Skip to main content

Operation for nærsynethed

Øjenlæge Mogens Norn, Frederiksberg

9. nov. 2005
2 min.

Århus-ekspertgruppens artikel [1] er interessant, fordi den giver mange detailjerede resultater vedrørende lasermodellering af cornea (LASIK) ved myopi.

Indgrebet er åbenbart i 85% af tilfældene udført på kun kosmetisk indikation. Formålet er at kunne se uden briller. Alligevel underkorrigeres med vilje 38%, fordi myopien er så stor, at cornea ikke tåler yderligere udtynding.

Objektive komplikationer er angiveligt ret hyppige, sjældent alvorlige, bedømt ved tremåneders efterundersøgelse.

Grænsen for succes sættes som synsstyrke mindst 0,5 (> 6/12) uden korrektion. Kun halvdelen af øjnene opnåede dette og yderligere fald må forventes. Hvor mange personer skulle bruge briller? Til bilkørsel? Hvor mange er tilfredse med resultatet?

Vi får forhåbentlig senere opgørelser over subjektive gener: Irriterede øjne, samsynsproblemer (tab af stereosans, usikkerhed, faldtendens), tusmørkesyn, tågesyn, sygdomsfølelse samt objektive fund: Kontrastfølsomhed, tegn på tørt øje.

Den gennemsnitlige alder var knap 40 år. Hvor mange fortryder indgrebet, når de behøver læsebriller? Den moderat myope har jo fordel ved at se skarpt tæt på uden briller, modsat den »normale« emmetrope.

Det er svært at få overblik over gavn/ulemper ved vor tids tekniske fremskridt. Århusgruppens LASIK-opgørelse [1, 2] er et nødvendigt skridt på vejen.

Personligt mener jeg, at moderat myopi ikke er en sygdom og at excessiv myopis alvorlige komplikationer (amotio, central retinablødning og -atrofi) ikke hindres af LASIK- behandling.

SVAR


Referencer

  1. Beer MJ, Hjortdal JØ, Ehlers N: Effekt og sikkerhed ved laser in situ-keratomileusisoperation for nærsynethed. Ugeskr Læger 2005;167:3688-91.
  2. Hjortdal JØ, Ehlers N: Refraktionskirurgi. Månedsskr Praktisk Lægegern 2005;83:627-37.