Nitrat i drikkevandet og kræft i colon og rectum


Nitrat i drikkevandet var et hovedemne i valgkampen, og både vandværksfolk og epidemiloger og derfor også nogle politikere krævede, at landmændene nedsætter eller ophører med brug af gødning, hvorfra nitraten stammer, i nærheden af drikkevandsboringer. Men både de danske og internationale observationsundersøgelser viser kun en svag og varierende association og ingen kausalitet mellem nitratkoncentrationen i drikkevandet og kræft i colon og rectum [1]. Forveksling af association med kausalitet er desværre en kendt fejl i medicinsk videnskab, og derfor er der fra statistikeres side stillet stærke metodologiske krav til sådanne associationer, før kausalitet kan formodes, og herefter skal der laves andre typer forsøg, hvor kausalitet kan accepteres eller afvises.
Hver voksen person indtager 1,5-2 liter vand dagligt og med de eksisterende EU/WHO-grænser for nitrat på 50 mg/l og de foreslåede på 6 mg/l indtages der således maksimalt 75-100 mg og fremtidigt 9-12 mg nitrat dgl., foruden hvad der indtages med maden. Det er overraskende, at fagfolkene i debatten ikke diskuterede, hvor nitrat bliver af, når det drikkes eller spises, for undersøgelser har vist, at nitrat og nitrit sammen med drikkevandet absorberes fra tyndtarmen, og derfor ikke når ned til colon, men derimod udskilles i urinen eller indgår i stofskiftet [2, 3]. Bakterierne i colon og rectum ligger hos normale ikke på tarmslimhinden, men inde i fæces (1011/g fæces), hvor deres næring findes. Colon- og rectumslimhinderne er beskyttet med et dobbelt slimlag, hvor det inderste sidder fast på epitelet og er impermeabelt for bakterier, mens det yderste er løsere og kan indeholde få bakterier. Slimen indeholder bl.a. S-IgA. Så bakterierne holdes på afstand fra slimhindecellerne hos normale [4]. Hos personer med polypper i colon/rectum, kan krypterne i tarmen blive ændret og invaderet af bakterielle biofilm [5], men der er fortsat ikke nitrat eller nitrit i tyktarmen. Så kravene om gødningsforbud på grund af nitrat i drikkevandet, der skulle kunne føre til kræft i colon- og rectum, synes videnskabeligt svagt funderet.