Skip to main content

Når mor eller far har en psykisk sygdom – så tal om det!

Det er misforstået omsorg ikke at tale med børn om en forælders psykiske sygdom.

Anne Thorup børne- og ungdomspsykiater

5. apr. 2021
3 min.

I efteråret viste DR1 dokumentarserien »Når mor eller far har en psykisk sygdom« som omhandler familier, hvor en forælder er ramt af psykisk sygdom, og den påvirkning, det har på de involverede børn. Serien viste, at familier i Region Nordjylland har mulighed for at deltage i familiesamtaler i Center for Pårørende, og at børnene i centerets børnegrupper møder andre børn i samme situation og får hjælp og guidning til at tale om følelser og børneliv. Gennem udsendelserne blev det tydeligt, hvordan børnene påvirkes, når mor eller far har en psykisk sygdom – også selvom mange voksne ikke taler med børnene om det. At have en psykisk sygdom kan for nogle være svært at erkende og acceptere, især i starten af sygdomsforløbet. Der eksisterer fortsat mange fordomme i samfundet om, at »man aldrig kan blive rask«, eller at »man er utilregnelig eller farlig«, hvis man på et tidspunkt har haft kontakt med psykiatrien.

Uvidenheden om psykisk sygdom i befolkningen er fortsat stor, hvilket bidrager til fastholdelsen af fortidens afstandtagen til de mennesker, som er ramt – ikke mindst, hvis man også har ansvar for et barn.

Uvidenheden om psykisk sygdom i befolkningen er fortsat stor, hvilket bidrager til fastholdelsen af fortidens afstandtagen til de mennesker, som er ramt – ikke mindst, hvis man også har ansvar for et barn. Forældre, som har en psykisk lidelse, har derfor ofte mange forbehold over for at tale om sygdommen med andre end deres behandler. De kan være bekymrede for, hvordan omgivelserne vil reagere – og ift. børnene, om de som forælder vil miste status i børnenes øjne. Mange forældre ønsker ikke at skabe bekymring hos børnene (»børn skal bare have det godt«), eller de venter til »dette rette tidspunkt«. Nogle forældre er bange for, om børnene fortæller det videre til andre (herunder eksægtefællen), eller for, om deres egen eller børnenes følelsesmæssige reaktioner vil blive for svære at håndtere.

Dette er alt sammen udtryk for kærlighed og velmenende hensyn til barnet – men måske også misforstået omsorg. For børnene lever jo i den virkelige verden og mærker derfor allerede, når forælderen har det dårligt pga. angst, stress, tristhed, træthed eller andre påvirkninger af den daglige adfærd. Mange børn har selv forestillet sig, hvad der er galt, og tænker på, om det mon er deres skyld, at forælderen har det skidt. Ved at få hjælp til at tale om forælderens psykiske sygdom brydes tavsheden, og det giver i sig selv en stor lettelse, at man ikke skal skjule noget mere. Familien får et fælles sprog og bliver ofte også bedre til at tale om andre svære ting, ligesom det bliver lettere at bede om hjælp i netværket i perioder, hvor sygdommen fylder. Børnene får vished om, at der er andre, som hjælper forælderen til at få det bedre, og kan derfor leve deres almindelige børneliv. Der er mange steder rundtom i landet, hvor denne hjælp tilbydes. Det første skridt kan være svært – men vigtigt!