Samtidig med at al behandling og al kontakt mellem læge og patient standardiseres og reduceres til afkrydsningsskemaer, vrimler det med visioner og projekter, som taler om ”patient inddragelse”, ”patienten som partner”, ”patienten er alt” og andet af samme skuffe. Sammenholdt med virkeligheden har disse udtryk karakter af besværgelser.
Ved at lytte til et menneskes historie udtrykker man respekt for individet. Så er det ikke bare en ”faldpatient”, men et menneske med en historie, som er interessant og vigtig. Det tager ikke lang tid at høre patienternes historier. Mens jeg hjælper et gammelt menneske tøjet af eller skoene på, kan vi sagtens småsnakke om, hvordan hun egentlig landede på Lolland, hvad hun tænker på, når hun ligger vågen om natten eller andet af relevans for min forståelse af hende som menneske.
Den mangel på kreativitet og tankevirksomhed, som en afkrydsningsjournal kommer til at betyde, kan få uhensigtsmæssige følger for patienterne. For mens jeg formulerer mit journalnotat er der tid til omtanke, tolkning og forståelse af alle de informationer, jeg under samtalen har fået.
Da jeg var ung læge, gik jeg tit hjem fra en travl vagt og tænkte, hvor fantastisk heldig jeg var at få lov til at opleve så meget, høre så mange historier og så endda få løn for det. Jeg håber for næste generation af læger, at de ikke må gå glip af den oplevelse, selvom systemet ser ud til at blive en hård modstander.