Opbakning til en politisk løsning på sygeplejerskernes lønefterslæb

Sygeplejerskerne stemte nej til deres overenskomst. Er det noget, som bør interessere os læger?

Sygeplejerskerne har begrundet deres nej med, at deres løn ikke svarer til deres uddannelseslængde, kompetencer eller faglige ansvar. Og der er noget om snakken. Flere af de traditionelle kvindefag i det offentlige har et historisk lønefterslæb, der kan spores tilbage til Tjenestemandsreformen fra 1969.

Her blev grundlønnen for de offentlige grupper besluttet politisk – uden for overenskomsten. Dansk Sygeplejeråd var ikke engang repræsenteret i Tjenestemandskommissionen. I kommissionen anså man dengang mænd som husholdningens hovedforsørger, og kvinders løn som et supplement. Ligeledes blev sygeplejen opfattet som et rent omsorgsfag, som kvinderne var »kaldet til«. Derfor blev sygeplejersker placeret på et af de laveste løntrin i det politisk bestemt lønhierarki.

Af aftaleteksten fremgår det, at reformen løbende skal tages op til revision. Dog viser forskning, at lønhierarkiet er fastholdt [1]. Der har ikke været den lovede revision af hierarkiet siden 1969. Det betyder, at offentligt ansatte i kvindedominerede fag har et betydeligt lønefterslæb. Et lønefterslæb, der på ingen måde er i overensstemmelse med de højt specialiserede fagprofessionelle, som sygeplejerskerne er i dag.

De fleste har formentligt i løbet af deres lægeliv oplevet at arbejde i et miljø, hvor personalet er træt og kronisk underbemandet. Det er nedslidende og farligt for både os og patienterne. I dag er der mangel på sygeplejersker, og alt tyder på, at denne mangel vil stige i de kommende år. Det er vurderet, at vi allerede i 2025 står til at mangle 5.000-6.000 sygeplejersker i Danmark [2]. Alle undersøgelser peger på, at den lave løn sammenholdt med et stort arbejdspres og ansvar er den vigtigste årsag. Der er således både en faglig og en arbejdsmiljømæssig grund til at være solidariske med vores kollegaer i sygeplejefaget, når de gør opmærksom på et historisk og politisk betinget lønhierarki, der ikke svarer til deres ansvar, kompetencer og arbejdsopgaver.

Det handler dog ikke alene om solidaritet. En potentiel konflikt kan have konsekvenser for vi lægers løn og arbejdsvilkår. Det er muligt, at det nuværende momentum om at få gjort op med kvindefagenes lønefterslæb vil vokse. At utilfredsheden vil sprede sig til andre faggrupper med et efterslæb. At det bliver en sag, der kan mobilisere over halvdelen af de offentlige ansatte, der i dag er ansat i disse fag. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har gjort det klart, at han mener, at uligheden skal løses inden for overenskomsten. Såfremt det sker, kan det betyde en reallønsnedgang for læger. FOA har i mange år presset på for, at overenskomsten på det offentlige skal forhandles med udgangspunkt i kroner og øre, og ikke som det er i dag med lønregulering i procenter. Tidligere har Dansk Sygeplejeråd afvist dette, men hvis kravet kommer fra flere grupper, kan det blive en realitet.

Men der er også den mulighed, at man insisterer på, at den politisk skabte ligelønsproblematik løses politisk. At udligningen ikke skal ske inden for forhandlingspuljens nulsumsspil, men ved en lønreform, der afsætter midler på finansloven til en lønpulje, der kan fungere ved siden af overenskomstforhandlingerne. Det sidste scenarium har fået momentum, efter at et borgerforslag har tvunget Christiansborg til at tage stilling til Tjenestemandsreformen og dens mangeårige konsekvenser. I den igangværende debat vil lægestandens stemme være en afgørende støtte til vores kollegaer.

Vi håber derfor, at flere læger vil have lyst og mod til at bakke op om sygeplejerskernes kamp for at få anerkendelse som de specialiserede fagprofessionelle, de er. At vi er med til fortælle, hvor afgørende en del af den kliniske hverdag det er at have dygtige og motiverede kollegaer. Og at vi støtter op om, at der findes en politisk løsning på de mere end 50 års uretfærdighed, hvor politikere vedtog, at kvinder skulle tjene mindre end mænd, fordi de var kvinder.