Når islam som lovreligion medfører et socialt, psykologisk og etisk deficit i forhold til de demokratiske værdier

Tørklædedebatten vedr. dommeres ret til at bære det religiøse symbol må også inddrage de muslimske læger, og det bør afklares, om de ved at bære tørklæde under deres funktion som læge lever op til at fremtræde som en uafhængig og uvildig autoritet, som alle kan have fuld tillid til. Tørklædedebatten har indtil videre været præget af en strid om holdninger til et etnisk mindretal og om frihed til at markere sin tro. Det er på tide, at man ser nærmere på, hvad bl.a. tørklædet som et religiøst symbol betyder for de troende muslimer, der tilslutter sig sharialovene.

Sharialovene er et udtryk for Allahs ord i Koranen, også vist ved profeten Muhammeds eksempler på en rettroendes levevis. Lovene har en indiskutabel sandhedsværdi og vil altid stå over de demokratisk menneskeskabte love. Der er tilmed tale om et lovkompleks, der dækker alle sociale og »psykologiske« forhold i tilværelsen. Ved dem markeres bl.a. det moralsk lovlige grundlag for islams fortrin og ret til magt over de vantro, mandens fortrin og ret til magt over kvinden, og den foreskriver specielt en indskrænkning af kvinders handlemuligheder med bl.a. forbud mod uformel omgang og nærhed med mænd og med ægteskab med vantro, og i Koranen siger Allah, at kvinder skal trække deres ydre kåber tæt sammen over sig, så de kan kendes som rene og ikke forulempes. Lovene er konkrete i deres anvisninger eller påbud med en skelnen mellem rent og urent, tilladt og forbudt. At spise svinekød er på linje med at gå uden tørklæde ikke rent eller tilladt.

Sharialoven er en facitliste

Sharialovene står for de troende muslimer som en facitliste på alle livets sociale og psykologiske problemer, hvorfor de må tænke 180 grader omvendt i forhold til ikketroende muslimer som normalt med udgangspunkt i problemerne, ser på løsningsmuligheder for at ende med en individuel strategi eller konklusion. Der er tale om valg mellem lydighed og perfektion af en dydighed eller selvudvikling. En etnisk dansk pige, som »holdes i en passende snor«, vil således modsat en muslimsk pige, der er »sat i et bur« af sharialovene, kunne have mulighed for at udvikle en menneskekundskab og sund kritisk sans, hvilket er en basal forudsætning for at blive en alsidig læge. Mange unge vælger dydens og enfoldighedens vej med udsigt til Allahs paradisiske belønning.

Troende muslimer ligger under for sociale og psykologiske begrænsninger, og hvis man skulle sammenligne vores hjerne med en computer, bliver den her styret af fastlagte programmer uanset problemstillingen, og når man nøje har fulgt programmet, er det op til Allahs vilje og retfærdighed, hvordan resultatet bliver, og derved er den uafhængig af nye informationer. En sådan computer viser ikke vej til en nobelpris eller til unikke personlige løsninger, snarere til stagnation, og med et nødvendigt »antivirusprogram« til forsvar mod trusler udefra vil den have problemer med at samarbejde med fritstillede computere, som er under løbende opdatering.

Man kan kun håbe på, at muslimerne over tid omfortolker de over tusinde år gamle love, hvor der samtidig tages højde for en bevidstgørelse af det enkelte individs muligheder og krav, så hjernen eller tænkeevnen sættes fri, og troen på Allah står tilbage som en »hjertesag«. I det tilfælde bliver tørklædet et symbol på linje med korset.

Parallelsamfund eller samfund med fællesværdier

I Danmark står vi principielt over for valget mellem at skulle have et parallelsamfund eller et samfund med fællesværdier som individuel frihed og ligestilling. Vælger vi et parallelsamfund med etnisk ligestilling, er det kun et spørgsmål om tid, hvornår der bliver etableret et muslimsk universitet og »røde halvmåne«-lægekliniker med en religiøs ledelse.

Vælger vi at gå ind for et samfund med fælles demokratiske værdier, må man bl.a. stille spørgsmålet, om en troende muslim, der ifører sig lægekitlen, er i stand til at fungere 100% professionelt i lægerollen. Når det handler om hele den biologiske side af lægearbejdet, er der næppe noget problem med kompetencen uanset trosforhold.

Men når det drejer sig om psykologiske forhold med problemer, der er relateret til en individuel stillingtagen og udvikling, eller det drejer sig om en gensidig nærhed i forbindelse med et samarbejde mellem læge og patient og mellem kollegaer kan der tænkes at opstå et problem, når lægen har sharialovene i hånden med eller uden tørklæde. De troende muslimer må sikre sig beskyttelse af deres levevis ved at holde en passende afstand og imødegå kritik. Desuden påbyder sharialovene i sig selv, at der holdes en vis afstand til de vantro, især for kvindernes vedkommende. Man kan forstille sig, at det kan medføre interkollegiale problemer.

Det psykologiske univers over for islam

Lægens virke med alle de mange udfordringer kan ikke fungere optimalt uden en vis psykologisk og social kompetence eller i det mindste en indsigt i mangler desangående og samtidig en villighed til at henvise til andre kollegaer og til andre faggrupper som psykologer og socialrådgivere. Det levende »psykologiske univers« udgør imidlertid en modsætning til islam med sharialovene. Vores personlige frihed og ansvarsfølelse sammen med et ikkedogmatisk livssyn giver basis for vores humanistiske etik. En kollektiv ensretning og lydighed over for Allah som allestedsnærværende autoritet medfører en selektiv ultrakonservativ etik.

Det er et spørgsmål om, hvor ofte en troende muslimsk læge unddrager patienterne, specielt de muslimske patienter, at få en relevant psykologisk hjælp. Muslimske patienter må have problemer med trygt at underkaste sig en troende eller »rigtig« muslimsk læges autoritet og hjælp, hvis det er gået galt med f.eks. graviditet før eller uden for ægteskab, med en venerisk sygdom og med voldtægt set i lyset af, at sharialoven ikke er blevet overholdt. Dertil kommer tilfælde med stress og depression hos muslimske kvinder relateret til problemer med at være i klemme mellem to kulturer samt adfærdsproblemer hos muslimske drenge, hvor der indtil nu hersker en berøringsangst med hensyn til at se på, hvordan Allah i Koranen tilskynder til vold over for det vantro samfund og specifikt over for de piger, der ikke overholder sharialovene. I den forbindelse kan det ironisk nok være en fordel, at »den rigtige læge« med sit tørklæde markerer sin moralske holdning over for de muslimske patienter. Men det må være relevant at stille spørgsmålet, om de etiske regler for læger derved bliver overholdt, for med et tørklæde signalerer lægen alt andet end uafhængighed og uvildighed.

Indlægget handler ikke om at gøre op med dyrkelse af en religion, så længe troen er en privatsag, men om at gøre opmærksom på, at en religiøs fanatisme kan give et psykologisk, socialt og etisk deficit hos den enkelte læge i forhold til ikke ligesindede kollegaer og i forbindelse med behandling specielt af de patienter, der bryder med det normsæt, sharialovene tegner. Man må foretage undersøgelser af konsekvenserne af religiøse holdninger hos studerende og færdiguddannede læger og tage højde for sådanne forhold i lægeuddannelsen inklusive lægernes efteruddannelse, og en afklaring af de lægeetiske regler kunne komme på tale.