Nordic nutrition recommendations 2004

De officielle nordiske næringsstofanbefalinger (NNR), der sidst udkom i 1996, foreligger nu i en revideret udgave. Det er referenceværket i Norden, og denne udgave er på væsentlige punkter udvidet og styrket, f.eks. med anbefalinger for fysisk aktivitet. Det er et imponerende værk, og alle, der på nogen måde har en særlig interesse for ernæring, bør have denne bog stående, uanset om man er kliniker, forsker eller formidler. Jeg benytter selv en række kapitler til opslag.Men lidt malurt i bægeret skal der flyde. De tider, hvor NNR har en bibellignende status, er forbi. Sandheden kan have flere ansigter, og NNR 2004 viser kun ét af dem. Det ses ved, at NNR 2004 på en række punkter adskiller sig fra andre landes anbefalinger, f.eks. det amerikanske »Institute of Medicine's« fra 2005, på trods af, at den tilgrundliggende litteratur er den samme. Man hævder at benytte de evidensbaserede retningslinjer, men NNR er i en række tilfælde ikke tro mod principperne.Et godt eksempel er proteinanbefalingerne, hvor mange af hensyn til vægtregulering og risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom og diabetes advokerer for at øge proteinindholdet, på bekostning af både fedt og kulhydrat og især af de stivelsesrige fiber- og fuldkornsfattige kulhydrater.Vurderingen af effekt og sikkerhed af at øge den øvre sikre grænse for kostens proteinindhold savner logik, systematik, vægtning og kvalitetsvurdering, og er præget af selektiv udvælgelse af enkeltstudier og i visse tilfælde fejlciteringer.

I flæng citeres studier for og imod, og læseren forstår slet ikke, hvorfor man ender med at konkludere: »Considering the recommendations for fat and carbohydrates, the intake should not exceed 20 E% from protein«. Det er en øgning fra 15 til 20 E% i forhold til 1996, men hvordan man når dertil er uforståeligt. Man savner sammenhæng mellem argumentation og konklusion. Grunden til ikke at hæve den øvre sikre grænse til 25 E% argumenteres med »there does not seem to be any advantage at this level ....«. Advokater for at hæve proteinindtaget anfører, at protein mætter bedre end fedt og kulhydrat, og dermed spontant nedsætter energiindtagelse og fører til vægttab. Konceptet afvises med et tilfældigt udpluk af litteraturen om den mættende virkning af protein. Det eneste citerede studie, der anføres som eksempel på at protein ikke mætter bedre, er i øvrigt fejlfortolket (jeg er selv seniorforfatter på dette arbejde). En vurdering af effekten burde baseres sig på en systematisk gennemgang af, om et højere proteinindhold i kosten er associeret/fører til vægttab. Det amerikanske Institute of Medicine (IOM) når, baseret på en mere grundig litteraturgennemgang, frem til, at øvre sikre indtag sættes til 35 E%.

Carmen-studiet omtales konsekvent som et 3-måneders interventionsstudie, selvom det er på seks måneder, og denne slags svagheder leder tanken hen på et overfladisk litteraturkendskab.

Det er nu heller ikke tidssvarende, at det er politisk bestemt, at det er én forskningsinstitution (Danmarks Fødevareforskning), der blandt egne ansatte udpeger medlemmer til den nordiske projektgruppe. Opgaven burde varetages af det nye Motions- og Ernæringsråd, hvorved den næste udgave af NNR kan komme længere frem i skoene og bevare sin status.

København: Nordic Council of

Ministers, 2004.

436 sider. Pris: 125 kr.

ISBN 92-893-1062-6