BLOG - Der var engang, hvor behandlinger, som lå udenfor det konventionelle, gik under betegnelsen kvaksalveri. Nu hedder det ”integrativ medicin”, skriver Jan Lindebjerg og har svært ved at finde den store forskel.
Der var engang, hvor behandlinger, som lå udenfor det konventionelle, gik under betegnelsen kvaksalveri. Det omfattede en lang række mere eller mindre plausible behandlingsformer som f.eks. homøopati. Behandlerne var af let forståelige grunde ikke de store fans af den betegnelse. Så i 1970’erne begyndte en anden betegnelse at vinde indpas – alternativ behandling. Behandlingerne var sådan set de samme.
Nogle år senere blev man utilfreds med den betegnelse. I ordet alternativ ligger, at man bruger det i stedet for noget konventionelt. I erkendelse af, at mange brugte det som supplement til konventionel behandling, indførte man betegnelsen ”komplementær behandling”. Men behandlingerne var sådan set de samme.
Hvis man skal være høflig, kan man sige, at integrativ medicin er en måde at smugle det, der engang hed kvaksalveri, ind på hospitalerne ad bagvejen.
Få år senere fandt man, at dette ikke var dækkende, idet nogle brugte det som et alternativ, mens andre brugte det som supplement til konventionel behandling. Vupti – betegnelsen ”komplementær og alternativ behandling” blev konstrueret. Men behandlingerne var sådan set de samme.
I de senere år er der opstået en forestilling om, at man kan tilbyde en bedre samlet behandling ved systematisk at kombinere det konventionelle med noget alternativt i hospitalsregi. Denne sammenblanding har fået navnet ”integrativ medicin”. Jeg kan godt se det fornuftige i at inddrage ikke-lægelige tiltag som f.eks. motion eller meditation i behandlingen. Det nødvendiggør ikke et nyt begreb. Den ikke-konventionelle del af integrativ behandling er i bund og grund det samme som øvrig alternativ behandling.
En måde at forsøge at få integrativ medicin til at se fornuftigt ud, er at lade som om, det er en videnskabelig disciplin. Der findes universitetsklinikker rundt om i verden, som gør lige præcis det. Også danske universiteter har antropologer rendende på de sundhedsvidenskabelige fakulteter, som synes, at videnskaben skal bruges til at gøre alternativ behandling stuerent.
Der afholdes også videnskabelige kongresser, som fokuserer på integrativ medicin. En af disse går under navnet ”The Jerusalem Conference on Integrative Medicine”. Det var denne kongres, som blev omdrejningspunktet for et eksperiment udført af den britiske professor i embryologi, John McLachlan.
Han havde sat sig for at finde ud af, om der dog ikke i det mindste bare var en lille smule kritisk sans hos den videnskabelige komite, som vurderede indsendte abstracts. Så han konstruerede et abstract, som burde have ført til blank afvisning.
Han brugte sin egen professortitel og publikationsliste til at skabe troværdighed. En logisk fejlslutning, som benævnes ”appeal to authority”. Han skabte et koncept, som var helt igennem tåbeligt med åbenlys pseudovidenskab og et anstrøg af konspirationsteori.
McLahan skrev bl.a. følgende:
[Der findes en homunculus (Et slags kort over kroppen) på ballerne. Den ligger langs Blascko linjerne. Hovedet er repræsenteret nedadtil, venstre side af kroppen på højre balle og laterale dele medialt på ballerne. Linjerne kanaliserer energistrømninger til de områder, de repræsenterer. Der er tydeligt respons på stik med akupunkturnåle. Det anbefales, at behandlingen udføres ved svagt sug på linjerne, og den er meget mere effektivt end traditionel zoneterapi. I nogle tilfælde kan det endda benyttes til diagnostiske formål. Data vil blive præsenteret i form af anonymiserede sygehistorier og personlige beretninger….Desværre vil dette nye paradigme muligvis blive mødt med snæversynethed og automatisk afvisning…..]
Er det overraskende, at kongressens videnskabelige komite var positivt stemt?
Fakta
Nogle vil måske mene, at komiteen har fortjent en balle for at acceptere det vrøvl. Men det er ikke overraskende taget i betragtning af, hvad der ellers markedsføres under betegnelsen ”Integrativ medicin”. Lad os kaste et hurtigt blik på nogle af elementerne i McLahans røvballeologi-påfund.
