Ode til udkanten

For snart otte år siden flyttede min familie og jeg til Udkantsdanmark.

Da jeg første gang kontaktede Ellen, den daværende klinikchef på psykiatrisk afdeling på Bornholm, og spurgte, om der var en stilling til mig, rullede hun den røde løber ud. Den modtagelse satte tonen for alt det, der siden fulgte, og det er en erfaring, vi er flere, der deler.

Den faglige konkurrence er stort set fraværende. Det betyder, at der i fraværet af kamp opstår mulighedsrum og handlerum, og får man en idé, kan man løbe med bolden. Det er for nogen måske lettere at være en stor fisk i en lille sø, men en tolkning kan også være, at der er et fagligt miljø, hvor det er lettere at mærke, at man betyder noget.

I små samfund i Danmarks randområder kender vi vores kolleger på hospitalet og i almen- og specialpraksis. Vi kender politimesteren og lederne i kommunen, og der er altid nogen, der kender nogen, der kan hjælpe med hvad som helst.

Selv frygtede jeg at komme til at savne faglige fyrtårne og en konstans af akademisk tankegods. Og det er jo nok ofte sandt, at man i udkanten må opgive drømmen om at blive den mest specialiserede inden for et snævert felt. Men det frigiver energi frem for at tømme den, og det lægelige arbejde bliver mere varieret, ikke mindre. De nødvendige faglige workshops og undervisningssamarbejder er stadig inden for rækkevidde via teleløsninger, partnerskabsaftaler eller udvalgsarbejde i specialet, så vi ikke forsømmer den faglige vedligeholdelse af kompetencer.

Den store faglige tilfredsstillelse ved ægte sammenhængende patientforløb er til at føle på. Man kan ikke skubbe patienter rundt og håbe, at en anden tager over. Hvis man ikke afslutter eller følger opgaven ordentligt til dørs, så er der kontant afregning, og, »vupti«, ligger det igen på dit eget bord. Det styrker samarbejdet, at vi ved, at vi altid har brug for en kollegas hjælp – eller møder vedkommende på stranden med børnene i hånden ugen efter.

Det bedste ved min udkant er ejerskabet og fællesskabet. At silotænkning er mindre påtrængende. At vi lægger en julevagtplan på fem minutter, år efter år. At vi taler ordentligt til hinanden på tværs af specialer, titler og foreningssøjler. Som lægemenneske er naturen desuden restituerende for en kontaktmættet sjæl: skovene, markerne og havet til daglig brug. Og så er der selvfølgelig boligpriserne, der kan give en frihed, de fleste burde være forundt.

Udkantsdanmark er ikke for alle. Mange vælger det fra. Men for dem, der prøver det, viser det sig tit at være et tilvalg af noget, de ikke vidste, de manglede.

Er du interesseret i et lægeliv i udkanten – f.eks. hos os på Bornholm – så send mig en mail uanset dit speciale. For så ved jeg nok, om det er mig, Trine, Diana, Anja, Jürgen eller en anden uundværlig kollega, du skal have fat i for at undersøge mulighederne for at træde ind på din helt egen røde løber.