Nej, speciallægeloftet er ikke et »dødsstød« – det er en redningsplanke til provinsen

Som cheflæge i det, man populært kalder for udkantsdanmark, vil jeg indledningsvis gerne slå fast, at jeg anerkender, at ledelsesopgaven i sundhedsvæsenet er krævende – også på universitetshospitalerne. Jeg har stor respekt for det arbejde og den forskning, der udføres dér, og jeg sætter som kollega stor pris på samarbejdet med universitetshospitalerne, som rummer stærke og fagligt dygtige miljøer. Men artiklen i Ugeskrift for Læger fra 16. februar 2026 om speciallægeloftet på universitetshospitaler kan jeg kun læse som et partsindlæg, der primært varetager interesserne for læger og afdelinger i de større byer, og det havde klædt Ugeskrift for Læger, hvis man havde nuanceret artiklen med nogle stemmer fra provinsen. For speciallægeloftet har positive effekter for de kolleger og patienter, der arbejder og behandles i provinsen.

Hvor vi tidligere havde vanskeligt ved at tiltrække ansøgere til vakante stillinger, oplever vi nu øget søgning og et bredere ansøgerfelt. Det har allerede gavnet arbejdsmiljøet og fagligheden på afdelingerne betydeligt.

Kritikken fra cheflæger og speciallæger på universitetshospitalerne er forståelig. Forandringer i rammevilkår stiller store udfordringer til ledelse og medarbejdere. Men samtidig savner jeg, at debatten i højere grad forholder sig til, at mange af de problemstillinger, der nu fremhæves som nye og alvorlige, i årevis har været en del af hverdagen på provinshospitalerne. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at man endnu en gang kan læse, at løsningen på speciallægemanglen i provinsen er blot at skabe »attraktive faglige miljøer«. Det er i sig selv rigtigt, men også bemærkelsesværdigt letkøbt. For hvis cheflægerne på universitetshospitalerne, med adgang til forskning, uddannelsesmiljøer og historisk stærke ressourcer, ikke formår at skabe tilstrækkeligt attraktive rammer under de nye vilkår, hvorfor skulle man så forvente, at cheflægerne i provinsen kan gøre det samme – med færre midler, færre kolleger og mindre organisatorisk rygdækning?

I mit eget daglige arbejde har stramme normeringer ikke været et strategisk valg, men en nødvendighed. Muligheden for at ansætte en vikar eller fylde vakante stillinger har ofte været begrænset, og opgaven har skullet løses med de kolleger, der var til rådighed. Her har én fraværende speciallæge – uanset årsag – ofte betydet færre hænder, flere vagter og mindre fleksibilitet for resten af afdelingen.

Sundhedsvæsenet befinder sig i en ombrudstid. Der gøres op med en langvarig geografisk skævvridning i fordelingen af speciallægenormeringer. Det betyder ikke, at ordningen er uden problemer eller ikke bør justeres. Forskning, uddannelse og et bæredygtigt arbejdsliv er afgørende – uanset hospitalets postnummer. Men debatten bliver mere frugtbar, hvis vi anerkender, at vilkårene i sundhedsvæsenet ikke har været ens, og at forandringer for nogle opleves som et tab, mens de for andre kan være en nødvendig forudsætning for overhovedet at kunne følge med.