For mange er akupunktur et behandlingssystem opbygget omkring 12 såkaldte meridianer, igennem hvilke der strømmer en energi betegnet ”qi”. Ubalancer i disse energistrømninger kan behandles ved at stikke nåle i bestemte punkter langs meridianerne – såkaldte akupunkturpunkter.
Der er ganske vist et akupunktursystem med 12 meridianer (Inspireret af 12 store floder i Kina) med 365 akupunkturpunkter (Inspireret af antallet af dage på et år). Men der findes faktisk talrige andre akupunktursystemer med varierende antal og beliggenhed af meridianer og akupunkturpunkter. Antallet af meridianer varierer mellem 9 og 20. Nogle systemer arbejder kun med punkter beliggende på f.eks. øret, skalpen eller på hænderne. Tilsammen indeholder alle disse akupunktursystemer ca. 2000 punkter.
Nogle siger lidt hånende, at der ikke findes et eneste sted på kroppen, som ikke er et akupunkturpunkt. Dette er en karikatur, som ikke er helt korrekt. Mig bekendt er der ikke et eneste akupunktursystem, som anvender punkter beliggende på de mandlige kønsorganer. Det er nok for svært at overbevise nogen om, at der er empirisk evidens for eksistens af sådanne punkter. Og der vil næppe være en kundekreds til en behandler, som satser på et sådant system.
Givet denne mangfoldighed af akupunktursystemer er det ikke så underligt, at den videnskabelige komite fandt det plausibelt, at der var opdaget endnu et.
Anatomisk er det veldokumenteret, at der i hjernen findes en sensorisk og en motorisk homunculus, som illustrerer hvilke områder i hjernebarken, der er ansvarlige for bevægelser og bearbejdning af sanseindtryk. I den alternative verden findes der adskillige andre homunculi rundt om på kroppen. Fælles for disse er, at de savner anatomisk grundlag. Lad mig kort og let forsimplet omtale et par stykker.
I 50érne blev franskmanden Paul Nogier overbevist om, at det ydre øre indeholder en homunculus, fordi det ligner et sammenkrøbet foster. Og han fantaserede videre, at nålestik bestemte steder i øret kan påvirke organer svarende til denne homunculus. Og vupti, så var øreakupunktur opfundet. En variant af øreakupunktur kaldet ”battlefield acupuncture” har vundet indpas i det amerikanske militær, men der er hverken plausibilitet eller forskningsdata, som støtter relevansen heraf.
Zoneterapi er en anden homunculus-baseret alternativ behandlings/diagnoseform. I dette system er det fodsålen, som udgør et kort over resten af kroppen. Det gør nas, hvis man trykker på et punkt svarende til det sted på kroppen, hvor der er noget galt. Og massage af fodsålen kan tilsvarende påvirke de organer, som de pågældende zoner repræsenterer. Man har testet, om zoneterapeuter var i stand til at diagnosticere korrekt, når de fik en liste at vælge ud fra, samt om de var enige med hinanden om diagnoserne. Svaret er nej. Der er heller ikke påvist specifikke behandlingseffekter. Zoneterapi kan således mere korrekt klassificeres som glorificeret fodmassage end som behandlings-/diagnosticeringsprincip.
Nogle integrative medicinmænd benytter sig af irisanalyse som diagnostisk værktøj. Her er det iris, som indeholder en homunculus, og ”ændringer” i iris tolkes som sygdom i de lokalisationer, som homonculusen angiver. Igen er der hverken anatomisk eller fysiologisk grund til at antage, at irisanalyse er relevant. Og blindede forsøg har vist, at irisdiagnostikere er ude af stand til at diagnosticere tarmkræft, andre kræftformer og andre tilstande.
Hvad angår plausibilitet er der således ikke den store forskel mellem McLahan’s til lejligheden påfundne røvballeologi og allerede accepterede elementer af integrativ medicin. Og den videnskabelige evidens er som forventet elendig.
Forestillingen om, at integrativ medicin handler om at inddrage det bedste af to verdener, holder ikke vand. Det alternative element er ikke mere plausibelt eller bedre dokumenteret end alternative elementer udenfor. Hvis man skal være høflig, kan man sige, at integrativ medicin er en måde at smugle det, der engang hed kvaksalveri, ind på hospitalerne ad bagvejen.
