Om kroniske rygge, radiologi og sygefravær

Rygsmerter er hyppige i befolkningen og stadig blandt de dominerende årsager til fravær. Dette selv om smerterne oftest er uspecifikke, hvor den vigtigste behandling er normal brug af ryggen. Inaktivitet og sygemelding er overflødig og kan være skadelig. Ved afbrudt kontakt med arbejdspladsen risikeres isolation og uberettiget bekymring over den fremtidige rygsundhed. Mange frygter selv ved normal brug af ryggen at ende som ryginvalide. Det sker heldigvis sjældent - og når det sker, skyldes det måske snarere lægers velmente intervention end mangel på samme.

Det ved de fleste læger. Men selv om vi nok er blevet bedre til at hjælpe rygpatienten, er sygemelding fortsat almindelig ved uspecifikke rygsmerter, der desuden typisk behandles med gigtmedicin og henvisning til fysioterapi og/eller et røntgenbillede af ryggen. Ved fortsatte klager er speciallæge og MR-skanning typisk det næste træk.

Anamnesen og en grundig objektiv undersøgelse kan som regel udelukke red flags og derfor også alt det ovenstående, der koster penge, og - bortset fra træning - sjældent hjælper patienten. Radiologiske undersøgelser kan også være skadelige, da der ofte påvises og nøje beskrives degenerative forandringer, der trods korrelation med alder snarere end med symptomer, herefter pludselig bliver diagnosen.

Lægen, der lader patienten forstå, at smerterne skyldes slidgigt, er efter patientens opfattelse trådt i karakter. Patienten forstår, at ryggen er »slidt op«, ofte at det skyldes et rygbelastende arbejde, og at det kan gå helt galt ved yderligere rygbelastning, fordi de radiologiske »slid«-forandringer kun bliver værre, med mindre ryggen skånes. Denne »diagnose«, som for patienten klargør situationen, kan være bekvem for lægen, men den lette forklaring gavner sjældent patienten, som uden grundig klinisk undersøgelse risikerer, at den virkelige smerteårsag overses.

Degenerative forandringer i lænden kan selvfølgelig relateres til rygbelastning, men opstår jo også hos personer, der aldrig har belastet ryggen. Alderssvarende degenerative forandringer udelukker naturligvis heller ikke yderligere skade ved fremtidige traumer eller kumulative belastninger, hvis følger måske ikke ses på røntgen. Men intet tyder på symptomreduktion ved aflastning fra normal daglig brug af ryggen, og trods mangel på differentierede behandlingsvejledninger baseret på degenerative radiologiske forandringer må fortsat normal aktivitet forventes at bidrage til smertereduktion for de fleste patienter. Væsentlige rygproblemer taler dog imod, at ryggen fortsat eksponeres for tunge løft, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og/eller -bevægelser. Der er ingen grund til at plage patienten yderligere.

Når sygemelding først er blevet en realitet, er det svært at komme i gang igen, så længe smerterne fortsætter. Og hvis de indicerede fravær i den primære fase - hvorfor så ikke siden?

Men der er heldigvis alternativer til sygemelding. Patienten og om nødvendigt lægen kan aftale de nødvendige hensyn med arbejdspladsen, der ikke mindst i lyset af den aktuelle arbejdskraftmangel erfaringsmæssigt er villig hertil - især når det fornemmes, at alternativet kunne blive en langvarig sygemelding.

Patienten skal kunne fortælle sin historie, få accepteret sine smerter og blive grundigt klinisk undersøgt. De fleste kan herefter forsikres, at tilstanden er fredelig og hverken indicerer røntgen, MR-skanning, receptmedicin eller sygemelding. Patienten forstår, at aktivitet er bedre end inaktivitet. Rygtræning accepteres jo også som den rette behandling - selv trods smerter. Patienten skal forstå, at ryggen skal bruges men ikke misbruges. Derfor skal usunde arbejdseksponeringer ophøre, hvad der jo også gavner arbejdskolleger. Herved undgås unødvendige arbejdsrelaterede smerter, men smerter ved arbejde uden speciel rygbelastning må accepteres.

I fravær af red flags bør sygemelding og billeddiagnostik nøje overvejes, en opfattelse, som patientklagenævnet også forventes at være enig i. Ellers vedligeholdes en sundhedsskadelig og kostbar praksis.