Skip to main content

OK 11 forbedrer ikke Yngre Lægers arbejdsmiljø

Læge og ph.d.-studerende Abir Al-kalemji, Arbejds- og miljømedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. E-mail: abir.al-kalemji@ouh.regionsyddanmark.dk

18. mar. 2011
4 min.

Interessekonflikter: Ingen.

Er Yngre Læger nu igen blevet bedt om at tie stille mod nogle skillinger?

Med al respekt for forhandlingsdelegationens indsats og udholdenhed, er det svært at glæde sig over forliget og råbe hurra for, at vores miserable vagtvilkår ikke blev forringet. Hvad blev der af Yngre Lægers krav om forbedringer?

Flere steder er yngre læger belastede. Patientsikkerheden er truet. Flere utilsigtede hændelser registreres. Behandlingskvaliteten kompromitteres. Sundhedssystemet kæmper med alvorlige udfordringer og økonomiske prioriteringer, imens vi malker den afmattede økonomi for kroner og øre mod at acceptere, hvad der foregår af hårrejsende episoder under det stressende arbejde.

Skulle jeg alligevel stimulere latissimus dorsi af begejstring, bliver det over det aftalte projekt mellem forhandlingsparterne om arbejdstilrettelæggelse ... men armene bukker hurtigt under for tyngdekraften, når jeg læser videre, at projektet vil indebære analyse og modernisering af de forskellige arbejdstidsregler. Er vi stadig i en fase, hvor vi skal bruge de næste par år på fine analyser af arbejdstilrettelæggelse? Seksten timers belastning med krævende og mangfoldige opgaver, uden intern sammenhæng, og hvor man skal sprede sin opmærksomhed på flere komplicerede patienter samtidigt, er - surprise, surprise - dårlig arbejdstilrettelæggelse.

Kunne vi - måske allerede i dette liv - sige stop for belastende og mindre lærerige arbejdsvilkår i stedet for at tjene på dem? Skide være med de drypvise lønstigninger. De penge må bruges til ansættelse af flere læger, i stedet for at se på kollegaer blive fyret, imens de tilbageværende får ekstra for at løbe stærkere. Gerne udvide overenskomsten med et ordentligt arbejdsmiljøkapitel i stedet for at nøjes med den sølle paragraf om arbejdsmiljøet, der står til pynt.

Hvornår får vi en overenskomst, der siger nej til 16 timers belastning, nej til at stå alene i vagten uden hjælp og supervision og nej, nej, nej til dispensation for arbejdsmiljøreglerne?!

> Svar:

Lisbeth Lintz, Stine Sloth og Bue Juvik

Yngre Lægers forhandlingsdelegation

E-mail: yl@dadl.dk

Interessekonflikter: Ingen.

Tak til Abir for indlægget, som sætter fokus på yngre lægers arbejdsmiljø.

Nej, vi råber heller ikke hurra for det overenskomstresultat, som p.t. er til urafstemning blandt medlemmerne. Vi er helt enige med dig i, at lægers arbejdsbelastning specielt i aften- og nattevagten alt for mange steder er et problem for arbejdsmiljøet såvel som for kvaliteten og patientsikkerheden.

Problemet er bare, at Danske Regioner ikke er enig i behovet for at have værneregler i overenskomsten.

Den danske arbejdsmarkedsmodel bygger på, at løn og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiverne og arbejdstagernes organisationer. En aftale kan kun indeholde det, parterne bliver enige om. Vi ønsker bedre beskyttelse gennem reglerne om vagtbelastning og vagthyppighed, mens Danske Regioner ønsker helt at fjerne reglerne. At fortsætte med de eksisterende bestemmelser og kigge nærmere på arbejdstilrettelæggelsen i et fælles projekt var det kompromis, der var muligt.

Du spørger, om vi er blevet bedt om at »tie stille mod nogle skillinger«. Det vil vi aldrig gå med til! Vi har fået de samme lønreguleringer som andre faggrupper. Det er forhandlingsdelegationens vurdering, at vi ikke kunne få forbedringer i arbejdsmiljøet ved at give afkald på lønstigninger. Det kan heller ikke lade sig gøre at få ansat flere yngre læger mod en ringere lønudvikling, idet overenskomsten ikke kan diktere bemandingen. Ligesom det heller ikke hører hjemme i en overenskomst, om yngre læger må være alene på vagt.

Du efterlyser en overenskomst, der ikke giver dispensation for arbejdsmiljøreglerne. Dispensationsmuligheden i overenskomsten kan nedsætte hviletiden mellem to arbejdsdage fra 11 til otte timer samt øge antallet af arbejdsdage mellem to fridøgn til 11 dage mod det tidligere krav på et ugentligt fridøgn. Begge dele kræver en aftale med accept fra fællestillidsrepræsentanten på sygehuset.

Det er vores forventning, at man som fællestillidsrepræsentant kun indgår aftaler, man vurderer, er fuldt forsvarlige, og som ikke udhuler arbejdsmiljølovens beskyttelse. Samtidig opfordrer vi til, at man lokalt bruger den eksisterende ret til forhandling, hvis belastningen i vagten er et arbejdsmiljømæssigt problem for de yngre læger (§ 22 stk. 5). Kampen for yngre lægers arbejdsforhold er en fælles kamp - lokalt og centralt - vi vil meget gerne høre, hvad der sker lokalt, og I kan regne med den fulde opbakning fra os, ligesom vi har brug for jeres indsats og opbakning.

Vi håber, at mange medlemmer vil debattere resultatet på de kommende møder rundt om i landet og bruge deres stemme ved urafstemningen. Det aktuelle OK-forhandlingsresultat får heller ikke vores arme i vejret af begejstring, men vores anbefaling er et ja, fordi vi mener, resultatet er det bedst opnåelige i den nuværende situation.