Nej tak til unødvendige undersøgelser og behandlinger

Det var noget af en overskrift, man kunne læse i en artikel på DR.dk tirsdag morgen. »4 ud af 10 sundhedsprofessionelle: Vi giver vores patienter unødvendige undersøgelser«. Baggrunden var en ny rundspørge blandt 133 sundhedsfaglige selskaber og fagorganisationer, bl.a. de 39 specialebærende lægevidenskabelige selskaber, som Danmarks Radio og fire andre medier har stået bag.

Artiklen fortæller om unødvendige blodprøver af kræftpatienter og røntgenbilleder af rygpatienter uden nogen som helst gavn, ligesom det fremgår, at 50% af de lægelige repræsentanter, der har svaret, siger ja til, at der inden for deres område er udbredt faglig konsensus om, at der foretages nogle unødvendige undersøgelser.

Der kan være mange grunde til, at undersøgelser og behandlinger, der egentligt ikke er lægefagligt indiceret, bliver sat i gang på trods af, de ikke er nødvendige. Noget kan være kulturelt båret, noget kan være manglende retningslinjer eller manglende opdatering af samme.

Efterspørgsel – måske endda decideret pres – fra patienter og pårørende er helt sikkert også en væsentlig årsag i nogle tilfælde. Det bliver nævnt kort i artiklen, men den del er værd at dykke dybere ned i. Mange læger vil nikke genkendende til, at patienter og pårørende kan være insisterende »for en sikkerheds skyld« – det kender jeg fra mit eget lægelige virke – også at man indimellem må folde hele sin lægelige stamina ud for at skabe tryghed om, at en ønsket undersøgelse ikke er den rette vej at gå. Samtidig ved vi fra en tidligere survey, som Lægeforeningen i 2022 gennemførte blandt mere end 2.500 medlemmer, at frygten for klagesager stikker dybt. Så dybt, at den faktisk har konsekvenser for patientbehandlingen.

Dengang svarede én ud af fire adspurgte læger, at de på grund af bekymring for at få en klage dagligt eller ugentligt bestiller undersøgelser som eksempelvis skanninger, der ikke er lægefagligt begrundede. Af samme grund – bekymring for at få en klage – fortalte knap en ud af seks læger, at de ordinerer en behandling, som ikke er nødvendig ud fra et lægefagligt synspunkt. Frygten for klagesager og konsekvenserne af dem ligger altså lige under huden. Noget, der desværre forstærker tendensen til defensiv medicin.

Det er problematisk, for når vi gennemfører unødvendige undersøgelser og behandlinger, risikerer vi at påføre patienterne risiko for skader, komplikationer eller bivirkninger. Der er ingen undersøgelser, der kommer helt uden risiko – og der er heller ingen behandlinger, der kommer uden risiko eller bivirkninger. Hver eneste gang, vi gør noget unødvendigt, påfører vi patienten en risiko, stor eller lille, men den er der. Derudover er det spild af sundhedsvæsenets ressourcer, som kunne være anvendt bedre til andre patienter med et reelt behov. Alt dette skrevet med den viden in mente, at ingen læger ud af det blå blot vælger at gennemføre undersøgelser eller behandlinger uden indikation. Derfor skal vi læger også kunne være trygge ved, at ingen behandling også kan være det rigtige valg – hvis det er vores lægelige vurdering, at der ikke er indikation.

I den tid, der er gået, siden Lægeforeningens survey fra 2022, er der heldigvis sket en udvikling til det bedre. Via et vedholdende pres er det lykkedes os at få ændret patientklagesystemet pr. 1. januar 2025, så det fremover skifter fokus fra kritik og straf til dialog og læring. Patientklager starter nu som klager over forløb, og de rettes til behandlingsstedet. Der skal således ses på det samlede forløb og ikke i udgangspunktet på den enkelte sundhedsperson. Det er en sejr for læringen, patientsikkerheden og for lægestandens psykologiske tryghed og retssikkerhed.

Men det er også klart, at det kan tage nogle år, før effekten af det forbedrede patientklagesystem slår igennem, så det mærkes i de enkelte afdelinger, af de enkelte læger og blandt kolleger. Tidligere tiders fokus på placering af skyld kaster lange skygger. Bl.a. derfor vil jeg spå, at vi fortsat kan risikere at se mange unødvendige undersøgelser og behandlinger i den overskuelige fremtid.

Det giver dog grund til optimisme, at debatten om at undgå overdiagnostik og -behandling er i gang – og at vi blandt læger er i gang med dialogen om, hvad, hvornår og hvorfor vi skal gøre noget for den enkelte patient: Hvad der reelt vil skabe værdi, og hvad der ikke gør – også selv om der måske stadig er »mere på hylden«. Dét fokus er en forudsætning for, at vi i samfundet og sundhedsvæsenet kan sige nej tak til unødvendige undersøgelser og behandlinger med stadig større kraft.