Nej til aktiv dødshjælp: Vi vil hjælpe patienter i livet – ikke aktivt hjælpe dem af med det

Om få dage begynder Folkemødet på Bornholm, og dermed er det præcist et år siden, at statsminister Mette Frederiksen i sin tale på hovedscenen i Allinge talte varmt for at indføre aktiv dødshjælp. Det kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg skal love for, at det var et medietordenskrald af dimensioner, der fulgte efter.

I de efterfølgende timer, dage og måneder optrådte jeg i talrige interview i radio, tv og forskellige aviser, hvor jeg slog Lægeforeningens holdning fast: Aktiv dødshjælp er etisk uacceptabelt. Aktiv dødshjælp adskiller sig helt fundamentalt fra alle andre lægelige praksis ved det faktum, at formålet med behandlingen er at forårsage patientens død. Lægeforeningen mener, at et sådant formål er i grundlæggende modstrid med lægens og sundhedsvæsenets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Vi læger er til for at hjælpe patienter i livet – ikke for aktivt at hjælpe patienterne af med det.

Siden da har regeringen nedsat sit »Udvalget for en mere værdig død«. At man på den måde føler behov for at tilsidesætte Det Etiske Råd, som jo kort forinden havde leveret en gennemarbejdet rapport om aktiv dødshjælp, kan man undre sig over. Måske nåede de frem til den forkerte konklusion; et overvældende nej til aktiv dødshjælp?

Formålet med Udvalget for en mere værdig død er at skabe offentlig debat om livets sidste tid og udarbejde et refleksionsoplæg, som skal nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk model for en mere værdig død. Udvalget med sognepræst Kathrine Lilleør som formand har dog mest skabt debat om sig selv. For nylig forlod speciallæge Emma Helledie og sygeplejerske Jesper Grud Rasmussen nemlig udvalget. De meldte ud i et åbent brev, at de ikke mere vil være med, fordi deres oplevelse er, at udvalget har et ufravigeligt fokus på at opstille konkrete modeller for, hvordan aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan indføres i Danmark. Det kan de ikke stå på mål for, og derfor valgte de at træde ud. Noget, Lægeforeningen bakker fuldtonet op om.

Flere politikere har siden da kritiseret udvalget og regeringen for noget, der ligner et politisk bestillingsarbejde med en konklusion bestemt på forhånd. Man må medgive dem, at det ligner en tanke.

Vi læger tager naturligvis gerne debatten, og på Folkemødet i år arrangerer vi sammen med Dansk Sygeplejeråd derfor en debat om netop aktiv dødshjælp. Her stiller moderator Svend Brinkmann blandt andet spørgsmålet: Skal læger og sygeplejersker fremadrettet ikke alene behandle, lindre og drage omsorg, men også aktivt tage livet af borgere og patienter, som ønsker det? Vores svar er et rungende nej til aktiv dødshjælp og et endnu mere rungende ja til tilbud om pleje, omsorg og smertelindring til patienter med behov.

Det bliver ofte overset i debatten, men allerede i dag kan man give smertestillende eller beroligende midler i det omfang, patienten har brug for det, også selvom den behøvede dosis kan have den bivirkning, at patientens liv forkortes. Man kan også afbryde behandling med eksempelvis respirator.

Det hører også med, at der skal være tilbud om pleje, nærvær og smertelindrende behandling til alle patienter med behov. Allerede i 2019 – og igen i 2023 – udtalte Rigsrevisionen kritik af, at alt for mange patienter venter alt for længe på smertelindrende behandling og omsorg.

Vi vil gerne tage samtalen om, hvordan sundhedsvæsenet rustes bedre til at hjælpe døende med en værdig død. Og vi tager den gerne med statsministeren og udenrigsministeren, hvis de skulle få lejlighed til at deltage som inviteret. Statsministeren mener jo at have et flertal af befolkningen bag sig, når det kommer til indførelse af aktiv dødshjælp. Jeg vil dog argumentere for, at der hersker stor forvirring om begrebet. Og også om, hvad man rent faktisk har af muligheder i dag. Det håber jeg at kunne debattere med ministrene.

For vi læger vil hjælpe patienter i livet – ikke aktivt hjælpe dem af med det.