Om kerneydelsen i almen praksis

I Ugeskrift for Læger (2003;165:4653-7) findes en artikel af Mainz et al: »Hvordan prioriterer de alment praktiserende læger ydelser i almen praksis?«

En række praktiserende læger vurderede vigtigheden af 40 udsagn. Og bortset fra det (overflødige) spørgsmål om at garantere tavshedspligten er de to højest vægtede: »En praktiserende læge skal gøre patienten så tryg, at han/hun frit kan fortælle om sine problemer« og »En praktiserende læge skal i sit arbejde leve op til accepteret viden om god lægefaglig behandling«.

P.L.O.s daværende formand, Jørgen Lassen, har en fagpolitisk kommentar til artiklen, hvor han skriver: »Kerneopgaven er derfor fortsat at arbejde for, at almen praksis har et højt fagligt niveau«. Det er selvfølgelig rigtigt, at det er en kerneopgave, men ligefrem kerneopgaven er vel en mistolkning af undersøgelsen.

Så vidt jeg kan læse undersøgelsen, viser den, at et flertal af alment praktiserende læger finder, at vi altid skal gå på to ben. Vi skal både skabe den tillid, der gør, at vi kommer til at arbejde med de ting patienten faktisk ønsker at arbejde med, altså arbejde på patientens præmisser, og i den grad hvor dette inddrager lægefagligt stof, skal vores rådgivning være af høj faglig kvalitet. Som almen medicinere skal vi få de to ting til at hænge sammen. Eller med andre ord. Det svære er ikke at lære den lægefagligt »rigtige« behandling af type 2-diabetes, det svære er, hvordan vi hjælper det enkelte helt enestående menneske til at få mest mulig glæde af denne viden. Når Jørgen Lassen ender med at lovprise et 12-ugers forskningstræningsmodul, er jeg helt uenig. Men måske skal det også i højere grad læses som udtryk for, hvor svært vi har ved at finde ud af, hvordan vi skal få de to områder til at hænge bedre sammen i vores daglige arbejde. Her ligger for mig at se den helt store udfordring for udviklingen af almen medicinen.

Svar