Omtanken ved etiske beslutninger

Regeringen anbefaler at hæve abortgrænsen og ønsker at indføre eutanasi. Etisk Råd anbefaler også hævelse af abortgrænsen, men afviser eutanasi. Det er betænkeligt at se og høre debatten i samfundet og i specifikke fora som Ugeskrift for Læger og Etisk Råd.

De to emner diskuteres sideløbende, uden at nogen kobler dem sammen. Det er to sider af samme sag. I vor bevidsthed har vi en »ukrænkelig« mening om, at vi har ret til at bestemme over vort eget liv. Dertil har kvinder fået ret til at bestemme over det liv, de bærer ved graviditet indtil 12. uge. Den ret vil man nu udvide til måske 15.-22. uge. Som man kan se, vokser fostret meget i de næste tre uger (og fremefter) og bliver til et »rigtigt« menneske. Med den nuværende abortgrænse på 12. uge kan kvinder kvit og frit få en abort på disse betingelser. Hvilken kvinde kan ikke bestemme sig inden for denne 12-ugersregel? Hvem er det, man vil lovgive for? Hvor mange procent kvinder vil en ny grænse hjælpe, og som man vil lovgive for? Det må være for en minoritetsgruppe.

Kvinder skal have øget deres selvbestemmelse mht. at afslutte liv! Selvstændig tænkende mennesker, der har levet og ydet deres bidrag til samfundet gennem et langt liv, må ikke få dette afsluttet på en værdig måde ved terminal sygdom. Det virker paradoksalt.

I medier diskuteres jævnligt de omfattende og stigende udgifter til sundhedsvæsenet, og her får kræftbehandling og ny behandling ofte skyld for de eksplosive udgifter, og hvem skal nu betale. I dette scenario vil man prioritere, at kvinder får mere ret til at fjerne samfundets fødekilde, et barn, og samtidig ikke give ret til, at selvstændigt tænkende mennesker kan få afsluttet livet på en værdig måde. Samfundet indskrænker sin levedygtighed. Det er ikke sund fornuft.

Lægeforening og Etisk Råd – dansk moralpoliti – taler om glidebane og samfundets sammenhængskraft. Glidebane er at hæve abortgrænsen, og sammenhængskraften reduceres ved at forbyde eutanasi. Hvad er sandheden i dette? Der kan laves klare regler, så de, der er bange for, at samfundet kommer på glatis, kan beroliges. Mennesker har en utrolig selvopholdelsesdrift, dødsangst. Hvem vil af egen fri vilje have taget livet af sig, hvis de ikke har det meget dårligt, og den hjælp, der tilbydes, ikke er tilstrækkelig eller udsigtsløs?

Jeg synes, at såvel Etisk Råd, Lægeforeningen som regeringen og Folketinget skal tænke sig om på begge fronter.