Debat
Omtanken ved etiske beslutninger
Aktiv dødshjælp/abort, kommentar til debatten i Ugeskrift for Læger 20/2023
Foto: Colourbox
22. jan. 2024
4 min.
Regeringen anbefaler at hæve abortgrænsen og ønsker at indføre eutanasi. Etisk Råd anbefaler også hævelse af abortgrænsen, men afviser eutanasi. Det er betænkeligt at se og høre debatten i samfundet og i specifikke fora som Ugeskrift for Læger og Etisk Råd.
De to emner diskuteres sideløbende, uden at nogen kobler dem sammen. Det er to sider af samme sag. I vor bevidsthed har vi en »ukrænkelig« mening om, at vi har ret til at bestemme over vort eget liv. Dertil har kvinder fået ret til at bestemme over det liv, de bærer ved graviditet indtil 12. uge. Den ret vil man nu udvide til måske 15.-22. uge. Som man kan se, vokser fostret meget i de næste tre uger (og fremefter) og bliver til et »rigtigt« menneske. Med den nuværende abortgrænse på 12. uge kan kvinder kvit og frit få en abort på disse betingelser. Hvilken kvinde kan ikke bestemme sig inden for denne 12-ugersregel? Hvem er det, man vil lovgive for? Hvor mange procent kvinder vil en ny grænse hjælpe, og som man vil lovgive for? Det må være for en minoritetsgruppe.
Kvinder skal have øget deres selvbestemmelse mht. at afslutte liv! Selvstændig tænkende mennesker, der har levet og ydet deres bidrag til samfundet gennem et langt liv, må ikke få dette afsluttet på en værdig måde ved terminal sygdom. Det virker paradoksalt.
I medier diskuteres jævnligt de omfattende og stigende udgifter til sundhedsvæsenet, og her får kræftbehandling og ny behandling ofte skyld for de eksplosive udgifter, og hvem skal nu betale. I dette scenario vil man prioritere, at kvinder får mere ret til at fjerne samfundets fødekilde, et barn, og samtidig ikke give ret til, at selvstændigt tænkende mennesker kan få afsluttet livet på en værdig måde. Samfundet indskrænker sin levedygtighed. Det er ikke sund fornuft.
Lægeforening og Etisk Råd – dansk moralpoliti – taler om glidebane og samfundets sammenhængskraft. Glidebane er at hæve abortgrænsen, og sammenhængskraften reduceres ved at forbyde eutanasi. Hvad er sandheden i dette? Der kan laves klare regler, så de, der er bange for, at samfundet kommer på glatis, kan beroliges. Mennesker har en utrolig selvopholdelsesdrift, dødsangst. Hvem vil af egen fri vilje have taget livet af sig, hvis de ikke har det meget dårligt, og den hjælp, der tilbydes, ikke er tilstrækkelig eller udsigtsløs?
Jeg synes, at såvel Etisk Råd, Lægeforeningen som regeringen og Folketinget skal tænke sig om på begge fronter.
Lægeforeningens svar til:
Omtanken ved etiske beslutninger
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Kære Peter Schreyer
Du mener, at eutanasi og udvidelse af grænsen for fri abort er to sider af samme sag. Det er jeg lodret uenig med dig i. For det første fordi eutanasi medfører at afslutte livet på et selvstændigt levedygtigt menneske, mens abort handler om at afslutte en graviditet med et foster, som ikke er selvstændigt levedygtigt. Og jeg mener faktisk, at koblingen, som du forsøger at skrive frem, er både skadelig for begge debatter og mod bedre vidende.
Når vi i Lægeforeningen anbefaler at hæve grænsen for fri abort til 18. uge, er det for at styrke gravides ret til selvbestemmelse og sikre handlemuligheder i forhold til svar på fosterdiagnostik. Og når vi peger på 18. uge, så skyldes det, at der er en betydelig margin, til fosteret er selvstændigt levedygtigt. Desuden vil jeg gerne anfægte din antagelse om, at de fleste kvinder burde kunne bestemme sig inden 12. uge. Opgørelser viser, at op mod 75% af provokerede aborter bliver foretaget inden ottende uge, dvs. 14.660 aborter i 2022 – heraf 10.995 i 0.-7. uge [1]. Langt de fleste aborter efter 12. uge bliver faktisk udført, fordi den gravide gerne ville have fortsat graviditeten, men via fosterdiagnostik får indsigt i, at fosteret har misdannelser eller alvorlig sygdom.
En legalisering af aktiv dødshjælp vil derimod være en fundamental og skadelig forandring af sundhedsvæsenet, da det helt grundlæggende adskiller sig fra alle andre lægelige praksisser ved, at formålet med behandlingen er at forårsage patientens død.
Du laver selv den farligste kobling ved at bringe udgifter til sundhedsvæsenet på banen i samme åndedrag, som du snakker om en legalisering af aktiv dødshjælp. Vi læger skal gøre alt i vores magt for at hjælpe alle patienter til at leve så gode liv som muligt, og legalisering af aktiv dødshjælp må aldrig blive en del af løsningen på kapacitetsudfordringerne i sundhedsvæsenet.
Erfaringer fra de lande, som har legaliseret aktiv dødshjælp, viser, at selvom aktiv dødshjælp indføres i en restriktiv form, så sker der en etisk uacceptabel forskubning af grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp må udføres, og hvor ofte det sker.
Det kan skabe et uacceptabelt pres på nogle særdeles sårbare patientgrupper, som kan føle sig forpligtede til ikke at ligge til last for deres nærmeste eller for sundhedsvæsnet og derfor ender med at få udført aktiv dødshjælp.
Legalisering af aktiv dødshjælp som praksis i sundhedsvæsenet vil derfor være en fundamental og skadelig forandring af både forholdet mellem patienten og dennes læge, men også mellem borgerne og sundhedsvæsenet.
Reference
- Sundhedsdatastyrelsen. Opgørelse over provokerede aborter, 19. sep 2023. https://www.esundhed.dk/Emner/Graviditet-foedsler-og-boern/Provokerede-….