Praktiserende læger fratages ret til start af antidepressiv behandling hos 18-24-årige. Det er et tilbageskridt for behandlingen af unge med angst og depression.
Sundhedsstyrelsens nye »Vejledning om behandling af voksne med antidepressive lægemidler« markerer, at igangsætning af behandling med antidepressive lægemidler hos 18-24-årige med depression er en opgave for speciallæger i psykiatri – og altså ikke længere kan ske via deres praktiserende læge. Vejledningen pointerer, at behandlingen med antidepressiva kan øge selvmordstanker og -adfærd hos unge – uden præcisering og dokumentation. En kattelem for start af psykofarmaka hos den praktiserende læge åbnes, hvis ventetiden er lang – uden præcisering.
Dette indlæg er ikke på nogen måde en armlægning med psykiatrien, for psykiatere og psykiatrien er af største værdi, ikke mindst ved komplicerede psykiatriske lidelser.
Men vi mener, at det er et stort tilbageskridt for behandlingen af det store antal unge, der henvender sig til deres praktiserende læge med angst og depression. Det typiske forløb i almen praksis er, at den unge fortæller om sindstilstand, livskriser, bekymringer og relationen til studier eller arbejdsmarkedet. Herefter foregår der ofte ugentlige støttende, eksplorative og diagnostiske samtaler, og depressionsrating undervejs. Lægen vurderer løbende i samarbejde med den unge, om der er behov for henvisning til psykolog, om der er behov for lavdosispsykofarmaka, og om der er behov for henvisning til psykiatrien. Såfremt den unge sættes i psykofarmakabehandling, er det gængs rutine at fortsætte de hyppige aftalte konsultationer, i starten ofte på ugentlig basis, ligesom den unge kan ringe eller maile til deres praktiserende læge. Målet er at afhjælpe lidelse og få den unge hurtigt tilbage til studiet og arbejdslivet.
Konsekvensen af de nye retningslinjer må nødvendigvis blive, at vi må henvise de 18-24-årige ulykkelige patienter til psykiatrien straks ved første henvendelse, så de unge kan komme videre hurtigst muligt, og således at vi ikke kommer til at stå i en situation med en god tæt kontakt til patienten og en gensidig enighed om behovet for antidepressiv behandling, men hvor vi så må melde pas og henvise til psykiatrien.
Det er synd for de unge depressive patienter, og muligvis katastrofalt: For psykiatriens kapacitet er begrænset, ventetiden er lang, nogle unge ønsker slet ikke psykiatrien, og en del udebliver simpelthen efter henvisninger dertil.
Vi vil derfor spørge Sundhedsstyrelsen om evidensen for at suicidalforsøg især forekommer hos 18-24-årige i forbindelse med påbegyndt behandling hos praktiserende læger, og om der er andre hensyn, som foranlediger Sundhedsstyrelsen til disse nye drastiske guidelines?
Hvor mange 18-24-årige har suicidalforsøg årligt?
Kan disse suicidalforsøg især relateres til påbegyndt antidepressiv behandling hos den praktiserende læge? (i forhold til de 18-24-årige, der har påbegyndt behandling hos praktiserende psykiatere? Eller dem, som slet ikke er i behandling?).
Hvordan er patienttilfredsheden ved hhv. behandling hos praktiserende læger, praktiserende psykiatere og »pakkeløsningerne«?
Påtænkes der ventetidsgaranti ved henvendelse til praktiserende psykiatere og »pakkeløsningerne«?
Såfremt der ikke er evidens for, at suicidalforsøg især forekommer hos 18-24-årige i forbindelse med påbegyndt behandling hos praktiserende læger, vil vi henstille til, at Sundhedsstyrelsen genovervejer de nye retningslinjer og mere detaljeret vejleder i, hvordan praktiserende læger mest hensigtsmæssigt varetager behandlingen af unge med depressioner.
Faktaboks
