Content area

|

Opråb fra psykiatripraksis: vi drukner i ADHD-udredninger

Som psykiater føles det nærmest som en ADHD-epidemi, skriver praktiserende psykiater Henrik Day Poulsen. Tak for et velindiceret opråb, svarer formand for DSAM, Bolette Friderichsen.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Henrik Day Poulsen, Speciallæge i psykiatri

I det sidste år har privatpraktiserende psykiatere oplevet en eksplosion af patienter, der henvises fra egen læge til udredning for ADHD. Som psykiater føles det nærmest som en ADHD-epidemi. Jeg har alene i januar 2022 haft ca. 40 henvendelse fra patienter, der mener, at de har ADHD. Samme billede gælder hos mine kollegaer, og på sidste møde i Sammenslutningen af Praktiserende Psykiatere tilkende gav medlemmerne landet over, at ADHD-udredning fylder stadig mere.

Det er sandsynligt, at psykiatere tidligere underdiagnosticerede ADHD hos voksne. Men den nuværende stigning er helt exceptionel. Ofte er der tale om personer med højt funktionsniveau, der henvises. Studerende på CBS med topkarakterer, medicinstuderende og folk, der har haft en lang erhvervskarriere bag sig. I sidste uge ville en pilot, der havde fløjet i 16 år, pludselig udredes for ADHD.

Naturligvis kan en læge og en pilot godt lide af ADHD, men man kan sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en udredning hos personer, der er velfungerende.

Et yderligere problem er, at mange patienter selv har stillet diagnosen på sociale medier eller internettet og er helt overbeviste om, at de skal have et centralstimulerende præparat udskrevet. Jeg har flere gange oplevet, at patienten blev direkte fornærmet over ikke at få diagnosen. Som oftest diskvalificerer de sig til ADHD-diagnosen ved, at jeg anvender et spørgeskema til deres forældre, som på ingen måde viser, at der i barndommen var problemer med koncentration, hyperaktivitet eller impulsivitet; altså de tre kernekriterier for ADHD, der skal optræde før syvårsalderen ifølge ICD-10 og før 12-årsalderen ifølge ICD-11.

Problemet med de mange unødige henvisninger til ADHD-udredning er naturligvis, at de blokerer for patienter med f.eks. depression, angst og bipolar sygdom. Skulle jeg sige ja til alle, der ringer om en udredning for ADHD, kunne jeg ikke lave andet.

Der er derfor brug for, at de praktiserende læger bliver bedre til at screene patienterne, der ønsker en udredning; herunder undersøge om der »kun« er tale om stress, utilfredshed med jobbet eller ægteskabet, økonomiske problemer, valg af forkert studie eller andre problemstillinger, der kan medføre koncentrationsproblemer. Havde jeg valgt at læse it-videnskab, havde jeg også haft store koncentrationsproblemer, idet it slet ikke interesserer mig. Højere grad af selvdisciplin vil ofte også medføre, at ens hverdag bliver nemmere. Og det er ikke forbudt at udfordre en patient på, at vedkommende selv har et ansvar, og at alt ikke løses med en diagnose og en pille.

I går havde jeg en far til fire med en arbejdsløs kone, boende på 90 m2 i en lejlighed på Nørrebro, hvor det ældste barn havde svær skolevægring og adfærdsforstyrrelse. Her ville jeg heller ikke kunne koncentrere mig.

Centralstimulerende medicin skal ikke udskrives uden grund. Og der er mange patienter med ADHD, der har gavn af denne medicin. Men de virkelige patienter med ADHD drukner lige nu i den stormflod af især yngre personer i 20’erne og 30’erne, der efter at have søgt på nettet får den fikse ide, at de lider af ADHD.

Både regionerne og Sundhedsstyrelsen må gentænke, hvordan udredningen af ADHD skal foregå. Fortsætter den nuværende stigning, kan speciallægepraksis ikke følge med, og patienter med angst og depression kommer bagerst i rækken.

Jeg tror, at flere kompetencecentre for udredning af ADHD er vejen frem. Her kan ikkelægeligt personale stå for noget af udredningen; dog lægeligt ledet, idet differentialdiagnostik er vigtig. En depression eller hypomani medfører nemlig også ofte koncentrationsproblemer!

Centralisering af udredning for ADHD vil skabe en ensartethed og skabe større sikkerhed for, at ADHD-diagnosen stilles korrekt. Her vil et samarbejde mellem psykiatere og neuropsykologer være ønskeligt.

Jeg siger i dag nej til flere, der ønsker udredning for ADHD, alene af den grund, at jeg ikke kan forsvare at tilsidesætte patienter med depression, angst og bipolar sygdom. Om jeg må det, ved jeg ikke!

Svar: Almen praksis er også under pres

Af Bolette Friderichsen, praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Tak for dette opråb, der er velindiceret. I almen praksis oplever vi også et tiltagende pres fra forskellig side for at diagnosticere tilstande, der for 10-20 år siden hørte ind under det normale.

Det kan være tiltagende svært at begå sig i det accelererende informationssamfund, produktionskravene stiger, og det normale får stadig snævrere rammer. Hvem påvirker patienterne, så de går til læge med krav om udredning? Jobcentre, patientforeninger og behandlere med gør det selv-test på sociale medier bidrager i høj grad. Et eller andet sted bag ved alt dette er der også interesser fra medicinalindustrien.

Diagnoser kan åbne for forskellige gevinster for patienten, f.eks. social accept, adgang til særlige hjælpemidler, flere SU-klip eller lempeligere eksamensvilkår samt behandling både farmakologisk og ikkefarmakologisk. Det er godt, når det er velbegrundet. Men diagnoser kan som nævnt også lukke muligheder, og det tænker patienterne ikke altid på. Så længe man er under udredning, kan det begrænse evnen til at træffe gode valg og ændre sin tilværelse.

Jeg er helt enig i, at funktionsniveauet er nøglen til den lægelige vurdering. Hvis patienten er velfungerende, og udredningskravet stammer fra et ønske om selvforståelse eller akademisk interesse, er der vel ingen grund til udredning i sygesikringsregi? Hvis tilværelsen ikke helt fungerer, kunne det jo være omgivelserne, der skulle justeres, men det ligger kun sjældent på lægens bord. Det er ofte et samfundsmæssigt anliggende.

Almen praksis kan ikke stille diagnosen ADHD (heldigvis). Måske derfor kan vi have svært ved at afvise et ønske om udredning. Der findes et hav af psykometriske test vedrørende ADHD, men mig bekendt er ingen endnu blevet valideret til brug i almen praksis. Jeg tænker, et godt sted at starte kunne være at få undersøgt, hvilken test der kunne være velegnet i almen praksis, så en åbenlyst ubegrundet mistanke om ADHD kan afkræftes hurtigt. Derefter har læge og patient måske et bedre grundlag for en samtale om, hvilke forhold i tilværelsen der kan ændres.

Måske kunne det være en opgave for vores forskningsenheder at udvikle en sådan test?

Blad nummer: 

Right side

af Thorkild I.A. Sørensen | 09/12
1 Kommentar
af Morten Ellemose Gulev | 06/12
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 05/12
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 05/12
10 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 05/12
2 kommentarer
af Kim Varming | 05/12
1 Kommentar