Når overbevisning ikke er nok

Et par gange om året underviser jeg for Sundhedsstyrelsen i sundhedsvæsenets organisation og ledelse. Der er stor bekymring på hvert kursus omkring fremtidige muligheder for arbejde – og det forstår jeg godt, for tiden har ændret sig.

På en af afdelingerne på det sygehus, jeg arbejder på, fik vi sidste gang 49 ansøgere til en introduktionsstilling, en stilling vi for få år siden stort set ikke havde kvalificerede ansøgere til. Min far fortæller, at han tog til Nordsverige i 1976, fordi man til sidst ikke orkede at stå den 31. i hver måned på den administrerende overlæges kontor og spørge (tigge) om arbejde for næste måned. Den tid er heldigvis ikke aktuel mere, med langt bedre vilkår for vores yngre læger. Men arbejdsmarkedets kræfter gælder stadig, også for læger.

»Så Morten, når nu der er ansættelsesstop i Region Hovedstaden og på Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde, frygter du så ikke, at lægerne tager til andre lande?«

Det er et godt spørgsmål, som jeg bl.a. får. Jeg tænker, at hvis det var mit ansvar, så var endnu en læge i og omkring København, jeg skulle aflønne, ikke nødvendig og rykkede ikke nævneværdigt ved kvaliteten af danskernes sundhed. At de penge kunne bruges på noget andet vigtigere. Sundhedsvæsenet har jo aldrig været til for lægernes skyld, hvilket jeg indimellem har indtrykket af, at nogle tænker.

»Men hvis nu vi uddanner mange flere læger, så er der vel nogle, der søger mod de steder, hvor der er mangel?«

Ja, men nu uddanner vi 3% af en ungdomsårgang til at være læger, vi har aldrig været flere historisk; hvor mange flere skal vi op på, førend vi ser en effekt?

Bornholm mangler fortsat læger. De bor i samme region som en af de mest lægekondenserede områder i verden. Hvorfor er der ikke flere, der har lyst til at tage til Bornholm indimellem og arbejde, helt frivilligt? Min påstand er fortsat, at vi slet ikke mangler læger i det her land, men mangler at fordele dem anderledes.

Det gælder også inden for min egen region. Vi har forsøgt meget længe i sygehusledelsen at overbevise vores kollegaer om, at 1-2 dage om måneden, hvor man kører til matrikler, hvor det pågældende speciale er meget underrepræsenteret, rykker ved den overordnede kvalitet for de patienter, vi har et samlet ansvar for. Det har vi ikke kunnet og er derfor også på en måde som ledere mislykkedes. At vi som arbejdsgivere har nogle rettigheder til at varsle, at man skal tage arbejde et andet sted, er et ansvar, vi tager meget alvorligt. Men måske er det det, der skal til indimellem. Det er ikke spor anderledes noget andet sted privat eller offentligt, at man kan blive bedt om at ændre arbejdsgang/-sted/-tid. Man kan sige nej tak, til de nye betingelser, mig selv inklusive.

Men nogle gange kan en lille ændring skabe en meget stor forandring. Det er tilfældet ved dette valg.