Øget retssikkerhed og etiske rammer: behovet for et palliativt råd og behandlertestamenter i palliativ dødshjælp

Menneskerettighedsdomstolene sætter følgende krav til korrekt palliativ behandling samt aktiv dødshjælp:

• Den nationale lovgivning skal være klart og utvetydigt defineret. Kravene til at kunne anmode om dødshjælp skal være præciseret, og lægen skal kunne definere, hvad der skal til for at kunne søge om dødshjælp. To uafhængigt af hinanden læger skal undersøge patienten.
• Der skal etableres procedurer, der kan garantere, at patientens begæring er frivillig, velinformeret og udtrykkelig.
• At lovgivningen indeholder beskyttelseskrav for sårbare patienter.
• Der skal kontrol post mortem. Denne skal være uafhængig og tværfaglig [1].

Vi opfylder to af kravene.

Ligesom Abortsamrådet, der i sin tid blev oprettet for at kunne tage stilling til komplicerede etiske beslutninger på området, kunne vi kunne indføre et palliativt råd, som skal behandle alle forespørgsler om en værdig død eller palliativ behandling [2]. Rådet skal lægge en behandlingsplan. Lægen skal kun håndtere retningslinjen. Da rådet håndterer alle patienter, der ønsker palliation, vil erfaringerne blive enorme. Derudover skal rådet også efterkontrollere alle behandlingsforløb.

På den måde kan lægen ikke anklages ved hjælp af § 239 eller § 240, når han holder sig til instruksen.

Etisk Råd er imod aktiv dødshjælp, men mener ikke, at reguleringen af området skal ligge inden for straffelovens § 239 og § 240 [3].

For at kunne diskutere dette emne på en ordentlig måde mangler vi simpelthen data.

Når en respirator slukkes, gøres det på forskellige måder. Nogle slukker bare respiratoren, andre giver en bolus smertestillende samtidig med. Slutresultatet er det samme, men er det ene mere korrekt/forbudt end det andet?

Disse data ville vi kunne få ved f.eks. at indføre rådene for palliativ behandling. Ud fra deres erfaringer kunne man så måske få en mere dataorienteret diskussion uden alt for mange følelser.

I alle de forarbejder, jeg har læst, må jeg konkludere, at lægers retssikkerhed ikke har fyldt meget. Der var en bemærkning fra Landstinget, da de i 1929 nedstemte et enigt Folketing, som havde stemt for en lovliggørelse af middelbar og umiddelbar dødshjælp (aktiv dødshjælp). Citat: »Foretages handlingen efter patientens bestemte begæring, skulde det eventuelt kunne medføre straffrihed. Hvad vil det i virkeligheden sige for vedkommende læge? Han bliver jo dog ikke fri for, at der kommer en offentlig retssag, hvor alt skal oplyses« [4].

Indførelsen af udvidelsen for lovliggørelsen af palliativ behandling stiller store krav til læger, der skal kunne manøvrere og kende til lovgivningen på området og forstå den. Lovgivningen på området er ikke ændret siden 1866.

Forståelsen af den rammelovgivning, der er inden for sundhedsområdet, spiller en afgørende rolle for lægers virke. Men for at kunne diskutere dette emne på en ordentlig og relevant måde skal læger have større indsigt i sundhedsjuraen. Medicinstudiet mangler et fag, der omhandler sundhedsjura. Dette vil på sigt kunne øge lægers retssikkerhed.

Ved indførelsen af palliativ dødshjælp blev der kun kommenteret på lægers etiske opfattelse og ikke retssikkerheden.

Citat: »Udvalget finder det relevant, at der med lovforslaget etableres en mulighed for, at sundhedspersoner ikke er forpligtet til at afbryde en behandling af en habil og ikke uafvendeligt døende patient, hvis dette måtte stride imod sundhedspersonens etiske opfattelse af sundhedspersoners forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed« [5].

Jeg mener derfor, der kan indføres et behandlertestamente, hvor man kan fravælge at behandle palliative patienter, hvis det strider mod ens etiske opfattelse. Dette skal kunne gøres i et centralt register ligesom livstestamenter, så man ikke skal spørge og diskutere med afdelingsledelsen. Dette skal være en ret, som læger har.

Med indførelsen af råd om palliativ behandling samt et behandlertestamente ville man øge retssikkerheden væsentligt på det palliative område [1].