Når læger rammes af sygdom

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Hvad gør vi læger, når vi bliver syge? Er det mon ikke sådan, at mange selv stiller diagnosen, spiser nogle piller og i øvrigt bare fortsætter, som om alting er i orden?

Er vi som cirkusheste, der fortsætter rundt i manegen, så længe musikken spiller, og er musikken vores drive og vores adfærd fra dengang, vagter var lange og travle, og vi bare blev ved, selvom vi var ved at falde om af udmattelse? Sætter vi arbejde, pligter, ansvar og hverdag højere end vores eget helbred, og ignorerer vi åbenlyse tegn på sygdom hos os selv? Det er aldrig blevet undersøgt, men jeg tror, at vi er rigtig mange.

Disse tanker går gennem mit hoved, mens jeg for første gang i lang tid har computeren åben. Jeg er nemlig også en af cirkushestene og er ved at komme mig efter en alvorlig infektion. Men hvorfor gik jeg ikke tidligere til læge - og hvorfor gik det så galt?

Bare influenza

Det begyndte for fire uger siden med tegn på influenza, som jeg ignorerede. Jeg havde jo travlt. Nogle dage senere satte en voldsom natlig hoste ind, og da jeg regnede med, at det var en Mycoplasma-pneumoni, gik jeg i gang med roxithromycin, men blev stort set ved med at arbejde, bl.a. som gymnastikinstruktør fire gange om ugen.

Stik imod mine beregninger blev hosten værre, det føltes som om der var ild i hjernen, og jeg gik rundt som en zombie. Men temperaturen var kun moderat forhøjet, så jeg tænkte, at symptomerne nok hørte med til Mycoplasmaen, og at det snart ville blive bedre.

Efter endnu nogle dage og nætter med voldsom hoste, endnu værre hovedpine og et ubeskriveligt ildelugtende ekspektorat måtte jeg give mig. Medicinen virkede ikke, så jeg bad om en akut tid i lægehuset, som jeg er tilknyttet. »Dit CRP er 109«, sagde den praktiserende læge og satte mig på et andet antibiotikum. Hun var både venlig og forstående, men hvor er det det dog svært at være patient! I venteværelset gennemgik jeg i tankerne, hvad jeg ville sige, og om jeg skulle tale lægesprog eller hellere finde lægmandstermer for mine symptomer. Jeg ville også nødigt tage for meget af lægens tid, så hvor lidt kunne jeg mon nøjes med at sige om, hvor dårligt jeg havde det?

Hundesyg

Hjemme var jeg tæt på at opgive. Jeg følte mig stadigt mere hundesyg, hosten forhindrede mig i at sove, og jeg var ikke sikker på, om jeg nu var i gang med det rigtige antibiotikum. En veninde udbrød forfærdet: »Hvordan er det dog du ser ud«, og et kig i spejlet bekræftede, at jeg lignede et af billederne i øre-næse-hals-bogen fra afsnittet om pansinuitis.

Sådan gik endnu nogle dage, indtil jeg tog mig sammen og fik en akut tid hos en ØNH-læge i lokalområdet. Her behøvede jeg ikke at forklare så meget, han undersøgte mine øvre luftveje og kunne selv se, hvor galt det stod til. Jeg fik lagt ciproxin oveni det andet antibiotikum, samt to lokale ting til næsen.

Til alt held skelner antibiotika ikke mellem, hvor bakterierne befinder sig, så lige nu virker ørelægens antibiotika både i brystkasse og hoved. Sinusserne står stadig under tryk, hørelsen er nedsat, øjnene kan kun læse i kort tid ad gangen og tv går slet ikke. Jeg er langtfra den skarpeste kniv i skuffen lige nu, men jeg begynder at tro på, at jeg nok skal komme på benene igen.

Livsfarlige læger

Hvorfor var jeg så lang tid om at indse, at jeg var hundesyg, og hvorfor ringede jeg ikke til lægen meget tidligere? »I læger er livsfarlige for jer selv«, sagde min nabo allerede tidligt i forløbet. »Enten ignorerer I jeres symptomer, eller også behandler I det, som I tror, I fejler«. Og det er vist helt rigtigt set. Vi er helt fremme i skoene, når det drejer sig om andre mennesker, men når vi selv bliver syge, så reagerer vi ikke adækvat.

Et nyt besøg hos ørelægen bekræfter, at jeg er på rette vej, og at hørenedsættelsen skyldes en serøs otit, som ikke skal paracenteres - i hvert fald ikke i første omgang. »Kom igen, hvis du ikke kan holde det ud«, siger ørelægen, og tænk - det tror jeg virkelig, at jeg vil gøre.