Skip to main content

Nu må det være slut med akut psykologisk »krisehjælp«

Overlæge Svend Lings, Odense. E-mail: lings@dadlnet.dk

31. okt. 2005
3 min.

Berettigelsen af akut psykologisk krisehjælp efter stærkt traumatiserende oplevelser er tidligere diskuteret i Ugeskriftet, og der blev sat spørgsmålstegn ved nyttevirkningen, se fx [1, 2]. Men tilbud om psykologhjælp har som frygtet vist sig at være et stærkt omsiggribende fænomen. Enhver instans med respekt for sig selv har nu et »psykologisk kriseberedskab«, og et antal psykologer har erhvervet sig en givtig indtægtskilde.

Det engelske National Institute for Clinical Excellence (NICE) under The National Health Service tager klart afstand fra denne praksis i nye guidelines (www.nice.org.uk) [3]. Det anslås ganske vist, at op mod 30% af de individer, der udsættes for katastrofeoplevelser, kan udvikle post-traumatic stress disorder (PTSD). Men denne gruppe bør underkastes egentlig behandling. De mest karakteristiske symptomer er genoplevelse på en belastende måde, fx flashbacks, natlige mareridt, gentagne påtrængende og belastende billeder eller andre sanseoplevelser fra begivenheden. Ifølge hovedkraften bag de nye guidelines, den kliniske psykolog Stephen Pilling, der er koordinator ved London's National Collaborating Centre for Mental Health, fandt man efter gennemgang af såvel publicerede som upublicerede arbejder »ringe evidens for nytten af en enkelt psykologisk intervention hos personer med PTSD og nogen evidens for skadevirkning«. Deres anbefaling er, at personer, som udsættes for en traumatiserende oplevelse, ikke alle skal have korte enkeltstående samtaler (ofte kaldet debriefing). Derimod bør de, der udvikler PTSD, tilbydes et egentligt psykologisk behandlingsforløb, nemlig enten kognitiv terapi eller eye movement desensitisation and reprocessing [4].

I Psykolog Nyt skrev Dansk Psykolog Forenings formand Roal Ulrichsen (RU) i en ledende artikel for nylig [5]: »Jeg skriver til jer med en trist meddelelse. Nemlig at akut kriseterapi er uden effekt. Eller rettere: i bedste fald virker det ikke, i værste fald bliver det meget værre end det var før«. Men heldigvis kan han længere fremme i sin artikel berolige læserne med, at der ikke er tale om forskningsresultater, men om en avisand stammende fra gratisavisen MetroXpress, der igen har sine oplysninger fra en hjemmeside tilhørende det norske Kunnskapssenteret. Dette center havde fået et »hasteopdrag« af den norske regering, og, fortsætter RU: »Der er ikke tale om forskning, der er ikke engang tale om en undersøgelse.«

Formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg og politisk ansvarlig for den danske krisehjælp, amtsborgmester Bent Hansen, henvendte sig i den forbindelse til Dansk Psykolog Forening, og RU skriver: »Vi har både telefonisk og pr. brev beroliget Bent Hansen med, at der er tale om en and, og har kunnet henvise til sober viden om effekten af kriseterapi«. Og senere: »Brandslukning kalder man det, når et akut opstået problem skal stoppes. Vi kan glæde os over, at der er solid videnskabelig bund i den indsats, psykologien yder, at vores omverden i almindelighed har tillid til det, og at vi i de heldigvis få eksempler på det modsatte også kan være vort slukningsarbejde bekendt ...«.

Akut psykologisk krisehjælp er patientbehandling, ikke kun en velment hjælpende hånd eller uskadelig menneskelig kommen hinanden ved. Den er nytteløs, kan have negative virkninger og kræver store ressourcer. Vil Lægeforeningen og Dansk Psykolog Forening bare lade stå til? Føler amtsborgmester Bent Hansen sig stadig beroliget?


Referencer

  1. Lings S. Psykologisk »krisehjælp«. Ugeskr Læger 2002;164:74.
  2. Arendt M. Svar. Ugeskr Læger 2002;164: 74-5.
  3. National Collaborating Centre for Mental Health. Post-traumatic stress disorder (PTSD). The management of PTSD in adults and children in primary and secondary care. Clinical Guideline 26. London: National Institute for Clinical Excellence, 2005.
  4. Mayor S. Psychological therapy is better than debriefing for PTSD. BMJ 2005;330:689.
  5. Ulrichsen R. Kundskaben i krise. Psykolog Nyt 2005;59(4).