Der er et stort behov for kliniske retningslinjer til at informere og vejlede klinisk praksis. Sundhedsstyrelsen har derfor igennem mange år udgivet kliniske retningslinjer med fokus på forskellige emner inden for medicinske specialer. Disse retningslinjer var begrænset til maksimalt cirka ti spørgsmål. Styrelsen har imidlertid for nylig ændret sin tilgang og udgiver nu i stedet for kliniske anbefalinger, der kun omhandler tre til fire spørgsmål uden en tydelig argumentation for, hvorfor retningslinjerne er reduceret til få kliniske anbefalinger i stedet for kliniske retningslinjer.
Desværre er de fleste psykiatriske retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har udgivet, nu forældede, og betegnes som værende under vurdering, og der er ingen konkrete planer om at revidere dem. I 2023 tog psykiatriledelserne i Danmark initiativ til en ny organisatorisk ramme i samarbejde med Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og Sundhedsstyrelsen med det formål at udvikle kliniske retningslinjer inspireret af principper fra onkologisk forskning. Dette initiativ førte til oprettelsen af Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper (DMPG).
DMPG’s mål er:
- at løfte den faglige kvalitet i psykiatrien for at kunne give mennesker med psykiske lidelser en individuel tilpasset udredning og behandling af ensartet kvalitet på højt internationalt fagligt niveau.
- at sikre, at de mødes med det samme niveau af kvalitet i indsatsen som mennesker med fysiske lidelser. Med andre ord – at sikre lighed i adgangen til kvalitet i behandlingen.
Der er imidlertid betydelige begrænsninger i DMPG’s tilgang, da deres metode ikke sikrer, at klinikere og patienter får adgang til de bedst mulige behandlingsmuligheder. DMPG har udviklet nye retningslinjer inden for psykiatrien, herunder for ADHD hos voksne, skizofreni og andre primære psykotiske lidelser hos børn, unge og voksne samt depression – med særligt fokus på brugen af esketamin til behandling af unipolar depression. Disse retningslinjer er baseret på begrænsede litteratursøgninger og består næsten udelukkende af narrative evidensopsummeringer. De indeholder ingen nye metaanalyser, omfatter ofte ikke vurderinger af risiko for bias eller evidensens kvalitet og tager kun i meget begrænset omfang hensyn til patientpræferencer.
En anden retningslinje fra DMPG med titlen »Udredning af ADHD hos voksne i speciallægepraksis« er i øjeblikket i høring. Bekymrende nok baserer denne retningslinje sig udelukkende på konsensusanbefalinger og er uden evidensmæssigt grundlag, hvilket rejser væsentlige spørgsmål om dens validitet og anvendelighed.
Der er stor forventning til etableringen af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut i januar 2025, da dette institut også forventes at udgive kliniske retningslinjer. Det ser dog ud til, at instituttet vil anvende den samme lidt begrænsede tilgang som DMPG.
Retningslinjen for behandling af spiseforstyrrelser er forældet, og der er et presserende behov for høj-kvalitetsdata til at informere om behandlingen af børn, unge og voksne med forskellige typer af spiseforstyrrelser. Dette gælder både i forhold til medicinsk behandling og psykoterapeutisk behandling. En omfattende retningslinje udviklet ved brug af de mest opdaterede og stringente metoder er afgørende for feltet. Desværre lever DMPG’s nuværende praksis ikke op til disse standarder.
Vi er dybt bekymrede over udviklingen på dette område og de udfordringer, der er forbundet med at sikre, at personer med psykiske lidelser får individuelt tilpasset udredning og behandlinger af ensartet kvalitet på et højt internationalt fagligt niveau. Vores bekymringer er særligt store inden for området for spiseforstyrrelser, da spiseforstyrrelser er forbundet med en høj dødelighed og lidelse og deraf et stort behov for en god behandling. Vi er bekendt med, at der er planer om at udvikle en DMPG-retningslinje for dette område, men vi er usikre på, om den nuværende metodologi med dens væsentlige mangler kan skabe en retningslinje, der reelt er brugbar i klinisk praksis.
Hvordan kan denne tilgang forbedres, så manglerne adresseres, og de resulterende retningslinjer giver meningsfuld, evidensbaseret støtte til både klinikere og patienter?
