Om frivilligt arbejde

Jeg husker tydeligt den efterårsaften, hvor jeg skulle iværksætte min første akutprocedure på Livsliniens telefonrådgivning. De fleste samtaler forløber roligt, men sker det, at vi bliver kontaktet af et menneske, der er rådvild i fortvivlelsens øjeblik, har vi en direkte forbindelse til alarmcentralen. Imens der bliver koordineret ambulance eller politi, yder vi psykisk førstehjælp og bliver hos brugeren i samtalen. Da jeg sideløbende arbejdede som medicinstuderende i psykiatrien, mærkede jeg tydeligt, hvordan min erfaring fra Livslinien kom til gavn. Både i de højspændte situationer, men i lige så stor grad, når der var plads og tid til at dvæle ved de eksistentielle overvejelser.

At være medicinstuderende er også at have adgang til særdeles velbetalte studiejobs sammenlignet med de fleste andre studerende på lange videregående uddannelser. Om det så er som lægestuderende i en almen praksis, sygeplejevikarstuderende eller forskningsassistent, er vilkårene generelt set virkeligt pæne. Blandt de medicinstuderende er der dog alligevel tid og vilje til at engagere sig i altruistiske fællesskaber og projekter.

I organisationen Social Sundhed bliver medicinstuderende sat i stand til at fungere ledsagere for mennesker, hvis adgang til sundhedsvæsenet er besværet af forskellige omstændigheder.

Førstehjælp For Folkeskoler har udviklet et koncept, som tilbyder højtkvalificeret, gratis førstehjælpsundervisning og ruster folkeskoleelever til at være klædt på til at håndtere et hjertestop.

Som Repræsentant i Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) går de medicinstuderende ind i kampen for at yde en uundværlig indsats i den fagpolitiske arena. De forhandler og diskuterer med regioner, politikere og universiteter på deres medstuderendes vegne. Et par konkrete eksempler: Det er frivillige kræfter, der er med til at forhandle fagsammensætningen i studieordningen, det er frivillige kræfter, der har sikret, at medicinstuderende har barselsrettigheder etc.

Sammen med andre medicinstuderende er jeg aktiv som telefonrådgiver hos Livslinien. Hos Livslinien tilbyder vi anonyme samtaler til mennesker, der står i deres livs krisesituation. Og som rådgiver har jeg fået udvidet min horisont for, hvordan et menneskets trivsel og sundhed er uløseligt sammenfiltret med en række modaliteter: socialøkonomisk klasse, relationer og bekendtskaber, geografi, køn og alder. Det er ikke muligt lave en sammenligning mellem en telefonsrådgivningssamtale og en konsultation i sundhedsvæsenet. Men det gehør for kompleksiteter og den samtaleteknik, der trænes på Livslinien, tager man uanset hvad med sig ind i det videre lægeliv.

Når jeg lytter til anekdotiske betragter fra medicinstuderende i frivillige organer, syntes de at kunne observere en tendens: en faldende tilslutning. Det er ærgerligt. For selv om lægestudiet er tidskrævende, tror jeg på, at den frivillige indsats er med til at give fylde til det obligatoriske pensum.

Derfor er dette mit opråb; engagér jer.