Skip to main content

Om at kende sin sendetid

♠ Kursusreservelæge Lone Graff Stensballe, De Pædiatriske Klinikker på Rigshospitalet. E-mail: lgn@ssi.dk

16. okt. 2009
4 min.

Til overlæge, kontorchef Birte Obel, Sundhedsstyrelsen. Vedrørende de obligatoriske kurser i ledelse, administration og samarbejde (LAS I, II og III) i den lægelige videreuddannelse.

Tre kommentarer vedrørende de obligatoriske kurser om ledelse, administration og samarbejde (LAS) i den lægelige videreuddannelse.

De nuværende LAS-kurser består af tre moduler af i alt ti dages varighed; LAS I er to dages eksternat, LAS II er tre dages internat og en dags eksternat, og LAS III er fire dages internat. LAS I følger tidsrammen for en almindelig arbejdsdag (svarende til aflønningen), mens LAS II omfatter to dage med program fra kl. 8.30 til kl. 21.00, og LAS III er tre dage til kl. 19.00.

Min første anke er det obligatoriske internat. Jeg finder det uværdigt at ville bestemme, hvor andre voksne mennesker overnatter, helt i tråd med min mening om turnusordningen og tvangsægteskaber. Jeg mener ikke, at argumentet om, at tvunget internat fordrer øget socialt samvær, i øvrigt med kolleger man langt hen ad vejen aldrig ser igen, opvejer mit og min families afsavn ved, at jeg er endnu en nat væk hjemmefra. Det ville være flot at tilbyde betalt ophold til de deltagere, der ønsker dette.

Min næste anke er de uforholdsmæssigt store resurser, der bruges på disse kurser. Jeg kan sagtens undvære opulente frokoster og middage. Jeg synes, kursernes indhold bør være trækplaster, og når det ikke forholder sig således, får jeg meget svært ved at se, hvordan det kan være, at industrien ikke må lokke os med lækker mad, når I godt må. Det ville være fint, hvis I fremover tilbyder en enkel frokost samt te og kaffe i løbet af dagen.

Sidste og vigtigste punkt i min anke er, at jeg finder kurserne alt for tidskrævende i forhold til indholdet. Jeg opfattede desværre, for at skrive det ligeud, LAS I og LAS III som noget nær rent tidsspilde. LAS II var også meget tidskrævende, men på LAS II stod mit udbytte et stykke hen ad vejen mål med den investerede tid.

Jeg tilhører desuden den gruppe mennesker, der ikke kan se, hvorfor jeg skal have programsat en timelang vandretur i Glostrup Park eller lave managementsmarte øvelser, såsom indlæg med en professionel trommeslager på LAS III, på bekostning af at tilbringe tiden med patienter for ikke at nævne mine egne børn.

De specifikke årsager til oplevelsen af tidsspilde var: 1) at mange emner oplevedes som irrelevante, 2) at mange emner synes bedre indlært under andre læringsformer, 3) at der var utallige timelange overlap og gentagelser, og 4) at lange dage gør, at man til slut ikke kan optage mere viden.

Jeg vil på den baggrund foreslå, at emnerne til kurserne gås grundigt igennem, og man herpå kun beder folk om at møde op til undervisning - i tidsrummet kl. 8.00-16.00 - i emner, der ikke vurderes at kunne indlæres på anden vis. Mange af LAS-kursernes emner kunne meget vel omstruktureres til E-learning med multiple choice-prøver.

Jeg står naturligvis til rådighed, såfremt der skulle være brug for uddybelse af ovenstående.

Svar:

Overlæge, kontorchef Birte Obel, Sundhedsstyrelsen. E-mail: bio@sst.dk

Lone Graff Stensballe beskriver i sit indlæg sin personlige oplevelse af et obligatorisk kursus i ledelse, administration og samarbejde (LAS III).

LAS-kurserne, der er en del af de generelle, teoretiske kurser, som indgår i speciallægeuddannelsen, er tilrettelagt som tre delkurser. To (LAS I og II), som afvikles af og i de tre videreuddannelsesregioner, og det tredje (LAS III), som afvikles af Sundhedsstyrelsen (Generelle kurser i den lægelige videreuddannelse. Sundhedsstyrelsens vejledning. Juni 2004). Der er siden 2006, hvor LAS III-kurserne startede gennemført 35 kurser med deltagelse af 1.258 læger. Kursisternes evalueringer bruges løbende til justering af kurset. De fleste kursister finder LAS III lærerigt, men nogle kursister har påpeget, at koordineringen af LAS I og II med LAS III ikke er optimal. Sundhedsstyrelsen vil naturligvis også inddrage Lone Graff Stensballes vurderinger.

Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det er nødvendigt med jævne mellemrum at give både tidsramme, form, struktur og indhold et kritisk eftersyn. Derfor nedsatte Sundhedsstyrelsen i 2008 »Følgegruppen for de generelle kurser« med repræsentanter fra de tre videreuddannelsesregioner, Lægeforeningen, Dansk Medicinsk Selskab og Danske Regioner.

Følgegruppen arbejder bl.a. med erfaringerne fra de afviklede kurser og vurderer de pædagogiske læringsmetoder, og det er planen, at E-læring skal indgå i kommende kurser. Vi forventer, at pilotteste en ny kursusstruktur i 2010 og at implementere den i 2011.

At LAS III er et internatkursus, skyldes, at kursisterne kommer fra hele landet, og at kurset kun afholdes et sted i landet. Kursisterne slipper for at skulle arrangere hotelophold selv, og der er mulighed for at diskutere det faglige indhold om aftenen. Deltagerne får almindelig hotelforplejning.

Generelt vil jeg tilføje, at forudsætningerne for et vellykket kursus er gode rammer, relevant indhold samt kursisternes engagement og mod på at involvere sig både fagligt og socialt.