Skip to main content

Omsorgssvigt og omskæring af piger fra Somalia og andre muslimske lande

Peter A. Krasilnikoff

1. nov. 2005
5 min.

Under overskriften »Kommunallæger og tvangsanvendelse« har formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, Hans Buhl, i Ugeskriftets leder d. 24. marts 2003 (1) fremhævet tre hovedprincipper, som må iagttages, når en lægelig undersøgelse ønskes foretaget i forbindelse med myndighedernes afklaring af, hvorvidt en mindreårig pige har været udsat for omskæring. Sagen har på baggrund af en verserende sag fra Aalborg været diskuteret i det etiske udvalg, og det fremgår af sammenhængen, at det er udvalgets konklusion, som nu bringes.

Som de tre hovedprincipper nævnes først, at der principielt altid skal foreligge et informeret samtykke, når læger skal deltage i undersøgelser og behandling af enkeltpersoner. For det andet, at det må være en forudsætning, når sociale myndigheder gennemfører tvangsmæssige undersøgelser af børn, at det sker som led i en plan for, hvordan der kan iværksættes passende støtteforanstaltninger for at hjælpe barnet. Og for det tredje, at læger bør afstå fra at deltage i nogen form for tvangsmæssige undersøgelser, der ikke hviler på et meget klart retsgrundlag. (I den konkrete sag fra Aalborg skal der efter pressens oplysninger tilsyneladende ikke have foreligget et sådant klart retsgrundlag for at pålægge den stedlige kommunallæge at undersøge barnet).

Som det her står skrevet, synes man umiddelbart at kunne være enig - men lederens efterfølgende udlægning af ovennævnte principper nødvendiggør nogle kritiske kommentarer.

Lederen nævner, at det ud fra tanken om forebyggelse kan være vanskeligt at se, at »en tvangsundersøgelse har noget særligt forebyggende formål, hvis der er tale om en pige, der i øvrigt er velfungerende og lever under rimelige sociale forhold. En tvangsundersøgelse kan fastslå om pigen er omskåret eller ej. I bekræftende fald er skaden sket, og myndigheder og læge kan hverken gøre fra eller til, højst straffe forældrene.

Hvis det (indgrebet) ikke har fundet sted, kan en fornuftig dialog måske virke forebyggende, men det er mere sandsynligt, at anvendelsen af tvang har virket så krænkende, at familien i fremtiden holder sig væk fra lægeklinikker«.

Jeg er naturligvis enig i, at det centrale i hele denne problematik er forebyggelse - og i, at hvis skaden først er sket, er der ikke så meget at gøre for det konkrete barn i sammenhængen. Men hvad med hendes yngre søstre? Hvis familien først har fået foretaget omskæring på én af deres døtre, så er det vel sandsynligt, at også hendes øvrige (yngre) søskende vil blive udsat for dette grove og invaliderende indgreb. Og der er ikke alene tale om et meget groft indgreb, men også om en handling, som af det enkelte barn ikke kan undgå at blive opfattet som et klart overgreb - og som et svigt fra de nærmeste pårørende. Der kan derfor ikke herske den mindste tvivl om, at omskæring af piger klart falder inden for definitionen af begrebet omsorgssvigt.

Det gælder altså om at stoppe dette uvæsen helt - og misforstået hensyntagen med henvisning til etniske eller religiøse forskelle har ingen plads i denne sammenhæng. Familierne har selv valgt at tage til Danmark og må derfor naturligvis følge vore love og reg-ler. Dette understreges af, at vel kun de færreste af de her omtalte familier er flygtninge i dette ords egentlige betydning, eftersom det åbenbart er muligt for dem at tage tilbage til f.eks. Somalia »på ferie« og der få foretaget indgrebet på deres barn.

De regler, vi har, er faktisk både gode og velegnede til at tage højde for de nævnte situationer - hvis blot de efterleves. Det er klart, at risikoen for at blive indberettet til de sociale myndigheder kan betyde en brist på fortrolighedsforholdet til lægen - set med forældrenes øjne. Men hvad når man ser sagen fra barnets side? Det er da i barnets klare interesse, at dets læge forhindrer, at det bliver lemlæstet - og jeg kan slet ikke forstå, at man kan komme i tvivl om, hvordan man skal handle i denne sammenhæng - også selv om dette kan indebære et element af tvang.

Hvis man som læge bliver opmærksom på, at f.eks. moderens samlever mishandler hendes barn, så vil man da heller ikke tøve med at indberette dette? Eller det vil man måske for fortsat at kunne bevare et fortrolighedsforhold til familien - så at man derved har mulighed for at behandle banale forkølelser m.v., medens barnet samtidig må leve med en konstant risiko for at blive invalideret for livstid - eller måske det der er endnu værre? Hvis man i en sådan situation undlader at indberette sagen, overtræder man klart loven - jf. reglen om den endog skærpede underretningspligt for bl.a. læger, hvis disse under udøvelsen af deres gerning får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte (§ 35 i loven om social service). Og det er her ingen undskyldning for at lade være, at man i øvrigt synes »at pigen er velfungerende og lever under rimelige sociale vilkår«.

Det turde være overflødigt at gøre opmærksom på, at man nu engang ikke kan afgøre om barnet er omskåret uden at undersøge det, og derfor er man forpligtiget til at foretage en sådan undersøgelse, hvis myndighederne (eller man selv) har mistanke om, at barnet er blevet omskåret, efter at familien er kommet til Danmark, eller til evt. at henvise det til en pædiatrisk afdeling. (Det hører i øvrigt med til en korrekt udført objektiv undersøgelse - og da ikke mindst hos et barn - at også de ydre genitalia undersøges). Det er klart, at der formentlig ikke er nogen, som vil vurdere det som strafpådragende for forældrene, hvis omskæringen er foretaget inden familien kom til Danmark, idet forældrene jo da sandsynligvis har handlet ud fra det lokale samfunds normer, og så at sige ikke har vidst bedre. En undersøgelse af de ældre søstre vil dog altid kunne blive aktuel som et led i afklaringen af de yngre søstres risiko for også at skulle have indgrebet foretaget.

Overholdelsen af danske love og regler må de muslimske (og herunder altså også de somaliske) familier forstå som en betingelse for at opholde sig i Danmark - og derfor oplyses herom straks ved ankomsten. Trusler om total afbrydelse af kontakt til det danske sundhedsvæsen bør man under ingen omstændigheder ligge under for - en sådan manglende kontakt vil jo nemlig også være ensbetydende med omsorgssvigt af barnet - og jeg opfordrer derfor Lægeforeningens etiske udvalg til at tage sagen op igen med henblik på en entydig konklusion, der først og fremmest ser på, hvad der bedst tjener barnets interesser.

SVAR


Referencer

  1. Buhl H. Kommunallæger og tvangsanvendelse (leder). Ugeskr Læger 2003;165:1331.