No Pay - no cure. Korruption vs. lægeetik

Der verserer en vittighed om det korrupte russiske sundhedsvæsen: Det første spørgsmål en læge altid stiller er, hvor meget patienterne tjener. Hvis de tjener mere end 20 dollars om måneden, ordinerer lægen masser af grøntsager og frisk luft. Hvis de tjener mindre, ordineres blot frisk luft ...

Verdenslægeforeningen (WMA) har - sandsynligvis under passende ceremoniel højtidelighed - indstiftet en ny mærkedag, lægeetikkens dag, der skal signalere noget mere positivt og fremadrettet, så lægerne til enhver tid kan leve op til de højeste etiske standarder [1]. WMA er vel også, som Lægeforeningens formand skriver i sin lederkommentar, om noget det forum, der kan indstifte en verdensdag for lægeetikken, og derfor var den netop overståede generalforsamling da også ganske betegnende for WMA's arbejde. I dette forum blev den etiske fane holdt højt og særdeles synlig, når vedtagelserne drejede sig om velkendte og politiske, absolut spiselige emner som lægers møde med tortur, videnskabelige forsøg med mennesker, organdonation etc.

Derimod blev der tilsyneladende ikke vedtaget noget som helst fremadrettet eller positivt om den notorisk udbredte nepotisme, korruption og bestikkelseskultur, som ganske uanfægtet trives blandt lægestanden i adskillige WMA-medlemslande.

Det er såmænd ikke mere end et par år siden, at koryfæerne i WMA måtte tage ydmygende afsked med en af deres etiske frontkæmpere, da den indiske lægeforeningsformand, dr. Ketan Desai blev afsløret i en omfattende korruptionsskandale [2]. Lægestandens moralske omdømme i Tyskland er hastigt på retur, og mistilliden til sundhedsvæsenet vokser proportionelt med flere lægers fængselsdomme for alvorlig korruption i både den offentlige og private sektor [3]. Bortset fra de mere celebre skandaler, der i ny og næ dukker op i toppen af det lægelige hierarki eller blandt indflydelsesrige, men svage sjæle i sundhedsforvaltninger, forskningscentre og i lægemiddelindustrien synes den mest basale lægeetik at være stærkest udfordret af det illegitime, asociale og uetiske krav fra lægerne om bestikkelse, no pay - no cure, når patienter ønsker adgang til behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Denne form for petty corruption, dagligdagens stilfærdige smøring af læger og sygeplejersker i håbet om behandling og omsorg - forekommer både i mange WMA-medlemslande og naturligvis i lande uden for associeringen.

Ifølge en nylig offentliggjort international Gallupundersø-gelse, der blev udført i samarbejde med antikorruptionsorganisationen Transparency International, opfattes sundhedsvæsenet i mange lande at være mere eller mindre korrupt [4]. Denne tankevækkende opfattelse blandt menigmand af ringe etisk integritet i de respektive landes sundhedsvæsen bliver kun overgået af de institutioner, der traditionelt er placeret mere centralt i den offentlige magtstruktur: De politiske partier, domstolene og politiet. Private virksomheder opfattes således mindre korrupte. En detaljeret analyse af bestikkelseskulturen i sundhedsvæsenet er udført af Transparency International i 2002 i Bosnien-Herzegovina [5], som ganske vist ikke er medlem af WMA, men som med rimelighed kan sammenlignes med medlemslandene i det centrale og østlige Europa på væsentlige punkter - bortset fra det betydelige internationale rehabiliteringsprogram, der blev sat i værk efter borgerkrigen i Eksjugoslavien. Over 50% af de adspurgte fandt, at sundhedsvæsenet var inficeret af korrupt adfærd. Undersøgelsen fandt endvidere, at ufaglærte og arbejdsløse oftest, frivilligt eller under tvang, måtte betale bestikkelse til lægerne.

Korruption og bestikkelse er en del af et større symptombillede på et dysfungerende samfund og bør fremover være et helt naturligt og fordomsfrit punkt på WMA's dagsorden - ikke kun fordi læger også kan bestikkes til at tie om grusom, umenneskelig eller anden nedværdigende behandling.