Skip to main content

Ny krig mod Irak må undgås

Povl Revsbech, formand for DLMK

2. nov. 2005
2 min.

Hvis det kommer til en ny krig mod Irak, forudser en rapport fra engelske MEDACT, en organisation af læger, der arbejder med internationale sundhedsprojekter, at mellem 50.000 og 250.000 mennesker vil dø. En evt. militær aktion fra USA og UK vil som bekendt denne gang have et andet mål end Golf-krigen i 1991, nemlig at fjerne regimet i Bagdad. Der må derfor påregnes svære kampe i byerne, hvilket vil betyde, at civilbefolkningen i høj grad vil blive påvirket.

Efter Golf-krigen har det irakiske sundhedsvæsen været udsat for en kraftig deroute med kronisk mangel på medicin, reservedele og udstyr. Hvor sundhedsvæ-senet før krigen var velfungerende efter vestlig standard, indtager landet nu en beskeden 126.-plads ud af i alt 174 på FN's Human Development Index.

En fornyet krig mod Irak kan forventes at blive langvarig. Efterfølgende kan der opstå borgerkrig, udbredt sult og epidemier. Formentlig millioner vil tage flugten og økonomisk kollaps af landbrug og industri vil blive følgen. Da irakernes sundhedstilstand er dårlig pga. et dysfungerende sundhedsvæsen, vil flere end »nødvendigt« dø, hvilket er medvirkende til, at MEDACT når frem til de nævnte estimater over døde. Hvis atomvåben tages i brug som gengældelse mod Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben, vil tabstallene mangedobles. Hertil skal under alle om-stændigheder lægges de omkostninger, som folkelige opstande i nabolandene, vendt mod Vesten, vil have på vore samfund, f.eks. i form af en nye tilfælde af international terrorisme.

Krigens økonomiske omkostninger for de angribende stater (USA, UK og andre?) vil blive enorme. MEDACT regner med, at USA må afsætte 50-200 mia. US$ til selve krigshandlingerne, samt mellem 5 og 20 mia. US$ årligt til at opretholde en besættelse af landet. Heri inkluderet nødhjælp og genopbygning af vitale samfundsstrukturer.

En nyligt publiceret FN-rapport, med titlen Likely Humanitarian Scenarios, der ligeledes beskriver omkostningerne ved en ny krig mod Irak, fremkommer med tabstal af samme størrelsesorden som MEDACT's rapport. Over 2 millioner børn og 1 million gravide kvinder forventes af blive fejlernærede. To millioner vil have brug for telte. Rapportens forfattere forventer, at FN ikke kan håndtere så store humanitære problemer, herunder de 130.000, der allerede er internt fordrevne.

Danske Læger Mod Kernevåben (DLMK) mener på linje med MEDACT, at en ny krig mod Irak må undgås for næsten enhver pris, på grund af de enorme omkostninger for det irakiske folk, der allerede har lidt nok under de hårde sanktioner, som FN's sikkerhedsråd implementerede efter Golf-krigen. Vi mener, at de fredelige metoder til at afvæbne Irak ikke er udtømte endnu. Alternativet er alt for grusomt at tænke på.

Kilder: MEDACT-rapporten er tilgængelig på www.medact.org. FN-rapporten kan ses på en kampagne-hjemmeside fra Cambridge University: www.cam.ac.uk/societies/casi.