Omstillingsparathedssyge

I den seneste undersøgelse af yngre lægers psykiske trivsel var en af de nævnte årsager til oplevelsen af stress de hyppigt skiftende arbejdspladser og funktioner i karrierens første år. Det undrer mig ikke!

Personligt har jeg været læge i knap syv år, herunder to år på barsel. I de små fem år, jeg har tilbragt på arbejdsmarkedet, har jeg været ansat ikke mindre end syv forskellige steder. Syv forskellige ledere, syv nye kollegiale grupper at indgå i, syv tapre forsøg på at vise hvem jeg er, hvad jeg kan, at falde til og trives samtidig med at lære nyt og blive en bedre læge.

For nogle mennesker er det selvfølgelig en smal sag at skifte og at starte forfra. For nogle giver det et kick, virker stimulerende og forebygger kedsomhed. Nogle af os bliver ikke nævneværdigt påvirkede af, at lederen nu hedder noget andet og har en anden personlighed end den forrige, og at skulle lære tyve nye ansigter at kende. De tager det bare for, hvad det er, og finder ro i det. De koncentrerer sig om arbejdsopgaverne, som om intet var sket. Jeg er glad på deres vegne!

Arbejdsskift – lille krise

For andre – I har nok gættet, at jeg er én af dem – medfører hvert arbejdspladsskift en lille personlig krise. En krise, som i milde tilfælde resulterer i følelse af ensomhed, utryghed og usikkerhed, og i værste fald i en længerevarende stressreaktion med dårlig søvn og bekymringstanker omhandlende den nye logistik og de nye funktioner. For nogle af os læger er de daglige arbejdsopgaver og miljøet stressfaktorer i sig selv. Det faktum, at vi i det samme øjeblik, som vi endelig er faldet til i vores nye afdeling og er begyndt at føle os trygge og nogenlunde »hjemme«, tvinges på flugt til endnu en ny og ukendt plads, bidrager til yderligere stress. Jeg har tit haft følelsen af, at jeg er en internt fordreven, som hvert halve år skal gennemgå en kulturel forandring. Lokalbefolkningen i min midlertidige nye kultur har ikke altid overskuddet til at lære mit navn. »I er jo så mange. I rejser jo snart igen«. Ja, jeg rejser snart igen. Gad vide, hvortil jeg har fået billet denne gang? Gad vide, om jeg vil have mulighed for at følge min søn til fodbold om torsdagen, eller om jeg endelig kan melde mig til det dansekursus om mandagen, som jeg så længe har ønsket at gå til?

Værre før

Nogle får måske lyst til at fortælle mig, at det var meget værre før. Dengang for 30 år siden, hvor der var arbejdsløshed blandt de unge læger, og de til tider måtte stille sig tilfredse med treugerskontrakter. Der kunne man tale om at skulle være fleksibel! Så hvad piber jeg over?

Mange vil sikkert sige, at skift skal der til, hvis man skal blive en god læge. Man bliver nødt til at prøve forskellige ting af. En speciallægeuddannelse må nødvendigvis bestå af flere fastsatte elementer for at sikre en ensartet og høj kvalitet af os læger. Ja, jeg er enig. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at den måde, det gøres på i Danmark i dag, er den eneste og den mest rigtige. Yngre Lægers undersøgelsesresultater synes jeg blandt andet understreger dette.

I vores nabolande – blandt andet i Sverige – er uddannelsesforløbene mere kontinuerlige. For eksempel er det her ofte muligt, at et vikariat (en uklassificeret stilling i Danmark) bliver lavet til en ST (hoveduddannelsesstilling), hvis den uddannelsessøgende læge og afdelingen trives med hinanden. Således er lægen allerede kendt i afdelingen og fortsætter simpelthen bare samme sted i en hoveduddannelse. Lægen kender kollegerne, ledelsen og arbejdsgangen. Desuden får lægen mulighed for at føle sig »hjemme« og værdsat for netop den, hen er, idet hen har vist sit værd igennem den forløbne tid. I et sådant system ville der være gode chancer for, at en person som mig ville trives. Jeg har brug for en smule tryghed, en fornemmelse af at »høre til«. At fremdyrke sådan en oplevelse tager typisk tid. At have en oplevelse af samhørighed og et tilhørsforhold er vigtigt for de fleste menneskers psykiske velbefindende. Herunder også lægers.

Korte ansættelser giver stress

At korte ansættelser skaber stress er ikke en nyhed. Jeg tror, at de fleste andre akademikere (og andre faggrupper i det hele taget) ville protestere imod at skulle skifte arbejdsplads hvert hele eller halve år i karrierens første halve decennium. For os læger er det dog tilsyneladende noget, som vi bare skal acceptere.

I nogle jyske regioner tilbydes nu mere kontinuerlige uddannelsesforløb endda med mulighed for deltidsstilling. Det synes jeg er et godt skridt i den rigtige retning. Kunne flere danske regioner ikke følge dette eksempel?

Jeg er aktuelt i tvivl om, om der nogensinde bliver en speciallæge ud af mig. Der er mindst et par specialer, som både interesserer og passer mig. Herunder det speciale, hvor jeg aktuelt er ansat i en etårig uklassificeret stilling i en dejlig afdeling. Hvor jeg ønsker, at jeg kunne få lov til at blive lidt længere end ét enkelt lille år! Jeg og familien har svært ved at holde til den uforudsigelighed ved de hyppige skift af arbejdsplads (og arbejdstider!), som en hoveduddannelse vil medføre. Det er synd og skam for mig selv, som måske bliver nødt til at træffe nogle svære beslutninger omkring min professionelle fremtid, og for et land, hvor der er lægemangel.