Omfattende ny dokumentation om sundhed blandt flygtninge og migranter

For første gang har WHO offentliggjort en samlet rapport om sundhedstilstanden blandt migranter på verdensplan – et imponerende værk på 319 sider baseret på en meget omfattende litteraturgennemgang af den voksende dokumentation på området [1]. Rapporten tager udgangspunkt i det stærkt stigende antal internationale migranter (nu næsten 190 millioner) og internt fordrevne i verden samt den øgede sundhedspolitiske interesse, ikke mindst i lyset af COVID-19 og behovet for et særligt fokus for at sikre opfyldelsen af FN’s verdensmål. Rapporten illustrerer, at migration og sundhed udgør et hastigt voksende tema med omfattende forskningsresultater, retningslinjer og erfaringer med best practice, som kan understøtte en bedre indsats til håndtering af udfordringerne for flygtninge og migranter.

Risikofaktorer for sygdom

Rapporten beskriver de aktuelle migrationsmønstre, hvor 86% af verdens flygtninge befinder sig i udviklingslande, samtidig med at flygtninges og migranters sundhedsbehov er blevet en betydelig og bredt anerkendt global udfordring. Migranterne er samlet set ikke nødvendigvis mere syge, men omstændighederne forbundet med migration kan øge sygeligheden. Migrationsstatus lægger dermed et ekstra lag til de generelle risikofaktorer for sygdom, som præger den øvrige befolkning. Det gælder individuelle karakteristika og adfærdsmønstre, sociale og økonomiske forhold samt fysiske miljøfaktorer. Rapporten identificerer særligt udsatte grupper som uledsagede børn og unge, sårbare grupper af unge piger og kvinder, seksuelle minoriteter og ældre. Samtidig fremhæves de udbredte problemer blandt flygtninge og migranter i modtagerlande. Det gælder bl.a. begrænset uddannelse, dårlig økonomi på grund af lave eller manglende indtægter, behov for at sende penge tilbage til familien i hjemlandet samt mismatch mellem uddannelse og arbejdsmuligheder. Arbejdsmigranter med elendige arbejdsvilkår og boligforhold udgør her en særlig belastet gruppe. Diskrimination og ophold i flygtningecentre er klart dokumenterede sundhedsrisici – ikke mindst situationer med uvished om varighed og udfald af opholdet. Utilstrækkeligt kendskab til sundhedsvæsenet og sprogbarrierer som ny i landet er også et udbredt problem.

Rapporten belyser de særlige sygdomsmønstre med øget sygelighed og dødelighed for såvel kroniske sygdomme som infektioner. Øget forekomst af generelle risikofaktorer igennem de forskellige faser af migration er en hyppigt forekommende forklaring ligesom sen diagnostik og manglende muligheder for at komme i behandling. Omfanget af psykisk sygdom varierer betydeligt i forhold til f.eks. manglende social støtte, etnicitet, migrantstatus og varighed af ophold i landet med klart øget sygdomsbelastning blandt unge flygtninge fra konfliktområder.

WHO redegør også detaljeret for COVID-19-erfaringerne blandt migranter i forskellige dele af verden. Den øgede risiko for sygdom blandt visse indvandrergrupper kan relateres til tætte boligforhold, manglende muligheder for hjemmearbejde, særlig udsættelse som beskæftiget i sundhedsvæsenet, begrænset adgang til information samt barrierer for testning, diagnostik og behandling.

Behov for bedre inklusion i sundhedsvæsenet

Behovet for bedre inklusion i sundhedsvæsenet bliver dokumenteret og diskuteret – herunder mulighederne for bedre inddragelse af patienter, sundhedsprofessionelle og beslutningstagere med migrantbaggrund. Lige adgang er ikke en udbredt norm globalt, og uligheder i rettigheder og barrierer for adgang til sundhedsydelser – på tværs af lande og migrantgrupper – fremgår med al tydelighed. Barriererne afviger ikke altid fra dem, som kan ramme den lokale befolkning, men de bliver ofte intensiveret af migrantbaggrunden. Det gælder problemer med at navigere i et fremmed sundhedsvæsen, problemer med sprog og generel kommunikation, kulturelle barrierer, diskrimination og manglende diversitetskompetencer hos sundhedspersonalet. Restriktiv indvandrerpolitik kan skabe manglende tillid og frygt for at kontakte sundhedsvæsenet især blandt udokumenterede indvandrere. Direkte og indirekte omkostninger ved brug af sundhedsvæsenet skaber også barrierer, selvom studier tyder på, at eksklusion af migranter fra sundhedsydelser giver større omkostninger. Mere forskning om dette er påkrævet.

Et generelt problem er de utilstrækkelige sundhedsinformationssystemer, herunder data om migranter i registre og surveys, og manglende enighed om fælles kategoriseringer og standardiseringer og deraf følgende ringe sammenlignelighed vedrørende migranter på tværs af lande. Mange informationssystemer giver begrænsede muligheder for disaggregering af data i forhold til migrationsstatus. For visse grupper er data helt utilstrækkelige – f.eks. udokumenterede indvandrere, asylansøgere, sexarbejdere, statsløse og migranter under flugt.

Konkrete handlingsanvisninger

Rapporten gennemgår ikke blot udfordringerne, men også strategier til at imødekomme dem med udgangspunkt i erfaringer og dokumentation fra forskellige dele af verden. Udbredte veje til bedre inklusion i sundhedsvæsenet er kulturel mediering, effektiv tolkning, oversættelse af informationer og fremme af de sundhedsprofessionelles kulturelle kompetencer gennem støtte og undervisning. Her kan hentes mange gode eksempler til inspiration. Antallet af sundhedsprofessionelle indvandrere vokser kraftigt i mange lande – også i Danmark – og mulighederne for bedre understøttelse og inddragelse af disse er en del af løsningerne. Hurtigere og mere smidig anerkendelse af kvalifikationer og udstedelse af arbejdstilladelser for sundhedsprofessionelle med indvandrerbaggrund kan afhjælpe problemerne.

WHO-rapporten giver en række konkrete handlingsanvisninger med relevans for mange lande – også for et land som Danmark med et overvejende offentligt finansieret sundhedsvæsen med formelt lige adgang for den generelle befolkning og relativt gode sundhedsinformationssystemer. Mange af de påpegede problemer kan genkendes her i landet, og forslagene til bedre indsats kan klart inspirere vore beslutningstagere og praktikere i sundhedsvæsenet. Først og fremmest skal alle flygtninge og migranter effektivt integreres i det generelle arbejde for folkesundhed med en forståelse for de særlige sundhedsmæssige risici og belastninger, som er forbundet med livet som migrant. Erfaringerne fra COVID-19-pandemien har talt deres tydelige sprog. Den generelle indsamling og analyse af sundhedsdata bør sikre informationsgrundlaget for dette arbejde ved systematisk i vore registre og generelle befolkningsundersøgelser at skabe detaljeret og retvisende dokumentation af behov og effekter af indsatsen for alle grupper af flygtninge og migranter med forskellig formel opholdsstatus, etnisk baggrund og identitet samt opholdstid i landet. Konsensus om relevante kategorier, definitioner og essentielle variabler er helt afgørende.

WHO har med denne rapports mange konkrete detaljer, de gode casebeskrivelser og forslag til bedre indsatser samt de omfattende litteraturlister med tusindvis af referencer givet et flot overblik til inspiration for det internationale arbejde for global sundhed med fokus på flygtninge og migranter. Men mange elementer har også klar relevans for situationen i Danmark som støtte for den videre udvikling af dansk politik, praksis og forskning med fokus på lighed i sundhed for alle.