Når mistillid gøres til politik, bliver nogle læger til syndebukke

I Danmark bryster vi os af at være et tillidssamfund. Et samfund, hvor vi stoler på hinanden og på de professionelle, der bærer velfærden. Netop derfor er det dybt bekymrende, når mistillid til velfærdsarbejderne skabes af den politiske top. Her er det afgørende, at vi som professionelle har modet til at sige fra.

I et interview i Politiken den 12. september 2025, omhandlende en generel kritik af det muslimske miljø i Danmark, udtalte statsminister Mette Frederiksen bl.a., at man skal kunne stole på, at »medarbejderen på en skadestue, der tager imod, når man er voldsramt kvinde, ikke ringer og fortæller det til en klan« [1]. Det er en problematisk udtalelse, der på overfladen handler om tryghed, men som i praksis udpeger vores kolleger med minoritetsbaggrund som uprofessionelle og villige til at bryde deres tavshedspligt.

Udtalelsen er ikke en kritik af konkrete handlinger, der kan dokumenteres. Derimod er der tale om en problematisk kollektiv mistænkeliggørelse.

Når Mette Frederiksen på denne måde sår tvivl om, hvorvidt sundhedsprofessionelle kan adskille faglighed fra »klan« og religion, undermineres tilliden til de ansatte, der danner grundlaget for vores sundhedsvæsen. Vores arbejde i sundhedsvæsenet bygger på tillid, tavshedspligt og professionel etik. Fortællingen om, at disse principper gælder for nogle sundhedspersoner, men ikke for andre, er ikke bare stigmatiserende – det er et frontalangreb på vores fælles faglighed.

Denne logik blev, i forbindelse med den nyligt indgåede »Aftale om systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager« [2] båret videre i et nyligt Facebook-opslag [3] fra Dansk Folkepartis Nick Zimmermann den 19. december 2025, hvor der skrives:

»5.000 ikkevestlige indvandrere skal have deres førtidspension tjekket for snyd og bedrag!

Og ikke nok med det: Vi går nu også i gang med at undersøge de socialrådgivere med anden etnisk baggrund, der har tildelt pensionerne. Vi vil finde ud af, hvor ofte kulturel og religiøs loyalitet har trumfet faglighed og lovgivning. Og hvor mange socialrådgivere med ikkevestlig baggrund der bevidst har favoriseret deres egne.

Men vi stopper ikke der. Også lægerne, der har skrevet lægeerklæringer i disse svindelsager, bliver nu gennemgået. Vi vil vide, hvem der har medvirket til at suge penge ud af det danske velfærdssystem. Hvor mange læger har givet ,venlige erklæringer’ til folk fra samme kulturelle eller religiøse baggrund?

Vi skal til bunds i det her. Ingen skal gå fri«.

Det er en manipulerende og udokumenteret fortælling om, at læger og socialrådgivere med minoritetsbaggrund ikke er professionelle aktører, men potentielle bedragere, der skal kontrolleres og afsløres. I øvrigt fremgår der intet angående en undersøgelse af læger eller socialrådgivere i den vedtagne aftale.

Det bemærkelsesværdige er ikke kun indholdet i debatten – men også hvem der reagerer på det, og hvem der forholder sig tavse. Dansk Socialrådgiverforening gik hurtigt og tydeligt ud og tog afstand. Der blev organiseret en underskriftindsamling, som blev bragt i avisen Danmark den 23. december [4, 5]. I underskriftsindsamlingen stod bl.a.:

»... den hårde retorik og mistænkeliggørelsen rammer især vores kolleger med minoritetsbaggrund.

Til jer vil vi sige dette klart og utvetydigt: Vi står bag jer, og vi er glade for, at I er vores kolleger og fagfæller. Vi ved, at I udfører jeres arbejde med høj faglighed«.

Dansk Socialrådgiverforening tog på denne måde tydeligt ansvar for at præge debatten og for at forsvare sine medlemmer med minoritetsbaggrund.

Lægeforeningen har derimod været tavs. I Normkritiske Læger har vi drøftet de ovenfor nævnte udtalelser med Lægeforeningen, men der har ikke været vilje til en udtalelse eller markering.

Denne tavshed er ikke neutral. Den efterlader læger med minoritetsbaggrund alene med mistanken hængende over sig. Den signalerer, at kollektiv mistænkeliggørelse er noget, man må leve med, hvis man tilhører en bestemt gruppe. Tavsheden svækker hele fagfællesskabet og tilliden til Lægeforeningen som standsforening for alle læger.

I Normkritiske Læger advokerer vi for minoritetspersoners rettigheder i sundhedsvæsnet – både for patienter og ansatte.

Set fra et normkritisk perspektiv er fortællingen, der tegnes, ikke tilfældig. Forestillingen om den »rigtige« læge er tæt knyttet til bestemte normer for danskhed, religion og kulturel majoritet. Dem, der afviger fra denne norm, bliver mistænkeliggjort som nogle, man skal holde øje med. Nogle, der igen og igen skal bevise deres profesionalisme.

Vores kolleger med minoritetsbaggrund er ikke et problem, der skal undersøges, kontrolleres eller »ryddes op i«. De er en uundværlig del af det danske sundhedsvæsen. De arbejder med den samme faglige etik som alle læger i Danmark. De redder liv, yder omsorg og bærer velfærden – hver eneste dag.

Hvis vi vil bevare et sundhedsvæsen baseret på faglighed, etik og tillid, kræver det, at vi som lægestand siger klart fra. Over for politisk retorik, der spiller på frygt og fordomme. Der er ingen plads til racisme, islamofobi eller kollektiv mistænkeliggørelse i vores fag. Det har vores standsforening et ansvar for at sige højt.