Omstrukturering smider barnet ud med badevandet!

Når supersygehusene står klar med korte indlæggelsesforløb og færre senge, får det betydelige konsekvenser for det primære sundhedsvæsen. Kommunerne skal varetage avanceret sygepleje, der bliver brug for lægelig backup til akutpladser, og flere patienter med kroniske sygdomme eller kræft skal følges hos egen læge.

De praktiserende læge tiltænkes en central rolle if. professor Kjeld Møller Pedersen: »Sundhedsvæsenet kan kun blive nært med de praktiserende læger« [1]. Af finanslovsaftalen for 2015 fremgår det, at der ønskes større og moderne lægehuse, og desuden kræves ensretning af almen praksis.

Aktuelt henvises ca. 10% kontakterne i almen praksis til hospital, og en tilsvarende andel behandles via hjemmeplejen. Den største andel af arbejdet i almen praksis går ud på, at raske mennesker skal forblive raske, at simple infektioner og skader behandles, at egenomsorg styrkes, og at det forhindres, at bekymringer udvikler sig til angst og hypokondri. Henvisninger begrænses til det nødvendige.

Utilfredshed og ineffektivitet med almen praksis er det svært at finde belæg for. En undersøgelse i New England Journal of Medicine blandt 29 OECD-lande viste, at langt flere danskere svarer positivt på spørgsmålet: »Were you completely or very satisfied with the medical treatment you received at your last physician visit?« end i samtlige af de lande, som vi sammenligner os med [2] .

Effektiviteten er dokumenteret i en stor registerundersøgelse, KOS 2008: »... [egen læges] mistanke var relateret til en risiko på 10% for at få en alvorlig diagnose inden for de første 2 måneder. Denne positive prædiktive værdi af lægens mistanke er derfor højere end selv de fleste alarmsymptomer …« [3].

Disse undersøgelser er udført på et tidspunkt, hvor dansk almen praksis udmærker sig ved mange små praksis og stor variation i servicetilbud. Netop det, der ifølge Folketinget, regionerne og sundhedspolitiske interesseorganisationer ønskes ændret!

Forklaringen på almen praksis’ pæne status giver professor på Forskningsenheden for Almen praksis i Aarhus, Frede Olesen: »Vor viden om den store symptomlindrende effekt af den personlige læge, empatien og læge-patient-kontakten bør føre til målrettede omorganiseringer, så patienten igen i videst muligt omfang får kontakt med en gennemgående navngiven læge. … Det gælder både i lægehuse med mange læger og en i stigende grad ambulatorieagtig arbejdsform og på højteknologiske sygehuse, … som glemmer værdien af the ,doctor drug'« [4]. Med andre ord går de faglige anbefalinger imod etablering af store lægehuse.

Hvis man ensretter de almenmedicinske klinikker og lader praktiserende læger varetage funktioner, som de er mindre egnede til end andre læger – på bekostning af funktioner de er eksperter i – er der tale om dårlig udnyttelse af resurserne.

Smid ikke barnet ud med badevandet! À