Skip to main content

Nye diagnostiske kriterier for diabetes

16. maj 2012
3 min.



Henrik Keller, Praktiserende læge, Kastrup. E-mail. henrik_keller@mail.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

For nylig er de diagnostiske kriterier for diabetes ændret.

Tidligere diagnosticeredes diabetes ved P-glukose > 7 (faste) eller > 11 (ikkefaste). Nu kan diagnosen også stilles, hvis HBA1C er over 6,5, svarende til gennemsnitligt P-glukose på 7,5. Man må altså forvente, at flere får stillet diagnosen.

Det undrer mig, hvad baggrunden for denne ændring er. I enkelte studier har man påvist, at antallet af mikrovaskulære komplikationer falder med stram blodsukkerregulering. Især fremhæves UKPDS, men det er et studie startet i 1977, hvor den øvrige behandling var meget dårligere end i dag, f.eks. mht. antihypertensiva og statiner. Den intensivt behandlede gruppe opnåede en gennemsnitlig HBA1C-værdi på 7,0, ikke 6,5. Der var tale om nydiagnosticerede diabetikere, og HBA1C indgik ikke fra starten i studiet.

Samtidig har flere studier vist, at der enten ingen gevinst er på den samlede dødelighed (f.eks. ADVANCE- og VADT-studierne), eller at stram blodsukkerregulering medfører øget dødelighed, bl.a. pga. hypoglykæmiudløst arytmi. ACCORD-studiet blev endda stoppet før tid pga. overdødelighed i den intensivt behandlede gruppe.

lav diagnostisk grænse

Det anbefales nu, at behandlingsmålene individualiseres. Derfor undrer det mig, at man vælger en så lav diagnostisk grænse, når en stor del faktisk rådes til at ligge højere, da det er risikabelt for dem at nå 6,5. Et mere realistisk bud havde været 7,5.

Man kan mistænke, at det egentlige motiv er at øge antallet af diabetikere, idet interesseorganisationer har forsøgt at bilde os ind, at vi har en diabetesepidemi. Flere studier har vist, at hovedårsagen til det stigende antal diabetikere er, at de lever længere og altså ikke, at der diagnosticeres markant flere - selvom den sænkning af de diagnostiske grænser, der indførtes for ti år siden, gav en mindre stigning.

Det er også påfaldende, at man i ADDITION-studiet (blandt en midaldrende højrisikopopulation) kun fandt 5,5% med diabetes.

Et budskab på Läkartidningens Diabetessymposium (2011, Malmö) var, at der i vores del af verden ikke er nogen diabetesepidemi. Som en af foredragsholderne sagde: »Det er noget, vi siger, når vi skal have opmærksomhed eller bevillinger«.

kreativ Diabetesforening

Det er tankevækkede, at Diabetesforeningen for nylig i DR2's Detektor blev afsløret i kreativ omgang med tal og nægtede at svare på kritikken. Det er blot det seneste eksempel på diverse interessegruppers fantasifulde brug af tal for udgifter og antal af syge, døde, indlagte. Dette har bl.a. ført til en påstand om, at der skulle være 1,5-2,0 mio. danske kronikere. Er der virkelig nogen, der tror på det? Måske er det definitionen af en kroniker, der er noget i vejen med.

Det er efterhånden svært at få lov at være rask. Hjerteforeningen har foreslået, at yderligere 0,9 mio. danskere - altså hovedparten af voksne danskere - skal have statin.

Man forsøger løbende at sænke grænserne for hypertension. Sidst i et af de gratis tidsskrifter for almen praksis, hvor en specialist advokerede for, at alle med systolisk blodtryk > 115 mmHg skulle i behandling - i praksis stort set alle voksne.

Efter min mening er det udtryk for en glidebane og en perverteret sygdomsopfattelse, der vil være kostbart at implementere og øge sygdomsangst.

Primo nil nocere

Husk mottoet: »Primo nil nocere«. Jo længere ud i marginalerne vi kommer, jo mindre gavnlig effekt og jo større risiko for skadevirkninger. Det kan være dødsfald som følge af hypoglykæmi, svimmelhed/faldskader eller udvikling af demens, som man har mistanke om kan udløses af meget lavt blodtryk. Nogle af disse sammenhænge er jo svære at bevise og vil sikkert først vise sig om mange år, når nutidens forfattere af guidelines for længst er gået på pension.

Er årsagen til denne udvikling påvirkning fra industri og interessegrupper? Er det forskeres lyst til at promovere sig på baggrund af undersøgelser, der reelt kun viser marginal effekt af en given behandling? Der er grund til debat, som ikke kun involverer specialister, der ser et lille udsnit af befolkningen og derfor kan miste overblik og proportionssans.