Økonomisk ordination af lægemidler - ja, også i den grad

Niels Engelbrecht & Mette Gramkow påpeger i Ugeskrift for Læger den 8. december (2003;165:4871-2) det problem, at der generelt mangler en samordning mellem sygehusenes valg af lægemidler og dem der rekommanderes i primærsektoren, ikke mindst i lyset af øgede krav om omkostningsbevidst ordination af lægemidler.

En sådan uoverensstemmelse kan have flere årsager. Store sygehusrabatter, urimeligt besvær ved skift i forhold til udbytte, tilbageholdenhed med for hyppige skift i sortiment, vaner og praktiske forhold er nogle.

I de senere år har man i Lægemiddelkomitéen i Køben-havns Amt i stigende grad medinddraget forholdene i primærsektoren ved valg af lægemidler til sygehusenes rekommandationsliste.

Store sygehusrabatter kan imidlertid ikke negligeres, men stiller til gengæld større krav til læger ved receptudskrivelse i forbindelse med udskrivelse.

Netop samordningen af lægemiddelbehandlingen mellem primærsektoren og sekundærsektoren er gjort til et særligt indsatsområde i Københavns Amt med det formål ikke alene at øge sikkerhed og kvalitet i patientbehandlingen, men også at gøre den omkostningsbevidst. Det er derfor kærkomment at praktiserende læger griber pennen og kommenterer nogle af vore udestående problemer.

I den konkrete sag fremdrager Niels Engelbrecht & Mette Gramkow hjerteinsufficiensbehandling med trandolapril , som har været det primære valg på Kardiologisk Afdeling på Amtssygehuset i Gentofte. Da trandolapril er uforholdsmæssig dyrt i forhold til billigste ligeværdige ACE-inhibitor-alternativ, gør man opmærksom på store besparelsesmuligheder, idet der drages parallel til amtets betydelige besparelser ved ordination af billigste simvastatinanalog.

Vi kan til fulde tilslutte os forfatternes synspunkter og kan her oplyse, at ledelsen på Kardiologisk Afdeling på Amtssygehuset i Gentofte i løbet af 2003 har skiftet holdning og nu i overensstemmelse med Lægemiddelkomitéens rekommandationer anbefaler enalapril som førstevalg blandt ACE-hæmmere til såvel hjerteinsufficiens som hypertension. Det begrundes dels i en solid dokumentation for enalapril, dels i at ACE-hæmmernes effekter er at betragte som klasseeffekter.

Løbende anbefalinger vedrørende rationel anvendelse af lægemidler fra sekundærsektoren til primærsektoren kan ikke stå alene. De må afspejle sig i afdelingernes egen adfærd, så der er konsistens i det samlede patientforløb uafhængigt af sektorovergang.

Turen er således kommet til ACE-inhibitorerne, og det bliver ikke den sidste gruppe.