Skip to main content

Om den godkendende instans' træghed med at erkende egne fejl

Alment praktiserende læge Troels Kardel, København, E-mail: t.k@dadlnet.dk

31. aug. 2007
3 min.

Ind imellem har det undret mig, at en godkendende myndig-hed forsvarer godkendelser, som er knap så gode, som man måske går og tror. Her et par eksempler.

Lægeordineret misbrug af diazepam (stesolid) var temaet for mit indlæg »Hovedet på receptblokken« i Information den 12. juni 1985. Det blev sendt til medicinaldirektøren med nogle forslag til at begrænse lægeordineret medicinmisbrug. I sit svar den 8. august 1985 afviste denne at inddrage de særligt vanedannende 10 mg diazepam-tabletter (fandtes dengang i tabletter på 2-5 og 10 mg) og et forslag om at inddrage retten til at reiterere sådanne ordinationer, dvs. at der kan udleveres mere end en gang på en recept på benzodiazepiner. Dengang kunne en recept lyde på 100 tabl. Stesolid a 10 mg til udlevering fem gange. Efterfølgende gjorde Sundhedsstyrelsen dog som foreslået, og sådan har det været siden.

Sundhedsstyrelsen reagerede omtrent på samme måde på flere henvendelser fra apotekere og en embedslæge om misbrug af et andet lægeordineret benzodiazepin. Styrelsen var først afvisende over for disse henvendelser om flunitrazepam, herunder min kronik »Flunitrazepam: Afhængighed i tre led?« (Ugeskr Læger 1995;157:5277). Siden gik Sundheds-styrelsen ind med skærpede ordinationsregler rettet specielt mod flunitrazepam, som kom på linje med morfika.

I begge tilfælde har Styrelsen rost sig selv for indgrebene. Med god grund, for de virkede.

En kasuistik, »Ulykker forårsaget af gasvandvarmere - dødsulykker og et tilfælde med ikkedødeligt forløb«, af Jørgen L. Thomsen og undertegnede (Ugeskr Læger 1983;145: 3598600), bragte en gennemgang af ofre indbragt til Retsmedicinsk Institut i København efter dødelig kulilteforgiftning forårsaget af boliggasvandvarmere uden aftræk til det fri. Andre beskrev tilfælde, hvor børn var blandt ofrene. Materialet blev sendt til den myndighed, som står for den tekniske godkendelse af gasinstallationer. I første instans var de afvisende, fordi en vel vedligeholdt gasvandvarmer ingen fare rummer. Teknikerne havde registreret dødsulykker, men det var med dårligt vedligeholdte vandvarmere. De lod sig efterhånden overtale til et forbud. Næste hurdle var EU, som ikke ville inddrage licensen, på trods af, at flere ulykker var indtruffet med turister på ferie i Sydeuropa. Det endte med, at vi i Danmark fik forbud mod gasvandvarmere uden aftræk til det fri. Siden har der ikke været flere sådanne ulykker bortset fra en med en ulovligt opretholdt installation, som tog livet af en mand i et kælderrum på Vesterbro i København.

Er der lighedspunkter mellem disse tildragelser? Instanser, som havde godkendt et teknisk hhv. farmakologisk værktøj, strittede imod at ændre noget, selv om det blev fremført, at der var uheldige konsekvenser af det godkendte. Ligene blev talt op af gasteknikerne, men de tog ikke initiativ til at få potentielt farlige gasvandvarmere ud af folks køkkener og badeværelser. Sundhedsstyrelsen (den afdeling, der i dag er blevet til Lægemiddelstyrelsen) havde godkendt præparater og regler for udlevering af benzodiazepiner. De gange, jeg foreslog Styrelsen at lave om på reglerne for at dæmme op mod et misbrug, alle kendte til, blev jeg belært om, at den ordinerende læge er pligtig til at udvise omhu i sine ordinationer, etc. Ligesom ved håndteringen af gasvandvarmere bliver der ikke altid udvist tilstrækkelig omhu med medicinordinationer. Det skal godkendelser også tage højde for.

Der er endnu et perspektiv, nemlig ansvaret, når noget går galt. Som læge er jeg vant til at leve med et ansvar for mine handlinger. Det vil sjældent være et ansvar over for mere end en person ad gangen. Tekniske og farmakologiske godkendelser kan have konsekvenser for masser af mennesker. Men dem, som træffer beslutningerne, er på det nærmeste ansvarsfri.

Apropos ansvar, på grundlovsdag 2007 var alle landets apoteker på ny lammet af nedbrud i den server, som behandler elektroniske recepter, så folk gik forgæves efter receptmedicin, medmindre de havde en gammeldags papir- eller tele-fonrecept. Jeg skrev om det for nylig (Ugeskr Læger 2007;169:1702). Dem, som det går ud over, er patienterne; dem, som må bære ansvaret, er apotekerne og lægerne. Dem, som tjener på at lave fejl? It-folket. Har man valgt en forkert branche?