Skip to main content

Mundhulesygdomme og cancer

Ingen evidens for forbindelse mellem mundhulesygdomme og cancer, hjerte-kar-sygdom og diabetes.

Docent emeritus, dr.odont., DrPH, specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, Flemming David Scheutz. E-mail: fscheutz@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

24. jun. 2016
8 min.

Dekanen på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet har på fakultetets hjemmeside (http://health.au.dk/#news-7640) fremsat en række påstande om mundhulesygdom som risikofaktor for alvorlige sygdomme. Når information formidles af dekanen på et af landets sundhedsvidenskabelige fakulteter, må man forvente, at informationen er korrekt. Det er desværre ikke tilfældet.

Faktaboks

Fakta

Der findes ikke videnskabelig evidens for, at kroniske betændelsestilstande i munden er en risikofaktor for kræft, hjertesygdom og diabetes, at dårlig tandhygiejne hos ældre koster samfundet 20-25 mio. kr. alene i hospitalsindlæggelser, at 100-200 ældre hvert år dør af lungebetændelse på grund af mangelfuld tandbørstning, at betændelsestilstande i mundhulen kan bidrage til alvorlig skade i form af blodprop i hjertet eller slagtilfælde, eller at paradentose er en risikofaktor for uopdaget diabetes.

Hujoel et al [1] har i en delundersøgelse af den store amerikanske NHANES I-befolkningsundersøgelse afvist, at der er en sammenhæng mellem forekomst af marginal parodontitis og cancer. De observerede svage associationer tilskrives de to sygdommes mange fælles risikofaktorer.

Ingen kausal association

En kausal association mellem marginal parodontitis og hjerte-kar-sygdomme, og at behandling af marginal parodontitis skulle mindske risiko og alvorlighed for hjerte-kar-sygdom, er afvist af Lockhart et al [2] i en omfattende oversigtsartikel. Denne vurdering bakkes op af The American Heart Association, The American Dental Association Council on Scientific Affairs og The World Heart Federation. Hansen et al [3] har i Ugeskrift for Læger hævdet, at der i dag foreligger betydelig dokumentation for, at marginal parodontitis kan spille en rolle for udvikling af iskæmisk hjertesygdom og andre manifestationer af aterosklerose, men de skriver også – noget uforståeligt – at det er usikkert, om der er en kausal sammenhæng. Og selvom Hansen et al [3] seks gange refererer til Lockhart et al [2], sker dette uden at gøre opmærksom på, at der i denne centrale artikel netop afvises en sammenhæng. Artiklen [2] tages tværtimod til indtægt for en association uafhængig af fælles risikofaktorer.

Engebretson et al [4] har afvist, at behandling af marginal parodontitis har en positiv effekt på glykæmisk kontrol af diabetes målt på HbA1c (langtidsblodsukker)-niveauet hos personer med type 2-diabetes. Tværtimod sås en mindre stigning i det gennemsnitlige HbA1c-niveau. I et Cochranereview [5], hvor ganske vist kun to af de 35 inkluderede studier havde en lav grad af bias, sås gennemsnitligt 0,29% reduktion i HbA1c-niveauet i de første måneder efter iværksat parodontal behandling, men reduktionen kunne ikke observeres efter fire måneder. En temporær reduktion kan skyldes bias i flertallet af de inkluderede studier eller forklares med komplians hos forsøgspersonerne i forbindelse med den parodontale behandling og en deraf afsmittende effekt på patienternes adfærd mht. deres diabetes. Forfatterne konkluderer, at der er utilstrækkelig evidens for, at parodontal behandling har en positiv indvirkning på glykæmisk kontrol [5].

Dekanen og mange andre med ham gør sig skyldige i at antage, at observerede associationer er kausale. Det behøver de ikke at være, selv ikke når de er signifikante. Alle forskelle bliver signifikante, hvis der er observationer nok, og hvis man leder efter tilstrækkeligt små forskelle. Datas oprindelse, og den sammenhæng de indgår i, skal altid vurderes kritisk mhp. en årsagsudredning. Det kan desværre ikke siges at have været tilfældet for de påstande om mundhulesygdom som en risikofaktor for cancer, hjerte-kar-sygdomme og diabetes, der findes på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultets hjemmeside.

Referencer

LITTERATUR

  1. Hujoel PP, Drangsholt M, Spiekerman C et al. An exploration of the periodontitis-cancer association. Ann Epidemiol 2003;13:312-6.

  2. Lockhart PB, Bolger AF, Papapanou PN et al. Periodontal disease and atherosclerotic vascular disease: does the evidence support an independent association? A scientific statement from the American Heart Association. Circulation 2012;125:2520-44.

  3. Hansen GM, Holmstrup P, Tolker-Nielsen T et al. Mulig sammenhæng mellem marginal parodontitis og iskæmisk hjertesygdom. Ugeskr Læger 2014;176:1752-4.

  4. Engebretson SP, Hyman LG, Michalowicz BS et al. The effect of nonsurgical periodontal therapy on hemoglobin A1c levels in persons with type 2 diabetes and chronic periodontitis. A randomized clinical trial. JAMA 2013;310:2523-32.

  5. Simpson TCI, Needleman I, Wild SH et al. Treatment of periodontal disease for glycamic control innpeople with diabetes. Cochrane Database Syst Rev 2010;5:CD004714.