Nytårsbrev fra Afghanistan

Fuglekvidder og varm vintersol. Amerikanske helikoptertoner og nervøs afghansk optimisme. Jeg sidder i Jalalabad i Øst-Afghanistan og funderer over krigens konsekvenser, prøver hårdt at give optimismen råderum, men det falder svært.

Mennesker på flugt for bomber. Al-Qaeda-jagt og årelang tørke. Ophobning af fordrevne civile i ørkenområder. Plyndring af håbefulde hjemrejsende. Bestialske opgør mellem lokale krigskommandanter i slipstrømmen af talebanernes endeligt.

Vist er der etableret en regering i Kabul, og der mærkes en behersket optimisme: At freden måske endelig vil sænke sig over det krigshærgede land.

Der er også skudt videokiosker op med gamle hits fra indiske »Bollywood«.

Men ægte lyspunkter ses også: Den systematiske undertrykkelse af kvinderne synes endelig at bløde op. Ikke at kvinder nu myldrer frem fra deres gemmer i køkkener og bag husmure, for dette er stadig et land med dybe muslimske rødder, hvor kvinder traditionelt er marginale i samfundslivet og gadebilledet. Men nu er de dog ikke længere formelt afskåret fra uddannelse og arbejde. Og CNN kan efter lang tids søgen præsentere en kvinde, der modigt har smidt burkaen.

Men nøden og usikkerheden er intakt. En ny regering i Kabul sletter ikke med ét sporene efter års nød og undertrykkelse. Markerne bugner ikke pludselig af afgrøder, ingen regering har endnu formået at skaffe regn.

Til gengæld blomstrer anarkiet. I et land, hvor den civile stat aldrig har slået rod, er der efter talebanernes fald dannet et magtvakuum, et anarkistisk drivhus, hvor magten tilfalder den som skyder først, skyder igen og skyder sidst. Krigskommandanternes tid er atter kommet. De hærgede landet før talebanerne, og nu hærger de igen. Deres indbyrdes væbnede opgør, hvor gamle Kalasjnikov-rifler, suppleret med donationer af vestlige hightech-automatvåben og uniformer, spreder terror og rædsel. Landevejene er nu atter usikre, plyndringer af nødhjælpskonvojer er blevet hverdag, og nødhjælpsarbejdere afkræves formuer for at passere svært bevæbnede check-points.

Siden jeg ankom til Pakistan for godt syv uger siden, er det gået over stok og sten. Sammen med en hollandsk logistiker, Vikki , var min første opgave rekognoscering fra Peshawar i Pakistan ind til Jalalabad i det østlige Afghanistan.

Vi skulle fastlægge de sikkerhedsmæssige og umiddelbare medicinske behov i området, med fokus på internt fordrevne. Vi fandt snart ca. 20.000 fordrevne civile i en lejr uden for byen, med yderst begrænset adgang til vand, uden sanitære installationer og stort set uden sundhedsmæssig hjælp.

Sikkerheden i området vurderede vi som forsvarlig og anbefalede at sende et team fra vores base i Peshawar ind til området for at påbegynde arbejdet.

Vi vendte tilbage til Peshawar, og vores implementeringsteam rykkede ind. Få dage senere påbegyndte amerikanerne at bombe kraftigt ved Tora Bora, og teamet måtte evakueres.

Vikki og jeg fortsatte til Quetta i det sydlige Pakistan for at lave rekognoscering ind til Spin Boldak inde i Afghanistan. Her befandt sig i fem lejre op mod 40.000 internt fordrevne, alle med telte, de fleste med adgang til mad, vand og sanitet.

Tilbage i Quetta planlagde vi en mæslinge-vaccinationskampagne for hver enkelt lejr og en mobil lægeklinik til at servicere to lejre. Sikkerheden fandt vi o.k., og et team fra vore kolleger i Quetta rykkede ind. Vikki rejste hjem, han skulle videre med Læger uden Grænser til Indonesien.

Juledag tilbragte jeg i transit for atter at rykke til Jalalabad og genåbne vort projekt, denne gang sammen med to canadiere, Lloyd og Sebastian .

Her sidder vi nu. Sikkerheden er rimelig, skønt der af og til høres bombardementer fra Tora Bora. Jagten på Osama bin Laden og Al-Qaeda trækker åbenbart ud.

Byen vrimler med mennesker, der sender os borende blikke, når vi kører rundt i vores lejede pickup. Helt trygt føles det ikke. Ofte må vi forklare, at vi er nødhjælpsarbejdere - ikke amerikanske militærpersoner eller tv-journalister.

Mediernes tilstedeværelse har drevet priserne på f.eks. husly og billeje op på et niveau, der truer omfanget af vort nødhjælpsprogram. Tolke er utroligt svære at opdrive, og kræver uden blusel 100 dollars pr. dag: »That's what the CNN paid«. Det er frustrerende. Forhåbentlig antager prisniveauet et mere normalt leje, når medieinteressen for Afghanistan når tilbage til det normale - nemlig nul.

Men nu vil Lloyd, Sebastian og jeg afslutte dagen og året med en lille G&T, og dertil har vi medbragt en mindre pakistansk flaske, der ifølge mærkaten skulle indeholde »Rawalpindi's Best Gin«.

Godt nytår fra Torben.

Læge Torben Bruhn, udsendt af Læger Uden Grænser, har sendt denne situationsrapport derudefra. Læs interviewet med ham, umiddelbart før afrejsen, i UfL nr. 48/2001, side 6806.