne er ikke blevet forsøgt klassificeret. Grotesk er et andet argument: »de undersøgelser, som oprindeligt dannede grundlag for mund til næse-ventilation anses i dag ikke for videnskabelige undersøgelser«. Hvilke undersøgelser det drejer sig om, nævnes ikke. Men denne bemærkning er en hån mod bl.a. Henning Ruben, der påviste fordele ved mund til næse-ventilation, publiceret i bl.a. Lancet og British Medical Journal [4]. Artiklerne har netop fået en hædrende omtale i Resuscitation, der udgives af European Resuscitation Council (ERC), der står for udgivelsen af Guidelines 2000. Helt uvidenskabeligt er også argumentet: »alle de videnskabelige undersøgelser, der internationalt er gennemført og som viser, at basal genoplivning virker, er gennemført med mund til mund-metoden«. Man har jo netop ikke beskrevet eller sammenlignet indblæsningsmetoderne! DRG burde tage ved lære af den tidligere ERC-formand P.A. Steen, Oslo, der på de nordiske anæstesiologers kongres i Helsinki i august 2003 udtalte: »any change in previously published guidelines should be based on positive randomized, controlled studies, preferably multiple or multicentered«.

Der findes ingen videnskabelige argumenter for at indføre mund til mund-ventilation, derimod enkelte, der taler for bibeholdelse af mund til næse-ventilation, som man har anvendt i Danmark i 40 år.

1. Frie luftveje: disse opnås ved kæbeløft, hvorved tungeroden løftes op. Skal munden åbnes for at modtage kunstigt åndedræt, falder tungen tilbage.

2. Ansigtsmaske: enkelte udbydere af førstehjælpskurser tilbyder deres kursister pocket-masks. Brugen af disse kræver kæbeløft, lukning af munden og indblæsning gennem næsen.

3. Professionelle: Anæstesipersonale og andre professionelle anvender ligeledes kæbeløft og lukning af munden for at kunne ventilere igennem næsen.

4. Aspirationsrisiko: I Guidelines 2000 [2] anbefales indblæsning over to sekunder for at undgå indblæsning i ventrik-len. Det er i de af DRG betegnede uvidenskabelige artikler bl.a. af Henning Ruben påvist, at indblæsning pr. tidsenhed er lavere ved mund til næse-metoden, dvs. risikoen for opkastning er mindre [5]!

5. Tæthed: Hos ældre og specielt hos tandløse (fremmedlegemer skal jo fjernes) kan det være svært at forme modtagerens mund således, at giverens mund slutter tæt.

6. Æstetisk: For mange lægfolk vil hurdlen til at give kunstigt åndedræt via næsen være nemmere at overvinde.

Inden man af politiske årsager ønsker at ændre på en behandlingsform, bør DRG fremlægge dokumenterede argumenter for indførelse af mund til mund-ventilation. Kan de det?

SVAR