Nej tak til forhindringsløb på vejen mod at blive speciallæge


I disse dage springer en masse nye kandidater ud fra universiteternes medicinstudier. Til jer vil jeg sige et stort tillykke med lægeuddannelsen og velkommen som en del af lægestanden. Jeg blev selv læge, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg elsker den variation, der er i vores fag og i min egen dagligdag. Forhåbentlig vil I finde tilsvarende stor glæde i jeres lægeliv. Og det vil vi fra Lægeforeningens side gøre vores til.
Én af de vigtigste forudsætninger for at skabe et godt lægeliv er at sikre, at vejen frem til at blive speciallæge ikke præges af unødige forhindringer og flaskehalse. Sådan er det desværre i dag.
Helt kort forholder det sig sådan, at der er for mange læger til for få introduktionsstillinger. Introduktionsstillingerne er jo nøglen til hoveduddannelsen og dermed til speciallægeuddannelsen. De er det sted, hvor yngre læger prøver et lægeligt speciale af, om det er i psykiatrien, i praksissektoren eller på sygehusene, hvor de bliver dygtigere og finder retning i deres videre uddannelse. Men udfordringen er, at kapaciteten ikke følger med.
»Vi arbejder for, at alle læger skal kunne blive speciallæger. Vi har opfordret regeringen og Danske Regioner til fra nationalt hold at øremærke midler til mange flere introduktionsstillinger«Josephine Rathenborg
Når der ikke er nok introstillinger, bliver den i forvejen lange vej til at blive speciallæge kun endnu længere. Det er paradoksalt, at vi står i den situation, for Danmark mangler speciallæger. Det mærker patienterne, når ventetiderne er lange, og når afdelinger har svært ved at få vagtplaner og behandlingstilbud til at hænge sammen.
Også derfor er det uhensigtsmæssigt, at unge læger i dag møder unødige flaskehalse på vejen mod at blive speciallæge. Problemet forstærkes af, at regionerne prioriterer og finansierer introduktionsstillinger forskelligt. Nogle steder tager regionen centralt ansvar, hvor det andre steder afhænger af den enkelte afdelings budget. Det giver geografiske skævheder og risikerer at ramme netop de områder, hvor behovet for flere speciallæger er størst.
Fra Lægeforeningens side har vi gentagne gange slået fast, at alle danskere skal have lige adgang til speciallæger på sygehuse og i praksissektoren uanset sygdom og geografi, men at Danmark lige nu mangler 2.000 speciallæger. Vi arbejder for, at alle læger skal kunne blive speciallæger. Vi har opfordret regeringen og Danske Regioner til fra nationalt hold at øremærke midler til mange flere introduktionsstillinger. Det skete ikke i den økonomiaftale, de indgik for få uger siden, men vi fortsætter med at presse på.
Min egen vej til at blive urolog er resultatet af, at der både var introstilling og HU-forløb at søge – og få. Den mulighed skal alle læger have.
Flere introstillinger er en investering i flere speciallæger, bedre lægedækning og et sundhedsvæsen, der kan give patienterne den behandling, de har brug for. Helt i tråd med sundhedsreformens ambitioner. Så ja tak til flere introstillinger og nej tak til forhindringsløb på vejen mod at blive speciallæge.