Der findes et øjeblik i livet, hvor alt bliver stille. Hvor verden fortsætter i sit tempo, men noget i os stopper op. Det er dér, vi mærker, at vi ikke bare skal gøre, men være. For det meste af tiden handler vi. Vi gør det, der skal gøres, fordi det skal gøres. Men midt i travlheden glemmer vi, eller ikke må eller kan nå, at lægge sjæl i det, der gøres.
Vi bevæger, eller snarere klikker, os gennem dagene som gennem en lang række opgaver, undersøgelser, møder, beskeder og beslutninger. Vi er effektive, ansvarlige og ordentlige. Men i alt det gøren kan noget gå tabt. Den stille varme. Den menneskelige tilstedeværelse. Evnen til at se et andet menneske, absorbere følelser og lade sig berøre.
Der findes en forskel mellem at gøre en handling og at give den liv. Den første udføres af pligt, den anden af nærvær. Den første forsvinder, den anden sætter spor. Når sjælen får lov at følge med, bliver selv den mindste handling betydningsfuld, og som bliver stående længe efter, at dagen er forbi.
»Vi bliver ikke husket for, hvor mange opgaver vi løste, men for, hvordan vi fik andre til at føle sig. Det er ikke antallet af skridt, men aftryk, der tæller«Faisal Mohammad Amin
Vi bliver ikke husket for, hvor mange opgaver vi løste, men for, hvordan vi fik andre til at føle sig. Det er ikke antallet af skridt, men aftryk, der tæller. Vi efterlader os ikke regneark og systemer, men mennesker, der engang blev mødt med oprigtighed.
I disse år taler man meget om nærhed i sundhed. Man ønsker at bringe læger tættere på borgerne, og nogle vil endda flytte dem med magt. Det kan måske skabe lægedækning, men det skaber ikke nærvær. For nærvær kan ikke flyttes geografisk. Det vokser ikke ud af en struktur, men ud af et menneske, der er i harmoni og balance med sig selv – ikke skubbet ud af den.
Opgaver og mennesker kan transformeres, flyttes eller endda tvangsflyttes. Men nærvær kan ikke. Nærvær skabes kun, når man giver sig selv den ro og den tro, det kræver at sætte sig i et andet menneskes verden. Først dér, i det stille mellemrum mellem handling og væren, opstår den ægte forbindelse.
Lægen var der for mig, da jeg følte mig alene og forladt, sagde borgeren, der aldrig havde set lægen. Hvilken fryd. Smukt. Lad os nyde tanken om nærvær i stilhed.
