Skip to main content

Ny undersøgelse af lægers forbrug og misbrug af rusmidler og medicin

Sociallæge Annette Abell  
skriver en gang om måneden i Ugeskriftets debatsider om problemstillinger inspireret af arbejdet som lægelig konsulent for Kollegialt Netværk for Læger.

12. aug. 2013
2 min.

Nu bliver der foretaget en undersøgelse af danske lægers forbrug og misbrug af rusmidler og medicin.

Den seneste store videnskabelige undersøgelse af danske lægers misbrug er fra 1975. Det skønnes bl.a. ud fra aktuelle udenlandske undersøgelser, at 10-15% af landets 25.000 læger i løbet af deres erhvervskarriere har et misbrug af rusmidler eller medicin, men ingen kender antallet.

Nu har vi chancen for at blive klogere.

Undersøgelsen støttes af Lægeforeningen og gennemføres af antropolog, ph.d. Johanne Korsdal Sørensen fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Undersøgelsen er et mixed method-studie, og der indsamles både kvalitative og kvantitative data. Studiet kommer til at bidrage med viden om:

– Lægers selvmedicinering og forbrug samt misbrug af rusmidler.

– Systematiseret viden om lægers misbrug og de erfaringer, som misbrugende læger gør sig.

– Systematiseret viden om misbrugshåndtering på sygehuse herunder eksmisbrugeres integration på arbejdspladser.

En væsentlig del af datamaterialet bygger på dybdegående interview med eksmisbrugende læger. Johanne Korsdal Sørensen vil derfor gerne i kontakt med eksmisbrugende læger.

Undersøgelsen er helt central og nødvendig for at kunne kvalitetsudvikle forebyggelsen og den rehabiliterende indsats i forhold til læger med misbrug. Derigennem er den også et bidrag til øget patientsikkerhed.

Vi håber derfor, at eksmisbrugende læger anonymt vil fortælle om deres oplevelser og derigennem hjælper os med at komme videre.

Hvis du er eksmisbruger og vil deltage i undersøgelsen, kan Johanne Korsdal Sørensen kontaktes på jks@alm.au.dk, eller på tlf. 21 30 17 87. Du kan kontakte Johanne anonymt, og alle data fra informanter anonymiseres.