Økonomisk gevinst ved flytning af behandling fra skadestuerne til almen praksis?

Med henvisning til artikel i Ugeskr Læger 2006;168:2934-6 af Bente Bundgaard, efterlyste Frede Olesen en »dybere analyse« af de driftsøkonomiske konsekvenser ved at flytte behandlingen af patienter med akutte skader fra skadestuerne til almen praksis.

Allerede i 1987 offentliggjorde vi en artikel i Ugeskr Læger 1987;149 1273-87.

Undersøgelsen blev foretaget efter flere års debatter om mulige, navnlig økonomiske gevinster ved udflytning af akut skadebehandling fra sygehusenes skadestuer til almen lægepraksis. Debatten havde i vid udstrækning været ført uden empirisk grundlag.

Artiklen belyste de driftsøkonomiske konsekvenser ved to forskellige modeller for en sådan udlægning af skadebehandlingen.

Ved begge delundersøgelser blev der benyttet en tilfældig stikprøve på 1.473 skadestuekontakter til Odense Universitetshospital i 1983.

I den første delundersøgelse, hvor man antog, at alle konsultationer - døgnet rundt - skulle ske hos den alment praktiserende læge, blev skadestuens ydelser omregnet til honorering efter PLO's honorartabel. Ved hjælp af Odense Universitets-

hospitals fordelingsregnskab beregnedes skadestuens tilsvarende omkostninger. En sammenligning af disse tal viste, at skadebehandlingen ville være dyrest i skadestuen. I modellen var der imidlertid ikke korrigeret for udgifterne forbundet med at opretholde et vist beredskab i skadestuen til behandling af alvorligt tilskadekomne. Da modellen heller ikke var realistisk, hvad angår de praktiske problemer med at organisere skadebehandlingen uden for de alment praktiserende lægers normale dagarbejdstid, blev en alternativ model opstillet og undersøgt.

Denne model, der forudsatte en udflytning af skadebehandlingen alene i dagarbejdstiden, tog samtidig hensyn til opretholdelse af et begrænset beredskab ved skadestuen. De alment praktiserende lægers ydelser blev omregnet som i den første delundersøgelse, og besparelserne i skadestuens omkostninger blev beregnet ud fra personalegruppernes løntabeller, idet man forudsatte, at dagberedskabet kunne sænkes til samme omfang som natberedskabet. Resultatet af denne delundersøgelse viste, at en udflytning under disse forudsætninger ville resultere i en mindre fordyrelse af sundhedsvæsnet som helhed.

Det konkluderes herefter, at en udlægning af skadebehandlingen til almen lægepraksis ikke kunne begrundes med driftsøkonomiske besparelser alene.

Tallene er selvfølgelig »historiske«, men de modeller, vi anvendte, og de konklusioner, vi nåede, kunne måske nok fortjene en prøve, hvis nogen ville påtage sig fornyet empiri.

De alment praktiserende læger har nu fået vagtlokaler på sygehusene og dermed mulighed for at vurdere patienterne før og behandle dem efter en røntgenundersøgelse og vil derfor kunne behandle flere af skaderne. Det vil imidlertid kunne betyde øgede omkostninger, dels fordi antallet af behandlinger til takstafregning vil stige, og dels fordi de vagthavende praktiserende læger også vil kunne klare de »dyrere« behandlinger. Disse antagelser bør også afprøves ved fornyet empiri.