Opråb fra psykiatripraksis: vi drukner i ADHD-udredninger

I det sidste år har privatpraktiserende psykiatere oplevet en eksplosion af patienter, der henvises fra egen læge til udredning for ADHD. Som psykiater føles det nærmest som en ADHD-epidemi. Jeg har alene i januar 2022 haft ca. 40 henvendelse fra patienter, der mener, at de har ADHD. Samme billede gælder hos mine kollegaer, og på sidste møde i Sammenslutningen af Praktiserende Psykiatere tilkende gav medlemmerne landet over, at ADHD-udredning fylder stadig mere.

Det er sandsynligt, at psykiatere tidligere underdiagnosticerede ADHD hos voksne. Men den nuværende stigning er helt exceptionel. Ofte er der tale om personer med højt funktionsniveau, der henvises. Studerende på CBS med topkarakterer, medicinstuderende og folk, der har haft en lang erhvervskarriere bag sig. I sidste uge ville en pilot, der havde fløjet i 16 år, pludselig udredes for ADHD.

Naturligvis kan en læge og en pilot godt lide af ADHD, men man kan sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en udredning hos personer, der er velfungerende.

Et yderligere problem er, at mange patienter selv har stillet diagnosen på sociale medier eller internettet og er helt overbeviste om, at de skal have et centralstimulerende præparat udskrevet. Jeg har flere gange oplevet, at patienten blev direkte fornærmet over ikke at få diagnosen. Som oftest diskvalificerer de sig til ADHD-diagnosen ved, at jeg anvender et spørgeskema til deres forældre, som på ingen måde viser, at der i barndommen var problemer med koncentration, hyperaktivitet eller impulsivitet; altså de tre kernekriterier for ADHD, der skal optræde før syvårsalderen ifølge ICD-10 og før 12-årsalderen ifølge ICD-11.

Problemet med de mange unødige henvisninger til ADHD-udredning er naturligvis, at de blokerer for patienter med f.eks. depression, angst og bipolar sygdom. Skulle jeg sige ja til alle, der ringer om en udredning for ADHD, kunne jeg ikke lave andet.

Der er derfor brug for, at de praktiserende læger bliver bedre til at screene patienterne, der ønsker en udredning; herunder undersøge om der »kun« er tale om stress, utilfredshed med jobbet eller ægteskabet, økonomiske problemer, valg af forkert studie eller andre problemstillinger, der kan medføre koncentrationsproblemer. Havde jeg valgt at læse it-videnskab, havde jeg også haft store koncentrationsproblemer, idet it slet ikke interesserer mig. Højere grad af selvdisciplin vil ofte også medføre, at ens hverdag bliver nemmere. Og det er ikke forbudt at udfordre en patient på, at vedkommende selv har et ansvar, og at alt ikke løses med en diagnose og en pille.

I går havde jeg en far til fire med en arbejdsløs kone, boende på 90 m² i en lejlighed på Nørrebro, hvor det ældste barn havde svær skolevægring og adfærdsforstyrrelse. Her ville jeg heller ikke kunne koncentrere mig.

Centralstimulerende medicin skal ikke udskrives uden grund. Og der er mange patienter med ADHD, der har gavn af denne medicin. Men de virkelige patienter med ADHD drukner lige nu i den stormflod af især yngre personer i 20’erne og 30’erne, der efter at have søgt på nettet får den fikse ide, at de lider af ADHD.

Både regionerne og Sundhedsstyrelsen må gentænke, hvordan udredningen af ADHD skal foregå. Fortsætter den nuværende stigning, kan speciallægepraksis ikke følge med, og patienter med angst og depression kommer bagerst i rækken.

Jeg tror, at flere kompetencecentre for udredning af ADHD er vejen frem. Her kan ikkelægeligt personale stå for noget af udredningen; dog lægeligt ledet, idet differentialdiagnostik er vigtig. En depression eller hypomani medfører nemlig også ofte koncentrationsproblemer!

Centralisering af udredning for ADHD vil skabe en ensartethed og skabe større sikkerhed for, at ADHD-diagnosen stilles korrekt. Her vil et samarbejde mellem psykiatere og neuropsykologer være ønskeligt.

Jeg siger i dag nej til flere, der ønsker udredning for ADHD, alene af den grund, at jeg ikke kan forsvare at tilsidesætte patienter med depression, angst og bipolar sygdom. Om jeg må det, ved jeg ikke!