Om stress og udbrændthed som symptom på et træk i tiden

Stress og udbrændthed har epidemisk karakter. Alle læger møder patienter i deres konsultation, der er stressede og udbrændte. Vi har alle kolleger, der døjer med stress og føler sig udbrændte. Men kan man finde en del af årsagen til eksplosionen af stressbelastningen i et træk i samtiden? Lægen undrer sig formodentlig i nogle tilfælde, for det er vanskeligt at se, at patientens stress skyldes voldsomme, konkrete belastninger over lang tid. Der er også noget helt andet, der kan give anledning til stress. Ofte er kernen i belastningen at finde i utilstrækkeligheden og i uvisheden om, hvornår noget er ”godt nok”.

Med 70’ernes antiautoritære opgør frigjorde vi os fra småborgerlige normer, og det var slut med snævre regler for moral og god livsførelse. Vi kastede disciplinsamfundets regelbundethed og snærende bånd af os og blev frie. Efter 70’erne var intet længere nødvendigt, men alt var muligt i disciplinsamfundets afløser – projektsamfundet. Men friheden landede et andet sted, end vi troede. For nu blev det op til den enkelte selv at demonstrere sin brugbarhed og evne til at fungere i projektsamfundet.

Projektsamfundet er præget af midlertidigt konsulentarbejde og freelanceri, hvor alle skal gøre sig ”lækre” for at blive valgt til i det næste projekt. Det drejer sig vel at mærke ikke alene om arbejdssituationen. Fritidsliv, samliv og børneflokken er også præget af at være projekter, siger filosoffen Anders Fogh Jensen.

Det er op til den enkelte at bringe energi og dynamik ind i projektet. Det er som med en dynamolygte. Der skal konstant arbejdes hårdt, for at der er blus på lygten. Man skal være spændende, engageret og være i stand til at bringe energi ind i en sammenhæng, ellers risikerer man ikke at blive valgt med på det næste projekt. Samtidig får man uvisheden og utilstrækkeligheden som følgesvend, for når reglerne og normerne ikke længere definerer, hvornår noget er ”godt nok”, arbejder den enkelte på højtryk . ”Er jeg god nok?”

Den franske sociolog Alain Ehrenberg taler om ”det udmattede selv” som en konsekvens af ophævelsen af reglerne og normerne. Det belastende er, om man er initiativrig nok. Det værste for mennesket i projektsamfundet er at være initiativløs, uden energi og lyst til det næste projekt. Måske bunder stress og udbrændthed i en del tilfælde i, at den enkelte i dag skal finde energien i sig selv og hele tiden skal gøre sig selv ”lækker” for omgivelserne. Det udmatter selvet og fører ultimativt til stress og udbrændthed og i videre forstand til depression.

I projektsamfundet befinder mange mennesker sig som fisk i vandet. Vi er i en periode præget af frihed og mange muligheder. Men lige så mange mennesker savner enkle opgaver og klare regler; at vide, at noget skal gøres med nødvendighed og ikke kræver personligt initiativ, og at vide, at de udfører deres livsprojekt helt tilfredsstillende. Ellers kan de blive ramt af stress og udbrændthed.

Som i mange andre tilfælde har Søren Kierkegaard sagt det klart og profetisk:

”Løber nu Muligheden Nødvendigheden over Ende, saa Selvet i Muligheden løber fra sig selv, saa det intet Nødvendigt har, hvortil det skal tilbage: saa er dette Mulighedens Fortvivlelse. Dette Selv bliver en abstrakt Mulighed, det spræller sig træt i Mulighed …” (Søren Kierkegaard 1849:93)