Offentlig-private partnerskaber i al hemmelighed

I reformer, strategier og i adskillige avisspalter kan man læse om tilkendegivelser og lovprisninger om en styrkelse af offentlig-private samarbejder som bl.a. en del af løsningen på den demografiske tsunami og optimal udnyttelse af behovsdrevet innovation og digital sundhed. Sammen er vi stærkere. En del af mit arbejde som medicinsk leder i Roche Diagnostics er at lave samarbejdsaftaler med klinikere, der ønsker støtte til at undersøge en hypotese, de har med et klinisk studie. Der er enormt meget innovativ gejst og flid blandt landets læger, og jeg nyder at indgå disse aftaler og blive meget klogere.

Reglerne for støtte fra industrien er med rette skærpet gevaldigt de sidste år. Historier fra dengang lægen fik serveret morgenmad efter en nattevagt – ja den tid har været der – fortæller om fordums forjættede sponsorerede arrangementer fra lægemiddelindustrien, der var gået helt over gevind. Men er restriktionerne blevet så stramme, at de begrænser samarbejdsmulighederne?

Mange klinikere ønsker »armslængdeprincip« mht. samarbejdet med private virksomheder og jeg hører f.eks. flere steder om praktiserende læger, der ikke længere ønsker besøg af lægemiddelkonsulenter. Tendensen underbygges også af Ugeskriftets valg om, at lægemiddelindustrien ikke må reklamere i bladet mere, så vi nu i stedet skal se reklamer for sko og uddannelser. Uden at have hårde tal til at underbygge påstanden, vil jeg alligevel vove pelsen og påstå, at der er en stigende skepsis fra sundhedsprofessionelle mod »industrien«. Anekdotisk oplever jeg kolleger, der responderer på mit karrierevalg med et »ahh, du er på the dark side« med et glimt i øjet.

Måske dette bål af skepsis brænder med de dårlige eksempler, der har været i historien som skattesager, voldsomme prisstigninger og flot formidlede og voldsomt underholdende populærserier som »Dopesick« og »Dropout«.

Vi har i Danmark mange store og produktive life science-virksomheder, der bidrager gevaldigt til det danske sundhedsvæsen og økonomi, og som vi kan være meget stolte af. Sat på spidsen kunne man sige, at det offentlige sørger for matrikler og varme hænder, mens private virksomheder bidrager med al indmaden i sundhedsvæsenet. Vi er indbyrdes afhængige, og det er netop, når vi samarbejder, at der opstår synergi og vedvarende skalerbare innovative løsninger.

På den ene side er der en tendens til en længere arm i armslængdeprincippet og på den anden side et større ønske om mere samarbejde. Vi har brug for et stærkt samarbejde, som bygger på tillid og transparens for at få de bedste resultater, men de her to modsatrettede megatrends hænger dårligt sammen.