Content area

|

Orkester søger dirigent

Man taler om et sundhedsvæsen på sammenbruddets rand. Hvordan er vi nået dertil, spørger Jannik Falhof, der peger på manglende samarbejde som en væsentlig årsag.
Forfatter(e)
Jannik Falhof praktiserende læge

Et orkester er det ultimative billede på et samarbejde, hvor man koordineret bringer mange forskellige kompetencer sammen, og hvor resultatet kan blive så smukt, at man må fælde en tåre. Hvis man betragter det danske sundhedsvæsen som et orkester, er det også tårefremkaldende, bare af anden årsag. Udfordringerne er så massive, med en voldsom stigning i behovet, ikke mindst på grund af den kommende alderssammensætning kombineret med en mangel på faguddannede oven i en forventning om udødelighed og en mangel på politisk at ville prioritere. Billedet er naturligvis mere komplekst, end den foregående sætning beskriver, men I ved, hvad der menes, og truslen er reel og konkret. Men hvordan kan det komme så vidt, at vi i Danmark taler om et potentielt sammenbrud i vores tryghedsskabende sundhedsvæsen? Vi har jo utroligt mange elementer i sundhedsvæsenet, som fungerer godt – fine faciliteter, dygtige medarbejdere, kommuner, der arbejder målrettet, sygehuse og almen praksis, som er blandt de ypperste i verden.

Mit bud:

Sundhedsvæsenet har i mange år været et tag selv-bord, hvor både borgere, sundhedsprofessionelle, politikere og industrien delvis har kunnet vælge, hvilken ret de skraber over på tallerkenen. Alle har forsynet sig rigeligt og mener sig i sin gode ret dertil. Mangfoldige forventninger, ambitioner, faglige og økonomiske interesser, løfter og garantier samt en mangel på at tage ansvar – ikke mindst i forhold til fællesskabets bedste – fra alle ovennævnte gruppers vedkommende har medført den suppedas, vi sidder i nu.

Kan vi løse det? Hvis vi fortsætter i det neoliberalistiske spor, som vi som samfund har kørt ned ad de seneste mange år, tror jeg ikke på, at det kan løses. Så vil alle ovennævnte grupper fortsat tage udgangspunkt i egne behov og krav.

  • Sundhedsvæsenet har i mange år været et tag selv-bord, hvor både borgere, sundhedsprofessionelle, politikere og industrien delvis har kunnet vælge, hvilken ret de skraber over på tallerkenen

Det vil kræve, at man begynder at se sig selv som en aktør i en større sags tjeneste, og at vi planlægger og prioriterer alle funktioner og tilbud, så de passer ind i en større sammenhæng – nemlig det at leve og arbejde i et velfærdssamfund. Her kommer orkesteret igen ind som billede, ganske vist et gigantisk et af slagsen. Uanset hvor dygtige og kompetente de enkelte musikere er, vil det aldrig blive til andet end kaos, hvis ikke man spiller sammen – for først ved sammenspil bliver det til musik. Vi bliver nødt til i fremtidens sundhedsvæsen at spille bedre sammen. I dag spiller kommunerne deres sange, sygehusene spiller deres supersange, og almen praksis spiller langt hen ad vejen stadig de gamle hits fra 1950’erne. Borgerne har delt sig i to: nogle, der spiller for meget, mens de, der har størst behov, spiller slet ikke. Industrien spiller profittens sang, og politikerne spiller højt, skingert og ukoordineret som reaktion på tilfældige hændelser, men glimrer ved et fravær i forhold til at prioritere og dirigere.

Kodeordet må simpelthen være bedre samarbejde, hvor alle aktører trækker i samme retning fremover.

Det kan blive supersjovt!

For musikerne sidder klar.

Men vi mangler en verdensklassedirigent.

Blad nummer: 

Right side

af Simon Graff | 27/09
4 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar