Når der går DUT i faglig rådgivning

I 2006 udsendte Sundhedsstyrelsen MTV-rapporten om alkoholbehandling, som gennemgik den videnskabelige baggrund for forskellige alkoholbehandlingsmetoder. Et sådant materiale er mindre egnet som rådgivningsmateriale for kommunerne, som har ansvaret for alkoholbehandlingen.

Sundhedsstyrelsen nedsatte derfor en arbejdsgruppe bestående af fagpersoner med henblik på at udarbejde et mere tilgængeligt rådgivningsmateriale. Arbejdsgruppen satte det sidste punktum i dette rådgivningsmateriale, »Kvalitet i alkoholbehandling«, i december 2006, men det er først nu blevet offentliggjort. Hvorfor først nu - fordi der gik DUT i den! DUT - Det Udvidede Totalbalanceprincip (ja - det hedder det altså) - er det fænomen, at staten kompenserer kommuner og regioner via bloktilskuddet for ændringer i byrde- og opgavefordelingen mellem stat, kommuner og regioner. Det gælder alle regelændringer i form af love, bekendtgørelser, cirkulærer men øjensynligt også faglig rådgivning. Rådgivningsmaterialet om kvalitet i alkoholbehandling har cirkuleret mellem Sundhedsstyrelsen, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Kommunernes Landsforening, selvom det ikke indeholder nogen kontroversielle overraskelser. Det grundlæggende indhold kan jeg godt stå inde for, men der har sneget sig rettelser ind i dette faglige materiale, som er udtryk for en politisk bearbejdning.

For eksempel fremgår det nu, at behandling af psykiatrisk comobiditet/psykiatriske lidelser samtidig med alkoholproblemet skal behandles i samarbejde med de regionale psykiatriske afdelinger. Det er en helt urealistisk forestilling, at hospitalspsykiatrien kan tage sig af andre end dem, der har sværere psykiatriske problemstillinger, og herudover er der solid evidens for, at behandlingen af den psykiatriske problematik skal integreres i alkoholbehandlingen. Man er også nødt til at kunne håndtere helt basal psykiatrisk diagnostik i alkoholbehandlingen for at kunne opdage de mere end 50% af patienterne, der har en psykiatrisk lidelse. Der er masser af tilgængelig viden, og hvis vi blot fik gennemført en lille del af denne viden, ville meget være nået. Fra viden til praksis - det er det store problem - det er uddannelse, hensigtsmæssig organisation af alkoholbehandlingen og godkendelsesordninger af institutioner, der varetager alkoholbehandling, der er behov for.

Det faglige miljø formåede ikke at få rådgivningsmaterialet offentliggjort, men det lykkedes for journalister. Lige pludseligt skulle det gå så stærkt, at forfatterne af manuskriptet ikke fik mulighed for at gennemse de sidst tilføjede rettelser.

Man kan selvfølgelig godt skrive i kolofonen, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Kommunernes Landsforening indgik i arbejdsgruppen, men der har ikke været nogen dialog med de faglige eksperter.

Er det virkelig rimeligt, at offentliggørelse af faglig rådgivning bliver forhalet, fordi politiske forhandlinger om konsekvenserne af rådgivningen skal være afklaret inden?

Alkoholbehandlingen i Danmark er af meget varierende kvalitet og med store geografiske forskelle. Der er tale om et stærkt underprioriteret område, og vi hører ustandseligt, at kommunerne overtog et elendigt behandlingssystem efter kommunalreformen. For det første er det ikke rigtigt, og for det andet kan det vel ikke være et argument for at vente 1 år med offentliggørelse af en faglig rådgivning. Det var aldrig gået, hvis det var kommet Kræftens Bekæmpelse for øre, at en faglig vurdering af, hvad god kræftbehandling er, var blevet holdt tilbage af politiske årsager, men alkoholområdet er karakteriseret ved ikke at have magtfulde græsrodsbevægelser eller patientforeninger. Det er selvfølgelig helt legitimt, at politikerne tager stilling til, hvor meget af en faglig rådgivning der skal gennemføres, men det er udtryk for et demokratisk underskud, at faglige vurderinger ikke er offentligt tilgængelige, så snart de foreligger.